VINTERJAZZ, KONCERTKIRKEN, KØBENHAVN, 12. FEBRUAR 2023: Vinterjazzen brager – og vi er ikke engang halvvejs. Hvilket jo betyder, at der stadig er en masse jazz at få hørt. KoncertKirken har leveret et stærkt program (igen) i år, så det var på tide at vi nåede ind og få hørt noget der.
Aftenen stod på to koncerter. Først var det Lars Bech Pilgaard, som normalt spiller i bandet SVIN, Bisse og Marcela Lucatellis Brazillian Song Book. Men i aften var han alene med sin guitar og pedaler.
Derefter blev vi budt på trioen IMMUN (hovedbillede) bestående af komponisten og vokalisten Randi Pontoppidan, komponist og fløjtenist Kirstine Lindemann Sørensen på recorder eller subbasfløjte og Peter Bruun på trommer. Pontoppidan og Lindemann er begge del af kunstnerkollektivet Damkapellet og aktuelle med hver deres komposition på pladen Demiurge. Men det er kun én del af deres kunstneriske virke. De spænder også over bl.a. klassisk musik og teater. Komponist og trommeslager, Peter Bruun, er ligeledes travlt optaget af projekter med bl.a. Mark Solborg, Jonas Westergaard samt hans eget ensemble, All Too Human med Kasper Tranberg, Simon Toldam og Marc Ducret.
Det var desværre en aften for de få dedikerede, som turde vove sig ud en søndag aften. Selvom det er vinterferie, så er søndag stadig helligt dedikeret til hygge derhjemme. Men til os der vovede pelsen, var der en glimrende aften i vente.
Lars Bech Pilgaard satte sig til rette, og øjeblikkeligt klinger guitaren ud mellem de hvidkalkede vægge. En tyk drone slanger omkring os. Den kryber hen over vores skuldre, mens Pilgaard sidder som en slangetæmmer og tryllebinder os med en sagte vuggen. Pilgaard lægger lange strækninger af overtoner ovenpå, og tilsammen bliver det en altomsluttende lyd. På et tidspunkt kom overtonerne fra min højre side (stik syd that is), på trods af højtalerne stod foran, hvor man virkelig kunne mærke, at Pilgaard spillede til rummet. Og jo længere man er i lyden, jo mere begynder man at lægge mærke til de spinkle metalliske anslag fra guitaren, før de vokser og muterer.
Efter en tår øl skifter vi retning i anden akt. Dronen bliver lettere, og de før lange udtrukket overtoner bliver afløst af en kaskade af jazzy og bluesy mønstre. Et sammensurium af idéer vælter udover scenen. Hver enkelt idé bliver vendt og drejet i alle afskygninger, før en ny tager dens plads.
Det var en hypnotiserende første akt, og jeg var ikke helt klar til at give slip på fjerdynen af droner og overtoner, da Pilgaard begyndte anden akt. Men sådan er det med improviseret musik. Man er i musikernes vold, og man må bare følge med. Og det er rart at få skubbet til sin forventninger. Ellers bliver det for kedeligt i længden.
Efter en kort pause i baren satte vi os til rette foran scenen igen. Nu var det IMMUNs tur til at tage os ved hånden og føre os afsted. Sidste gang jeg oplevede denne trio var på Klub Primi for et år siden (i kan læse hvordan det gik HER), så det har været en længe ventet 2. koncert. Og lad mig afsløre med det samme, at de skuffede ikke.
Bruun satte scenen med små klokker, der sammen med Pontoppidans lyse messen sendte os på en meditativ rejse. En rejse gennem det indre, og alt hvad man kan møde af dæmoner derinde. Lindemann lægger et dybt gyngende underlag af rytmiske blæs. Langsomt bliver Pontoppidans sang mere anstrengt, og man kan mærke anspændtheden i kroppen.
På et tidspunkt er der en brat stansning. Men i stedet for at kalde den, så står de parate, intenst lyttende til hvem der tænder gnisten igen.
Det er en intim dans, der udfolder sig foran os. Jeg tillader at gentage mig selv fra sidste anmeldelse, for jeg kan ikke sige det bedre: Gennem hele koncerten udviste musikerne en næsten telepatisk kommunikation, der gav en indforståethed for hinandens stemmer, der næsten føltes koreograferet: En mesterlære i at lytte. Denne forståelse giver en utrolig organisk fornemmelse i musikken, så man næsten ikke bemærker alle skiftene i dynamik. Det flyder bare, og vi følger troligt med. Det er intimiteten mellem musikerne.
Pontoppidan er altid utroligt nærværende – både til publikum og medmusikanter – og hun mestrer sit instrument på en unik måde, der gør hendes umiddelbare sidestilling af kaudervælsk, klassisk sang, smaske og gurglelyde gnidningsfrit og utroligt kraftfulde. Sune Anderberg kaldte hendes plade sammen med Povl Kristian «Life in Life» for antydningens kunst (anmeldt HER på seismograf). Men jeg vil nærmere kalde hende antydningens mester.
Recorderens behov for nærhed giver også en utrolig intim interaktion mellem Lindemann og hendes instrument. Men hun lod sig ikke begrænse til instrumentets tiltænkte anvendelse. Hun vekslede mellem at blæse og bruge det perkussivt, samt at synge duetter med Pontoppidan og pumpende udvekslinger med Bruun, som ligeledes formår at lægge sig et sted i øjenkrogen af bevidstheden: altid tilstedeværende med masser af detaljer, man kan fokusere på, men heller ikke altoverskyggende – en kunst alle improvisatorer bør mestre.
Trioen havde ikke nødvendigvis nye virkemidler med, men denne gang var der endnu et lag. Der var både den interne dans – spændingen mellem musikerne, som fastholdt opmærksomheden. Men hertil var det associeret lag af bedeklokkerne og messen, som transporterede os langt væk fra scenen.
Det er en utrolig trio, som flere burde opleve. Så jeg vil anbefale at holde øje med deres næste koncert. Ligesom man bør holde øje med resten af KoncertKirkens program i februar.
Tekst og foto: Marcus Behrens
Lars Bech Pilgaard
