Nye skiver og bøker


flere skiver og bøker...

Våre podkaster


flere podkaster ...

Skiver du bør ha


flere anbefalte skiver...

Våre beste klipp


flere filmer...

Ledere og debattinnlegg


flere debattinnlegg...

Konserter

En aften der spredte sig i mange retninger

KLUB PRIMI, KØBENHAVN, 8. MARS 2022: Endnu en tirsdag, endnu en Klub Primi. Kulden havde endnu ikke sluppet taget, men ikke desto mindre var H15 fyldt. Og det er intet under, hvis man havde læst aftenens program. Det var et en aften der spredte sig i mange retninger. Først havde vi percussionisten Emeli Ek solo armeret med et bredt udvalg af trommer, klokker og nøje udvalgt tingeltangel. Herefter havde Klub Primi et anderledes indslag, og med det mener jeg indenfor mere traditionelle rammer af musikken, fra Henriette Sennenvaldt med band (hovedbildet) bestående af Bjørn Heebøll (trommer), Daniel Honore (saxofon & clarinet), Rasmus Kjær (keys & marimba), Jeppe Skovbakke (bas), Patrick Rathbun (guitar). Aftenen blev afrundet af en trio bestående af Mads Egetoft (saxofon), Jonathan Aardestrup (bas) og Karin Ingves (klaver).

Emeli Ek åbner med en formaning (brug andet ord ”beroligende”) om, at hun ikke er helt sikker på hvad der vil ske; men det er okay at komme med udbrud. The plot thickens.

Hun træder ind i cirklen af trommer og sætter sig på knæ. Hun begynder at skramle med trommestikker og metalstænger; først på gulvtæpperne, så i et danaidaistisk forsøg på at organisere dem i en metalskål, mens metalstængerne veksler mellem de lyse klingende toner og den ru skraben over skålen. Hun opgiver fortagenet og begynder et percussionistisk spil Twister med én fod på stortrommen, mens hænderne klatrer hen over gulvet, samler et objekt op, giver det et par slag, kaster det til side og leder videre, indtil hun til sidst lader foden glide af stortrommepedalen og begynder en fast puls på et afdanket bækken.

Hele tiden føler man hendes fascination og en dyb fortabelse i instrumenterne – men kun for en stund, før en ny ting fanger hendes opmærksomhed.

Hun tager et par bedeklokker op og undersøger dem, som var det første gang hun så dem, før hun tager dem om nakken og sparker en rangle klokke ud for fødderne af publikum, hvorefter hun selv følger trop på knæene ud blandt publikum og rundt om scenen, mens hun med trommestikker og metalstænger mærker betongulvet. Den store finale kommer, da hun stabler trommerne – samt alt andet – der fik nogle publikummer helt ud på stolekanten.

Ek havde denne aften undersøgt den gamle talemåde i jazzen: ”Spil som om, du aldrig har spillet før”, og det skabte denne performance, hvor det var som at se et barns nysgerrighed udfolde sig. Resultatet er mere en perfomance end en koncert, men den var dragende til det sidste og gav publikum grin og spænding.

Næste koncert var et mere traditionelt musikalsk indslag med fast puls og nedskrevet akkordprogressioner – men det har også sin plads. Det var Henriette Sennenvaldt, forsanger fra Under Byen, som med sin tørre og knivskarpe stemme guidede musikerne gennem numrene. Sennenvaldts stemme var akkompagneret af drømmende toner, en tung bas fra Skovbakke og Tom Waits-iske minimalistiske grooves på næsten lige så mange objekter, som Ek havde medbragt. Det startede tung og dystert i de første par numre, mens Sennenvaldt bevæger sig i kanten af bandets lyd – stadig tydelig – men på grænsen til at smelte sammen med de skæve guitarriffs fra Rathbun og synthlyde fra Kjær. Hun bliver kun afbrudt af enkelte passage fra Honores saxofon, som cementerer udtrykket. Ved tredje nummer begynder håbefulde synth-lyde at skære igennem den massive tyngde. Sennenvaldts stemme rejser sig i lydbilldet. Men kun i korte glimt, før vi igen bliver opslugt.

Som numrene går, bliver det stadigt lettere. Trommer og bas fortsætter ufortrødent deres groovy underlag, men vi bevæger os nærmere lyset. Det er først på sidste nummer, at vokalen står alene med lyse guitartoner og febrilsk, susende whiskers, og at vi for alvor kan se bagved mørket.

Det var et anderledes indslag på Primi, men velkomment. Det var velskrevet numre, der blev spillet med overbevisning. Dog var bassen en smule høj til rummet, og guitaren og synthen druknede til tider. Men Sennevaldts stemme bar os igennem.

Sidst men ikke mindst kom to kendte ansigter på Klub Primi og ét nyt: Egetoft, Aardestrup og Ingves. Egetoft og Aardestrup har spillet sammen ved utallige lejligheder, men det var en københavnsk debut for den svenske pianist, Ingves. Det kunne dog ikke mærkes, da de alle tre

Den vanlige koncertmodel er typisk en lang improvisation og én lille, hvis der er tid. Men i tirsdags fik vi hele 4. Ardestrup lægger ud med en Bach’esk melodi, Ingves kaster om sig med blokakkorder, og Egetofts spil havde et melodisk fokus – næsten jazzet – som han minutiøst legede med. Han sekvenserer langsomt melodierne, og Ardestrup griber stemningen og bliver mere fragmenteret. Alt imens lægger Ingves en konstant puls af dissonerende blokakkorder, og hidkalder Egetoft en saxofon lyd fra New Yorks gader, hvor alt omkring ham er et hektisk mylder. Men langsomt ebber det ud og tunge og mystiske lyde spreder sig fra klaveret og Aardestrup overtager pulsen, mens Egetoft sætter ind i spæde toner.

Musikken bølger op og ned, og de tre musikere følger instinktivt hinanden, så det næsten er kontrapunktisk. Og det er opløftende at høre Ingves tage teten og skubbe de andre ned i malstrømmen med massive blokakkorder. Rundt og rundt indtil de til sidst overgiver sig og hvirvler ned. Og langsomt stilner det af, og melodier toner frem under overfladen.

Ardestrup og Egetoft tillage sig en melodisk tilgang i aften, som komplimenterede Ingves’ Cecil Taylor inspireret pantonale spillestil (eller omvendt?). Vi blev sendt ud i natten af Ingves’ klokkelignende spil på klaverets strenge, mens Egetoft står på kajen og sender toner ud i nattens tåge, der ruller ned af Slagterhusgade.

Jeg ser frem til på tirsdag d. 15/3, hvor programmet står på Josh Herring solo med vokal, keyboard og percussion og Sigurðsson/Krohn-Moland/Różalski trio.

Tekst: Marcus Windfeldt Behrens
Foto: Lars M. Knudsen


Emeli Ek


Mads Egetoft, Jonathan Aardestrup og Karin Ingves

Skriv et svar

Du må være innlogget for å skrive kommentarer.