COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, 4. JULI 2023: Vi er nu nået halvvejs i jazzfestivalen. Tiden flyver sammen med tonerne. Jeg tog en hviledag d. 3/7 for at lytte uden at tænke over, hvordan det ville se ud på skrift. Så jeg tog i DR’s Koncertsal og steg på the soul train med Gregory Porter, der leverede en fantastisk prædiken om kærlighed, mens den udsolgte sal sad og dansede og klappede i sæderne.
Derefter var det direkte ned til 5e og høre Jacob Anderskovs Emerald, hvor han igen viste en fantastisk smuk nytænkning af mødet mellem komposition og improvisation, godt hjulpet på vej af en blæsertrio bestående af Lotte Anker, Anders Banke og Henriette Groth samt Nils Davidsen på cello og bas og Peter Bruun på trommer.
Og hvis du har lyst til at høre mere med ham, så spiller han den sene koncert på 5e i aften med sit andet orkester, Spirit of the Hive.
Videre til i går hvor vejret forsat formørkedes mens sindet lysnede af 5 dages ustoppelig jazz. Jeg lagde ud med den skandinaviske trio TEETH bestående af pianisten Anders Filipsen (DK), elektroakustiske musiker Herman Müntzing (SE) og percussionisten Håkon Berre (NO). Hver især har de en stærk karriere bag sig: Fillipsen der spiller i bl.a. The Firebirds, AFT (hans egen trio), Mesmer samt komponist for filmmusik og audio-visuelle værker. Müntzing har arbejdet sammen med Knyaz Mishkin, Carlos Santos, Martin Klapper m.fl. både som leder og sidemand. Og Berres tidligere og nuværende samarbejdspartnere er Aram Shelton, Susana Santos Silva og Adam Pultz Melbye for at nævne nogle få.
Det er en trio der går 10 år tilbage og udgav i 2018 deres debutalbum Open Up. Konstellationen er en der forener tre måder at skabe lyd på; den akustiske, den elektroakustiske og den digitale, der hver især bringer forskellige nuancer ind i billedet.
Det starter med elektroniske lyde fra Filipsen blander sig med akustiske strøg på strengen hen over gran casa (eller bare en stor tromme) fra Berre og Müntzings maskinelle lyde i en dystopisk formaning, alt imens et lettere malplaceret diskolys blander sig med et af dagens enkelte solskinsminutter.
Allerede fra første færd hører man kontrasten mellem det samplede og den direkte akustiske lyd. Filipsen lægger et lydlandskab af syntetiske lyd (her lyder det som vandglas), hvor man svagt kan ane oprindelsen, mens Berres hands-on tilgang gør det så taktilt, at man kan mærke det helt under neglene. Hertil kommer Müntzing der med sin modulare synth fremmaner lyde uden naturlig relation til omverdenen.
Gennem koncerten bliver det for det meste Filipsen der lægger en ramme af imiterende lyde, som han minutiøst justerer med en halv milimeters præcision på synthesizerens drejeknapper; orgel, glas, rindende vand bliver noget for de andre at ælte og splitte. Hvor Filipsen kontrollerer maskinen, forenes Müntzing med sin. Hans særegne konverterede kontaktmikrofon til mundstykke giver et helt nyt tag på vokalmusik. Vokalen er nærmest ugenkendelig. Kun enkelte passager opfanger man nogle menneskelige lyde, mens resten af tiden er det svøbt ind i sinustoner. Alt imens Berres arsenal af objekter runger gennem gran casa.
Enkelte gange tillod de rytmiske passager at træde frem. På det tidspunkt havde Berre næsten et helt trommesæt stablet på stortrommen. Og til tider flød grænsefladerne mellem instrumenter ud og blandede sig.
Det var 100 års progression forenet omkring sammen æstetik. Hver kan de noget, de andre ikke kan, og det skaber nogle helt unikke lag i musikken, og gør den 3 dimensional.
Regnen er heldigvis stoppet, men skyerne hænger truende, så jeg skynder mig over i KoncertKirken til næste koncert med trioen bestående af danskerne Signe Emmeluth på saxofon og Kresten Osgood på trommer og den amerikanske poet og pianist, Eliot Cardinaux.
Osgood er velkendt på scenen som musiker med sin egen trio og kvintet, grundlægger af Mandagsklubben og alt muligt andet. Emmeluth har sin egen Amoeba, jeg hørte tilbage i februar. Det var en sprængfarlig affære, der stadig runger lidt i ørene. Og Cardinaux har udgivet flere bøger (Osgood mener at have købt 20) og spiller i Our Hearts as Thieves samt med Flin Van Hemmen.
Sammen er det en uprøvet trio i det, at Osgood er den eneste, der har spillet sammen med begge før. Men skulle ikke være en være en hæmsko.
Vi sidder i rundkreds omkring flyglet og trommesættet, der er sat op i midten af salen. Stolene er næsten alle fyldt. De står ind mod hinanden. Cardinaux rejser sig og vender sig mod publikum og reciterer et af hans digte i en megafon.
Forsigtigt slår Osgood an. De andre følger trop, og hurtigt udvikler det sig til en lind strøm af kromatiske toner fra klaver og sax. De væver ind og ud af hinanden. Følges ad en stund og så går hver deres vej.
Emmeluth skifter karakter og bliver mere stakeret og presser saxofonen ud i yderregistrene hen over den kontinuerlige strøm af kromatiske toner fra klaveret. Osgoods trommespil er altid utroligt behageligt. Det lægger et pænt rytmisk bagtæppe uden at være kedeligt, hvor mere genkendelige rytmiske figurer falder naturligt ind. Hertil er der en næsten barnlig fascination af trommerne. Han kan stirre helt opslugt af et bækken, mens han undersøgende prøver at slå på det, selvom det er tydeligt det allerede ringer krystalklart inde i ham. Og så kommer en mere direkte imitation af det barnlige med demonstrative slag på trommerne og kasten af stikkerne på gulvet.
Og så stilhed. Jeg når lige at notere, hvor roligt Emmeluth forholder sig i forhold til sidste gang, før hun skærer igennem lokalet, så svingningerne er mærkbare i ørene.
Cardinaux rejser sig igen og vender sig ud mod publikum med endnu et digt i megafonen, og så lyder jungletrommerne. Det udvikler sig til en spirituel messe, hvor man bare flyder med mens det ruller henover en. Cardinauxs stemme, der fortalte om syngende kviksølv fulgte lydløst gennem resten af koncerten. Der hænger en afklaret atmosfære i luften bagefter.
Jeg var overbevist. Jeg købte i hvert fald en af Cardinauxs bøger og har startet min konkurrerende samling til Osgoods.
Mens vi stadig er ved at vågne, begynder næste publikum til Kit Downes’ ENEMY at rulle ind. Der må være noget om det, så jeg fanger ham i morgen med Lucia Cadotsch. Men jeg skulle ned og høre Toxværd Trio på 5e, så jeg afgav min plads og bevægede mig ud i gråvejret.
Jeg når derned i god tid, men inden længe er pladserne fyldte. Og på en hurtig. indskydelse er det fedt at se, at en ikke ubetydelig del af publikum er unge i starten af 20’erne. Det har faktisk været gennemgående hele festivalen igennem.
Toxværd Trio består normalt af saxofonisten Laura Toxværd (hovedbillede), pianisten Jeppe Zeeberg og trommeslageren Ole Mofjell. Mofjell var dog forhindret i at komme, men som Zeeberg sagde, så spiller de improviseret musik, så de behøver ham ikke. Der skal åbenbart kun to til en trio.
Toxværd har en lang række udgivelser bag sig med bl.a. Marilyn Mazur, Peter Friis-Nielsen, Marie Laurette Friis og Zeeberg er ligeledes velbevandret som pianist, komponist og frontmand i Horse Orchestra, The Pinnacle of Human Achievement samt i Osgoods Kvintet m.fl.
Toxværds hårde lyd brager igennem og markerer at koncerten er startet. Zeeberg svarer med et tilsvarende motiv og tilføjer en ekstra tone. Insisterende. De hopper direkte over i et dansede præludie. Pause. Og så tilbage. Toxværds lyd glider hen over Zeebergs fingre i en jazzet melodi. Det er utroligt omskifteligt, og Zeeberg formår at blande samtlige genrer ind midt i det hele i hoppende, næsten dansable rytmer. Apropos så starter en kromatisk boogie-woogie og Toxværd følger op.
Det er tydeligt, at de kender hinanden. Samspillet er intuitivt og breaksne er timet perfekt. F.eks. stod Toxværd bag publikum, da Zeeberg stopper, bryder Toxværd ud i en dybtfølt ballade med perfekt timing, der snart blander sig med flyvende kromatik fra Zeeberg. Og lige så snart bytter de over.
Toxværd er generelt god til at bruge rummet og skabe en surround-sound effekt. Mens hun vandrer rundt og lytter til rummet, justerer hun tonen, så nuancerne i hendes ellers hårde klang træder frem.
Det lagger mod enden og en kort pause udløser et forsigtigt klap, hvortil Toxværd smiler lumsk og de begge demonstrativt sender kaskader af klynger ud, og Toxværd for alvor skærer igennem. De tester med små pauser. Lokker publikum til at klappe igen. Men ingen tør, før musikerne kigger op efter en lang pause, mens diskolyset kaster farvede prikker over væggene.
Mofjell var ikke nødvendig, men han er altid velkommen. Zeeberg og Toxværd kan sagtens tage vare på sig selv – og os.
Der var flere koncerter på 5e og i resten af byen, men jeg kunne ikke mere. I morgen er der en ny dag med masser af koncerter.
Text og foto: Marcus Behrens
Anders Filipsen, Herman Müntzing og Håkon Berre
Signe Emmeluth, Eliot Cardinaux og Kresten Osgood
Jeppe Zeeberg og Laura Toxværd
