Nye skiver og bøker


flere skiver og bøker...

Våre podkaster


flere podkaster ...

Skiver du bør ha


flere anbefalte skiver...

Våre beste klipp


flere filmer...

Ledere og debattinnlegg


flere debattinnlegg...

Konserter

Fra hoppende polkasurf til fuglefløjt mod himlen

KLUB PRIMI, KØBENHAVN, TIRSDAG 18. APRIL 2023: Det er tirsdag, og tirsdag betyder Primi. Og endnu engang formår Primi at byde os to koncerter fra musikkens genrefrie univers.

Første koncert var den polske duo Alfons Slik bestående af pianist Grzegorz Tarwid og trommeslager Szymon Gąsiorek. De har begge studeret på Det Rytmiske Musikkonservatorium her i København, men begge drevet deres musikalske virke langt udover deres studier. Tarwid har turneret med bl.a. Zbigneiw Namysłowski og Maciej Obara samt co-skaber af Trio Sundial sammen med Wojciech Jachna og Albert Karch.

Ligeledes har Gąsiorek spillet i den dansk/polsk/italienske trio Perfect Volume med Asger Thomsen og Gianluca Elia, i orkestret G Bop Orchestra foruden at lede sine egne ensembler Pimpono Ensemble og E/I.

Gąsiorek har i de senere år inkorporeret synth og vocoder i sit udtryk – og i aften var ingen undtagelse. Sammen med Tarwid, der selv blandede synth og vocoder med klaveret, præsenterede de en pumpende musik med inspirationer fra jazz, spoken words over til tekno og dubstep blandet med frit improviseret passager.

Og fra starten blev vi kastet ud i en vippende ballade et sted hvor Monk møder Waits, mens Gąsiorek danser om beatet med tunge skridt. Det er en sprudlende, næsten aggressiv, iver i deres fortællerglæde. Efterhånden bliver de akustiske instrumenter udskiftet af de elektroniske. Gąsiorek begynder at snakke i vocoderen – en improviseret samtale på polsk om etikken at kigge efter hinandens lektier (som han var så venlig at oversætte efterfølgende) – mens Tarwid lægger skiftevis synkrone og kontrapunktiske fraser på tværs af synth og klaver. Det hele bygger op til et brag af frit dansabel tekno, der i bedste Rabalderstræde-stil blev ved og ved efter applausen.

Men det var ikke kun musikken hos Alfons Slik, der var i fokus, da Gąsiorek træder ind og ud af performerrollen, bl.a. da han oversatte teksterne, og bagefter forklarede Bambina teknikken med hjælp fra Gianluca Elia, der går ud på at glemme at tænde for zoomoptageren indtil efter koncerten. Alt sammen hen over syngende ballader fra Tarwid. Hvorefter vi på ny bliver kastet ud i tunge beats og vocodede digte om kærlighed og hoppende polkasurf.

Det er en hårfin grænse mellem det absurde og det hudløst ærlige Alfons Slik bevæger sig på, og brugen af tunge beats blandet med hoppende polkaer indrammer Gąsiorek som fortælleren i denne ånd: det humoristiske i de absurde mondæne vaner vi omgiver os med. Det er et humoristisk pust til den genrefri improvisation.

Anden koncert skulle tage en helt anden drejning. Det var amerikanske saxofonist Jack Wright og landsmanden, perkussionisten Ben Bennett. Wright er en veteran i den improviseret musik med mere end 40 år bag sig, hvor han bl.a. har spillet med Zach Darrup, Evan Lipson samt i grupperne Wrest og Minimal Disturbance. Hertil har Bennett været en fast samarbejdspartner gennem de sidste 15 år, der er vokset op i scenen og mødte Wright gennem sin far, John M. Bennett, der var aktiv på poesiens undergrundsscene. Men Bennett junior har selv drevet sit virke som musiker og foruden samarbejdet med Wright i duoformat og i Wrest, har han spillet med Michael Foster, Durian Brow, Greg Kelly m.fl.

Hvor Alfons Slik lagde sig tæt op ad genrer og mixede dem uden hæmninger, så var Wright og Bennett helt udenfor genrernes kategoriske rammer. Armeret kun med to saxofoner, trommer og hjemmelavede himstregimser opslugte tiden og rummet i en time. Men hvilke lydlandskaber de kunne skabe med så få remedier! Små fraser sang kortvarigt hen over fræsende trommer som en indisk raga på speed. Fuglefløjt susede mod himlen, inden de dykkede med et ur brøl mod afgrunden, alt imens de Bennetts stikker ville kunne manifestere et billede af hver enkelt græsstrå, du kører forbi på motorvejen. Det var en overlegen præcision, og Wright lagde fraserne som kirurgiske snit mellem kaskaderne af Bennets trommer.

De fulgte hinanden i tykt og tyndt i en højt sensitiv, synkron dynamik, der aldrig behøvede omtanke. Man kunne mærke deres årelange relations forfinelse, for musikken flød fuldstændigt organisk. Selv da Wright laver et ophold og sætter saxofonen mod låret, er Bennett allerede i gang med at finde sit hjemmelavede blæseinstrument af en stor konservesdåse med en gummihandske spændt udover frem; og i den tunneleffekt som Wright skaber, åbner Bennett et univers med sfæriske lyde og dybe growls, man aldrig havde kunnet forestille sig komme ud af det instrument. Og inden man når at bemærke det, er trommestikkerne allerede i gang med at starte maskinen op igen.

Der var ikke ét tidspunkt i løbet af den koncert, jeg ikke havde opmærksomheden rettet mod scenen. Den forførte dig som en sirene, og tillod dig ikke at slippe den, og velvilligt overgav vi os. Det var en musik, der modsatte sig begrebet om formled. Selv når dynamikken løsnedes, føltes det stadigt som en kontinuerlig fortsættelse af det foregående. Det virkede bare ikke relevant på en måde, og gjorde at man bare kunne lade sig flyde med.

Jonathan Aardestrup havde i starten af aftenen lovet, at vi ville forlade Primi som forandrede mennesker – og han holdt sit løfte.

Tekst: Marcus Behrens
Foto: Cassidy Clash


Alfons Silk med Grzegorz Tarwid og Szymon Gąsiorek


Jack Wright og Ben Bennett

Skriv et svar

Du må være innlogget for å skrive kommentarer.