COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, 9. JULI 2022, DEL 2: Vi lagger efterhånden mod enden af årets jazzfestival. Det var næstsidste dag i går, og efter 15 dage, var det på tide at besøge de unge – men ikke ubeskrevet – musikere.
Første stop var i Nordvest på bageriet Flere Fugle, som åbnede tilbage i marts. Det ligger inde i en gård i lokaler, der tidligere husede en cykelhandler. Rummet er heller ikke det typiske bageri med garagedøren og højt loftet, men det giver til gengæld god mulighed for livebands – og det har Flere Fugle udnyttet. Foruden afro-kvintetten Bæsts residency til at kickstarte en jam tre aftener, så tager åbnede Flere Fugle også for sammenslutningen af nordeuropæiske musikere OKTOsounds. De har haft en to-dags festival derude, hvor de har bragt jazzfestivalen ud til de lokale i Nordvest. Og det kunne mærkes på publikum, som var en blanding af unge musikere og andet godtfolk i alle aldre.
Jeg nåede Dubbeltrioen OKTOsounds’ sidste koncert på festivalen (bedre sent end aldrig), og som navnet antyder, så er det en dobbelt trio af 2 bassister, svenske Hilda Nordkvist og estiske Kertu Aer, 2 trommeslagere, svenskerne Isidor Abdelkader og Gustav Tornberg, og 2 saxofonister svenske Vidar Hansteen og danske Isak Schiødt. Dobbeltheden frigjorde instrumentparrene til at bryde ud af de vanlige roller, mens makkeren holdt fortet, eller doble op på at holde groovet.
Numrene var skrevet af de forskellige bandmedlemmer, så det gav en lækker variation af inspirationer fra pulserende latinrytmer, folkemelodier, New Orleans Swing mm.
De startede hårdt ud med et groovy trommebeat og en melodi til de sene aftenener. Jeg sad og tænkte, at det ville være perfekt til et roadtrip om natten. Det pumpede derudaf, og man kunne ikke andet end at vippe med foden. Det brød ned og blev til fri passager, hvor Schiødt dirigerede med skrig fra en klarinet og ledte os sikkert ind i næste nummer, som var et tungt groove med en kromatisk melodi. Her fik vi en lækker bassolo over melodien fra Aer. Det swingede og var en bundsolid bassolo.
Det viste sig, at andet nummer omhandlede at være fanget i Helsingborg; ikke en udpræget fornøjelig affære, hvis man skal dømme efter melodien.
Men vi bliver heldigvis kastet ud i nogle lettere og mere håbefulde numre: et pulserende latin beat, der synes at være inspireret af Duke Ellingtons ”Caravan” med en lækker solo af Schiødt. Efterfulgt af en smuk duo-intro af Nordkvist og Aer fuld af lysegrønne håb, der også senere jagtede hinandens soloer.
Femte nummer var skrevet over en folkemelodi, men var tilføjet en god gang New Orleans Swing, så det var svært ikke at bryde ud i dans.
De sidste to numre omhandlede tilværelsen i Sverige. Det første var en beretning om at bo i Sverige under corona lockdown, og det lyder ikke til at have været uden problemer, selvom et godt off-beat groove holdt det kørende.
Sidste nummer gav en alternativ inspiration til sekstettens navn. Det var en hyldest til en svensk delikatesse: dubbelrullen, som er en durum med pølser, kartoffelmos og rejesalat. Jeg kunne næsten smage den undervejs, men B-stykket vidnede også om komplikationer. Det lyder også lidt griset, men på den gode måde.
Det var godt at høre, at den danske og nordeuropæiske scene er i gode hænder, og foruden musikken skal de også have cadeau for deres entreprenørskab. For som formanden for OKTOsounds, Jeff Zake Wagner, sagde: ”This shit is hard”. Så vi er glade for I gør det og bliv endelig ved.
Den nye Coltrane?
Efter en kop kaffe til at få varmen igen – det er blevet køligt til udendørskoncerterne – gik turen til Loppen, som har været en del af Future Sound of Jazz under jazzfestivalen. De har været gode til at invitere internationale musikere, som ellers ikke gæster København så ofte. Og de sluttede af med et brag fra en ung amerikansk musiker fra Chicago: Isaiah Collier & The Chosen Few.
Isaiah Collier (hovedbillede) er kun 24 år og har allerede udgivet 3 plader i eget navn. Før det har han spillet for Chance the Rapper og AACM-legenden Wadada Leo Smith, og hans virtuose spillestil og grænsesøgende tilgang har tildelt han sammenligninger til Coltrane. Så det var med spændt forventning, at vi tog afsted. Og vi var ikke de eneste, som var nysgerrige på Collier.
Der var proppet i det ikoniske bindingsværkshus, hvor det lave loft skaber en intim atmosfære og bringer kunstnerne helt tæt på, som på de gamle værtshuse på 52. street.
Med sig havde Collier Jeremiah Hunt på kontrabas, Jordan Williams på klaver og James Russel Sims.
Vi fik en stille intro med bedeskål og en messen af ”Cosmic Transitions” fra Collier og Ode, men i de næste to timer stod rummet ikke stille. Ode tæsker en trommesolo afsted, som Collier svarer med genklange af Albert Ayler. Lyset bliver knaldrødt, og åbne klaverakkorder indleder første nummer ”Forgiveness”. Klaverintroen mindede om Kamasi Washingtons åbningnummer ”Change of Guard” på pladen ”The Epic”, men Collier formåede at indgyde det med en helt anden vildskab, hvilket jeg ikke troede var muligt. Det fygede om ørene med toner som Coltranes sheets of sound, mens Sims, Hunt og Williams lagde en vibrerende modal ramme, hvor Collier kunne udfolde sig i fulde.
Men mellem de lange soloer fra Collier gav han også plads til sine udvalgte. Hunt stod alene med kontrabassen og gav en fantastisk solo, hvor han med buen fik en metallisk klang under hans hvirvlende fingre og folkelige forvrænget overtoner. Hertil gav Williams, der sad på 4 stablede stole og med ryggen til publikum, også nogle fænomenale soloer undervejs. Især én solo kunne have været spillet af Art Tatum – eller i hvert fald hans venstrehånd.
Numrene vekslede mellem melodier, der kunne have været skrevet af Coltrane, og så mere frie passager, hvor ’melodien’ var kaskader af toner i duel med Sims pumpende impulser og sydende bækkener i en Ayleresk spirituel helhed. Især Collier og Sims havde en helt anden energi der ikke kunne tæmmes. Der var flere gange, hvor de to satte de andre af og fløj afsted. Men med ét blik var Hunt og Williams tilbage, og det vidnede om det fantastiske sammenspil, de alle sammen havde.
Der er ingen tvivl om Colliers virtuositet, og der er også mange passager i hans spil, som er inspireret af Coltrane. Men det er altid en svær sammenligning, da Coltrane var en af mastodonterne i jazzverdenen; både som virtuos saxofonist og som visionær på tværs af den moderne jazz og avantgarden, som han var med til at sende til vejrs. Collier skal selvfølgelig ikke klandres for, hvad andre skriver om ham, men når han først er blevet udråbt til den nye Coltrane, så kan den ramme komme til at forfølge ham.
Heldigvis virker han ikke påvirket af al den snak og spiller ufortrødent på sin egen måde. For jeg hørte en saxofonist, som ikke kun har lært af Coltrane og Pharaoh Sanders, men af alle på tværs af jazz spektret – moderne og avantgarden fra AACM og andre steder – og forstår at implementere det i samtidens musikalske strømninger. Vi får nok aldrig en ny Coltrane. Men vi har fået Isaiah Collier, som allerede har lagt sig forrest i et tæt felt af dygtige musikere verden over. Det cementerede aftenens koncert så eftertrykkeligt. Og med alt det han allerede har nået på så kort tid, så tror jeg, at han kommer til at være retningsskabende for jazzen fremover.
Text og foto: Marcus Behrens
Foto: Marco Ponti (Isaiah Collier & The Chosen Few)
Dubbeltrioen OKTOsound
Jordan Williams
Jeremiah Hunt
James Russel Sims
