Konserter

Klub Primi fortsetter videre

KLUB PRIMI, KØBENHAVN, 3. MAI 2022: salt Peanuts* er tilbage på Klub Primi, som har fortsat ufortrødent med at lange udsøgt musik (og dark and stormys) over disken til det udforskende publikum i København, heriblandt Baujilaud, Mia Dyberg Trio samt The PriMiorF ledet af Herman Müntzing.

I tirsdags stod den på to koncerter. Den første var en trio var bestående af tre velkendte musikere i det københavnske impro-laug: Den græske pianist, Zoe Efstathiou (hovedbildet), som nu er bosat i Sverige, og som har gjort sig bemærket i Europa med den delikate brug af extented techniques. Hertil var den svenske bassist og modular synth-extraordinaire, Egil Kalman, som for nylig udgav sin debut solo album ”Kingdom of Bells” i 2022. Og for at afrunde trioen var det den erfarne Raymond Strid, som siden 1977 har spillet med bl.a. Mats Gustafsson, Axel Dörner, Sture Ericson og været en del af Barry Guys New Orchestra.

Efterfølgende udgjorde den græske bratschist Nefeli Galani og den franske komponist og multimediekunstner Raphäel Languillat på scenen. Begge har arbejdet på tværs af Europas grænser, navnlig i Tyskland, men de er – hvad jeg ved af – relativt nye på scenen i København.

Aftenens ensembler havde to meget forskellige tilgange til struktur og dynamik. Hvor Efstathiou/Kalman/Strid sprudlede af idéer og spillede meget varieret, så var Galani/Languillat langt mere afventende og minutiøse i deres brug af lyde og arbejdede i højere grad med at strække klangfladerne.

Det var Kalman og Strid der lagde ud. Strid arbejder meget varieret, tilnærmelsesvis akusmatisk, der i en dæmpet raslen imiterede den baggrundsstøj som sniger sig ind fra gaden. Alt imens indleder Kalman i det lidt mere traditionelle musikalske domæne med små motiver, der bliver klippet sammen. Det fortsætter indtil Efstathiou hopper ind med brudte motiver på tværs af klaveret, og simultant bliver Kalman og Strid opfordret til en vildskab, der matcher det syn, som Efstatihous præparationer af klaveret udstråler visuelt; små mikado-lignende pinde, som har omdannet klaveret til en forstærket kaktus. Kalman sender bassen ud i sfæren med en bueteknik, som fremhæver overtonerne mens bassen tyngde stadig buldrer. Strid følger trop og lader tammerne runge. Ovenover svæver Efstathiou i horisonten med sine pinde, som en pilot der kyndigt ved hvilken af de tusinde knapper, hun skal trykke på.

Langsomt daler niveauet igen, og Efstathiou skifter til det nedre register, der får klaveret til at runge af de metalliske strenge. Kalman stryger på kontrabassens krop med en susen, mens Strid har fundet en mælkeskummer frem, som suser henover klokker, og man bliver ført ind i en meditation. Her skifter Kalman til sidst andet hovedinstrument, modular synth, og supplerer sceneriet med en roligt rokkende, tung og våd lyd. Zoe skifter til et repetitivt, kromatisk mønster på tangenterne – hurtigt men afdæmpet – og lader det rinde ud under Kalman og Strids syntetiske kviden.

Det blev kun til en halv time, men i det tidsrum førte trioen publikum igennem et væld af sindsstemninger – men det føltes nogle gange lidt forhastet. Hver idé kunne være grundlag for en hel koncert, så når de bevægede sig videre, var jeg ikke altid klar til at give slip på den nuværende. Men sådan er præmissen for impro koncerter, og det er ikke sikkert, at jeg sidder med samme følelse, hvis jeg hørte den igen. Desværre druknede Efstathious fine spil lidt under volumen af trommerne og kontrabassen. Selvom de komplimenterer hinanden godt, så kræver det noget tyngde for at slå igennem sådan en mur.

Næste koncert var i midten af rummet, hvor Galani og Languillat havde sat op med Moog, bratsch og et udvalg af pedaler direkte fra en guitarists våde drøm. Oscillerende toner strømmer igennem lokalet. Galani sidder på gulvet med bratchen foran sig og slår en streng an. Langsomt. Og for hver gang hun slår an, bliver tonen gradvist vredet af hendes hånd på pedalen. Languillat lader Moog’en udfolde sig, og en 80’er synthlyd toner frem. Den stiger og munder ud i et skrig. Og stadig sidder Galani på gulvet og slår en enkelt streng af på bratschen, som nu er blevet vredet godt ud af led. De står koncentreret over hver deres sammenslutning af pedaler og monitorerer de tektonisk skiftende nuancer.

Galani holder inde, tager bratschen og rejser sig op, og der falder en ro over lydbilledet. Hun begynder at stryge afmålt, og Languillat overtager styringen af effekterne. Hvor det før var to individer, bliver det nu en symbiose mellem de to. Hun vælger tempoet, rytmen og tonerne, og han styrer farverne. Hendes lyd minder om den ikoniske intro til Jim Jarmuschs film ”Dead Man”, som Neil Young skrev soundtracket til. Galani holder inde, og en tør lyd overtager rummet, hvor der langsomt vokser en fyldighed frem indeni. Galani indleder en hektisk slutstretto af 8-bit-bratsch (eller sådan lyder det), og Languillat bygger op og til sidst holder den klimatiske tone, som en operasanger.

Galani og Languillat viste i tirsdags, at man kan meget med lidt. For selvom den overordnede struktur bevægede sig langsomt, så blev man fastholdt af alle de små nuancer i musikken.

Det var en aften, hvor de elektroniske komponenter blev undersøgt, både af Kalman og Galani/Languillat, men aldrig tog overhånd. De blev udforsket i musikkens tegn. Jeg håber, at vi snart ser mere til alle fem musikere. Indtil da kan vi glæde os til næste tirsdag, hvor Klub Primi præsenterer en duo mellem Andreas Røysum på klarinet og Kalle Moberg på accordion, samt Coriolis meets Ilinx med Anna Sophie Mæhl (vocal), Maria Dybbroe (saxofon), Laura Marie Madsen (vocal), Carolyn Goodwin (saxofon), Amanda Appel (vocal) og Nana Pi (saxofon).

Tekst: Marcus Windfeldt Beherns
Foto: Lars H. Knudsen


Egil Kalman


Raymond Strid


Nefeli Galani


Raphäel Languillat

Skriv et svar