Nye skiver og bøker


flere skiver og bøker...

Våre podkaster


flere podkaster ...

Skiver du bør ha


flere anbefalte skiver...

Våre beste klipp


flere filmer...

Ledere og debattinnlegg


flere debattinnlegg...

Konserter

Klavergiganternes show-parade

OSLO JAZZFESTIVAL 10.-11.08: Med Oslo Jazzfestival på vej ind i sin fjerde ordinære dag følger her nogle tilbageblik på gårsdagens og forgårsdagens begivenheder. Fokus bliver her på anden og tredje (med rette) udråbte klavergigant efter Herbie Hancocks tyvstart søndag.

På hver sin måde har både Eliane Elias med kvartet i Chat Noir og Jason Moran med sit «Fats Waller Dance Party» fulgt op på Hancock-trenden: at skabe et show ud af tilbageblikkene i egen eller andres jazzhistorie.

Eliane Elias matchede det fashionable Chat Noir med sin velkendte latinske bossa-jazz. Blandt gammelkendte numre af bl.a. Carlos Jobim og Ary Barroso, amerikanske evergreens og hendes egen lyst poetiske «butterfly song» (mistet titlen) hørte vi den gyngende, vuggende og rullende brazzi-rytme stolpre nærmest maskinelt afsted med Elias’ udkogte licks samt korte, lysende momenter af kreativ Hancock-beslægtet improvisation. Tilsvarende forsonende var hendes tørre, afspændte vokal samt nogle fåtallige korte bas-soli fra gemalen, den jazz-meriterede Marc Johnson. Det blev betids at forlade etablissementet for at sikre lytte-overskud for en udfordrende, foranstående event.

På Victoria var nemlig meldt Fats Waller tilbage i byen (hvis han da nogensinde havde været her). Hans hoved var vokset kolossalt i tiden siden hans død for næsten 72 år siden. Men han kunne stadig sine gamle hits som «Honeysuckle Rose», «Ain’t Misbehavin’» og «Two Sleepy People», men sandt for dyden gav han dem et nyt vrid med stenhårde tromme-beats, funky el-bas og en bedårende, elskelig sugar-mama Lisa E. Harris, som fik sit overskud af kilos og sanselig dansekapacitet til at gå op i en højere enhed og derved fik lokket folk ud på det for anledningen ryddede gulv, hvor vi ellers plejer at sidde og vippe med foden og se tænksomme ud under musikken. Men gamle Fats havde dikteret «Dance Party», og sådan blev det med den ungdomsvenlige rytme-invitation. Fats Waller duperede dog tillige med en overrumplende klaver-virtuositet, som vi troede alene Jason Moran kan mestre i dagens jazz. Ikke underligt at hans hoved var blevet så stort.

Dermed blev der også lysende momenter i lokalet af ægte samtidsjazz. Det skete igen da afstikkeren – for at hylde afdøde Ornette Coleman med hans gripende, smukke «Lonely Woman»fik plads i programmet. Trompetist Leron Thomas fastholdt det monumentale og følsomme med indtrængende modus, og det var ikke grundet navneligheden (til Leon Thomas), når han senere også viste sig som en god, maskulint balanceret sanger.

En festlig og fornøjelig aften på Victoria. Men næste gang ser vi gerne igen Jason Moran himself – Det vil si i egen fuldgyldige inkarnation, både fysisk og musikalsk.

Det er godt at blive mindet om at ikke al god jazz må søges blandt samtidens jazzudtryk. Helt inde i jazzens kerne var uomtvisteligt Gary Peacock Trio mandag. Og sådan var det også da den fysisk aldrende sanger Sheila Jordan (bildet) entrede Victoria- scenen tirsdag. En dybt bevægende oplevelse, allerede når Jordan med ord-improviseret sang i sin introduktion til publikum afmonterede al eventuel start-nervøsitet hos publikum, sig selv samt den (som tidligere) ledsagende, stilsikre trio med bassist Bjørn Alterhaug, pianist Ivar Antonsen og trommis Espen Rud. Sheila Jordan, som selv er en legende i post-bop musikken, disponerede aftenen med til hver sang at knytte en dedikation til en jazzhistorisk skikkelse – talt eller tekst-improviseret undervejs i fremføringen. Derved understregede hun sin bevidsthed og hengivenhed til jazzens historie fra «hendes egen tid» – så som Abbey Lincoln, Lennie Tristano, Ella Fitzgerald, Kenny Dorham og Charlie Parker. Der var ingen «snylteri» i dette, for Sheila Jordan mestrede at give alle sangene karakter og betydning, med klar diktion, blændende jazzrytmisk frasering, scat-sang og sensitiv timing. Hendes karakteristiske toneglidninger i tekstmellemrummene var intakte, og hvad stemmen ikke rakte i tonal præcision, kompenseredes fuldt af hendes sjælsdybe nærvær i foredraget, akkurat som vi husker det i Billie Holidays senere år.

Direkte gribende var det at erfare Jordans kundskab om norsk jazz. En selvfølge vel nok at tilstedeværende Karin Krog (bildet) blev inviteret på scenen til fælles bebop-improvisation. De to tilhører samme generation; men at Jordan fik inddraget den ungt afdøde Radka Toneff (1952-1982) i sin legende-samling, gjorde allerdybest indtryk, med en bevægende smuk tolkning af den følsomme ballade «The Moon Is a Harsh Mistress».

Da var den gensidige kærlighed mellem Sheila Jordan og hendes norske publikum fuldbyrdet og velsignet af den loyale norske trio.

Jazz er hjertesprog!

Omtale af Jøklebas og af Paolo Vinaccias kor-tilknyttede projekter følger senere.

Tekst og foto: Bjarne Søltoft

Skriv et svar

Du må være innlogget for å skrive kommentarer.