KLUB PRIMI, JAZZFESTIVAL SPECIAL, COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, TIRSDAG 28.JUNI 2022: Copenhagen Jazzfestival fortsætter, og Klub Primi lader sig ikke kue bare fordi, resten af byen også vil spille jazz.
Denne aftens Primi var flyttet til KoncertKirken på Nørrebro, hvor hipsterne og de hjemløse er skiftet ud med rullende gutter og familiefædre. Rent lydmæssigt er det ikke noget tab, selvom Paul, foruden at være en fremragende lydmand, mikser en fandens fin dark ’n’ stormy. For KoncertKirkens lydmand, Mads Madsen, havde styr på tingene. Det var en lun aften, og man sad og blev mere og mere svedig efter hver koncert. Men hvad gør man ikke for kunsten.
Aftenens tre koncerter spændte mellem dualiteten i stemmer, samhørig noise og indøvet stilhed – hvilket jo holder ørene til ilden. Første koncert var duoen Marie Marie, som består af den tyske vocalist Marie Daniels og den danske vocalist og percussionist Mette Marie Ørnstrup. De mødtes i 2016 og siden har de spillet sammen. Daniels kommer fra en baggrund i jazz og improvisation (kvartetten h i l d e og Marie Mokati), mens Ørnstrup bringer improvisation og verdensmusik i samspil bl.a. med hendes halvandet års studie af klassisk Ottoman musik i Istanbul.
Anden koncert var Sam Pluta (elektronik) / Christian Windfeld (trommer) / Tom Blancarte (bas og tuba/euphonium) / Louise Dam Eckardt Jensen (saxofon, fløjte, klarinet, vokal, elektronik) (hovedbilledet) i en noise. Det var en debut for denne konstellation, men de har medvirket i forskellige projekter på kryds og tværs: ægteparret Blancarte og Eckardt har dannet duoen The Home of Easy Credit, og medvirket i kvartetten Tactical Maybe med Nana Pi og Halym Kim, Pluta og Blancarte har medvirket i flere udgaver af Peter Evans ensemble og Windfeld, Blancarte og Jensen har spillet i forskellige formater i New York City og i København bl.a. i Klub Primi.
Den tredje og sidste koncert var det tilbagevendende Monday Band, som stadig lever på trods af Mandagsklubbens bortgang. De skiftes til at kuratere, og i aften var det pianisten PJ Fossum.
6 små seancer i forskellige opstillinger
Marie Marie bestod af 6 små seancer i forskellige opstillinger. Det startede med stemmer i hvert sin ende af rummet, der satte alt mellem sig i svingninger. Lange toner lå først i hinanden, og så svagt forskubbet, mens de steg højere og højere op. Og jo højere op de kom, jo mere syntes dybere toner at rejse sig nedenunder. Med ét introducerer Ørnstrup små mumlerier for sig selv, nynnen, rallen og growl, og det føltes som om navnesøstrene lydliggjorde den indre dialog; idéen, tvivlen, retfærdiggørelsen, tvivlen igen. Frem og tilbage.
Herefter satte de sig med en skramlet kalimba (eller noget i den stil), mens de sang, talte om ”words, dreams, fiction” i stemmer fra Osmannerriget. Let messende ledte det over til Ørnstrups placering ved gongens rolige rokken. Messen og hvislende lyde transformerede de kirken til et kloster i bjergene. Ørnstrup skifter endnu engang position, og bobler i et kar med vand. Hertil har hun en tromme, der får lidt samme karakter af gongen fra før.
Det bliver desværre lidt for forhastet i min optik. Ikke at de små passager hver især ikke er interessante, men når vokalen og trommerne overvejende bevæger sig i det samme leje, så føles de mange instrumenter lidt for distraherende. I stedet ville jeg ønske, at de havde arbejdet mere med to eller tre af de ellers glimrende konstellationer; især det første kunne jeg blive helt fortabt i inde i kirkerummets resonans.
Noise i kirken
Næste koncert stak i modsat retning: det var entydigt noise. Kakofoniske overtoner fylder rummet, og Pluta og Windfeld strækker bassistens hastige fingerspil til lange klangflader. Det bølger og blæser publikum igennem. Pluta åbner sluserne til 60’ernes sci-fi, men Eckardt jager hastigt videre til det 21. århundrede. De er enige om støjen og kaosset. Ingen må tage styringen. De kaster rytmer, motiver, lyde mod hinanden, men før det blomstrer op, bliver det opslugt af blæsten. Pulserende i rytmiske bølger og skrabende lyde forsøger de at skrælle malingen af de gamle mursten. Men der bliver også lyttet. Eckardt står stille med lukkede øjne, mens alting synes at hvirvle omkring hende, indtil hun hovedkulds kaster sig ind i orkanen igen. Og så et break.
Pluta baner vejen tilbage. Men denne gang tager han lidt for meget kontrol, og der begynder at opstå passager, hvor elektronikken tvinger de andre til at spille på specifikke måder. Bl.a. druknede Blancartes fingerspil, og han måtte opgive og ty til lange hvæsende strøg med buen. Godt at han havde en tuba med, der kunne sluge en mikrofon, så selv ventilerne kunne høres.
Men det er faren ved elektronik – især i et rum som KoncertKirkens. Det kan være det mest berigende rum for en musiker, men det kan også drukne al lyd i mudder, hvis man ikke lytter til lydmanden.
Det var en forløsende koncert, der endte i spænding, da Pluta startede en træg opbygning mod enden, som blev revet væk fra os og efterlod os uforløste. Men det behøver heller ikke altid ende godt (selvom koncerten var ganske fin).
Mandag på tirsdag
Sidste koncert var Monday Band. Deres roterende lederrolle byder altid på noget nyt. Sidste gang fik vi sprællemandsdirektion og svaret på ”What it’s like not to be Jeff Bezos”, så forventningerne var høje. Koncerten bag præg af et dogme om stilhed – eller i hvert fald tysthed. Deres åndedræt var det eneste man hørte til at starte med, mens de sad med lukkede øjne foran deres instrumenter. Så starter en tenorstemme med at klinge, og langsomt byder de andre ind. Stadig er det stille, mens de lyse tenorer svæver over et orgelpunkt af basser før et forløsende ”ahh!” næsten råbes ud. Og så vender de indad igen og nynner næsten for dem selv.
Et plonk fra klaveret bryder stemmernes fællesskab. Metal ramler hen over gulvet. Bækkenet nynner sagte. En fløjte toner frem som en ugle i nattemørket. Unisone melodier fra sax, fløjte og guitar bevæger sig et sted mellem Debussy og Ligeti, mens de bliver ansporet af klaveret.
Fem fælles vejrtrækninger før fri leg over forberedte fraser, indtil en intens stirren fra trommeslageren over mod saxonisten og guitaristen, der pumpede løs, lukkede aftenen.
Det minimalistiske var en øvelse i tilbageholdenhed modsat forrige koncert. Det er spændende med dogmerne, og det er altid med et glimt i øjet. Nogen gange får man også lyst til at høre, hvad de unge musikere kan, hvis dogmerne bliver mere vejledende end regler. Men ikke desto mindre kunne man mærke engagementet og eventyrlysten i musikken, hvilket altid fanger det nysgerrige publikum.
PS: Som slut skal vil jeg også nævne en glimrende koncert med Christina Dahl Trio i Skuespilshusets Foyer, sammen med Simon Toldam og Peter Bruun. Dog var det med et barn på armen fra min side, så det var begrænset, hvor koncentreret, jeg kunne lytte blandt bådkigning og elevatorture. Men det jeg hørte lød godt. Så jeg håber at kunne høre dem i roligere omgivelser en dag.
Tekst og foto: Marcus Behrens
