KONCERTKIRKEN, KØBENHAVN, 25. FEBRUAR 2023: Da jeg kom, var det til en halvtom KoncertKirke. Men jeg nåede knap nok at sætte mig ned på forreste parket, før det væltede ind med mennesker, for at høre de aftenens tre koncerter: Damkapellets (hovedbillede) udgivelse af deres debutalbum: Demiurge, Valby Vokalgruppe og Tactical Maybe. Det skulle blive en aften hvor kvindelige komponister og musikere ikke lagde fingre imellem, og for alvor viste, hvor meget vi er gået glip af gennem historien.
Og så til sagen. Aftenens hovedpunkt var udgivelsen af Damkapellet debut: Demiurge på pladeselskabet Dacapo Records.
Damkapellet er et kollektiv af kvindelige, non-binære og transkønnede kunstnere, der har eksisteret siden 2016. De har før spillet musik fra kvindelige komponister, som er blevet skubbet til side i musikhistorien, men det er første gang, at de udgiver deres egen musik, som en samlet enhed. Og det var ikke for tidligt, at kvindelige komponister blev hørt. Så det var et stort og længeventet øjeblik. De havde deres debutkoncert i KoncertKirken, der også har støttet dem gennem årene. Så det var naturligt at udgivelsen af deres debut var i her.
For dem af os som ikke kunne vente til efter koncerten med at erhverve albummet, kunne man se, at de spillede pladen i rækkefølge. Første værk var af Lo Kristenson kaldet «PULS» fra 2017. Dernæst var det titelnummeret «Demiurge» af Randi Pontoppidan fra 2020. Tredje værk var Kirstine Lindemanns «Further & Back» fra 2015, og til sidst var Greta Eacotts «Gestalt Minimal III» fra 2020, som jeg er ret sikker på er blevet opført i KoncertKirken før.
Hvert værk havde skiftene besætning, men den samlede musikerskare bestod af Lisa Vogel og Julija Morgan på violin, Tove Bagge, Mika Persdotter og Line Fafner på bratsch, Nicole Hogstrand, Oda Dyrnes og Ida Nørby på cello, Erica Giacoletto på kontrabas, Randi Pontoppidan på vokal og elektronik, Josefine Weber på vokal, Irene Bianco på perkussion, Kirstine Lindemann på basfløjte og vokal, og Nadia Okrusko på klaver.
Hver især er de aktive musikere og komponister på tværs af genrer og kunstformer, men aftenens koncert var dedikeret til den kollektive skabelse af Damkapellet.
Som før nævnt åbnede de med Kristensons «PULS», og det er 3. gang de spiller det – 2. udgave er den på pladen. Det er et værk, som har haft forskellig besætning, hver gang de spiller det, så det bliver spændende at sætte sig ned og sammenligne med pladen. I aften var de 8. 3 celloer, 3 bratscher, 1 violin og 1 kontrabas.
De sidder i en halvcirkel, så alle kan få øjenkontakt. Det åbner med lange strækninger i bratscherne – en lang akkord, der så bliver svaret af en anden akkord i celloerne. Og det blev gennemgående gennem værket. Den vippende fornemmelse mellem de to akkorder, som undervejs bevægede sig rundt mellem instrumenterne. Vi blev vugget i rolige bevægelser, som et skib på åbent hav, mens skyerne dvask strækker sig over himlen. Undervejs sniger der sig små kanter ind fra violinen; små skæve motiver, der på samme tid afrunder passagen og giver afsæt til den nye. Og gradvist spreder de harmonien sig udover hele orkestret og bliver fyldigere og sværere at adskille.
De lange strækninger, der åbnede taget på kirken og afslørede uendelige brædder, mindende mig om Steve Reich, men på en måde mere afklaret. Det var roligt, men aldrig kedeligt, og pulsen gav os et holdepunkt, som vores associationer kunne tage afsæt i.
Næste værk var Randi Pontoppidans «Demiurge», som betyder «en platonisk eller gnostisk guddom, som skaber den sanselige og materielle verden i de evige idéers lys» (fra forordet). Det er skrevet for klaver, slagtøj, strygere, kontrabasfløjte, live electronics og stemmer, og er en slags skabelsesfortælling. Men det handler ikke om en omnipotent gud, som skaber alt ud af intet, men derimod var demiurgen selv en skabelse af noget andet, hvortil demiurgens skaberværk udspringer fra samme materiale som den selv – en slags kunstnerisk metafortælling om selve stoffet kunst udspringer af: os, eller i dette tilfælde Pontoppidan, og dualiteten i mennesket. For værket havde sangen i fokus allerede fra første færd. Klaveret slår en akkord an, og Pontoppidan viser endnu engang sin spændvidde med en klassisk arie, mens resten af musikerne spiller omkring hende. Hun står mellem skrabende og plukkende flader og afviger gradvist mere fra det klassiske over i det gurglende, indtil en bedeskål markerer et stop. Og så opstår en duet mellem klaverets strenge og klassik sang. Igen begynder musikerne at smyge sig op ad Pontoppidan, og der opstår en dikotomi mellem et tungt groove og harmonier af glissandoer, hvor Pontoppidan bliver bindeleddet mellem det rytmiske og harmoniske.
«Demiurge» formår at sammensmelte komposition og improvisation til en organisk fortælling, der drager os ind i kunstnerens univers; i den umulige verden af kontraster, som vi altid higer efter.
Tredje værk krævede en omrokering, og scenen blev kortvarigt flyttet ned foran indgangen til salen. Nu var det «Furter & Back» af Kirstine Lindemann. Hun forklarede at værket umiddelbart var bygget op omkring en simpel node, dog med et tvist: hver node var forsynet med et nummer (1,2,3 osv.) og musikerne skulle så spille dem i rækkefølgen 1, 12, 123 osv. – deraf titlen. Spørgsmålet var så, om de ville slutte samtidigt.
Det startede godt med en pulserende rytme af klaver, cello, fløjte, sang og bratsch, og undervejs blev det sværere og sværere af følge med i, hvornår de startede forfra. Men det er lige så meget et vidnesbyrd om musikernes evner til at skabe noget smukt i sammenbruddet. Det kunne dog være interessant at prøve det derhjemme.
Vi bliver hvirvlet rundt i talrytmer, indtil det pludselig stopper, pånær Pontopiddan som markerer slutningen med en højlydt tyssen: SHHHH!
Vi vender os rundt igen til fjerde værk, «Gestalt Minimal III» af Greta Eacott, hvor vi bliver mødt af et enormt, pulserende, rødt hjerte på bagvæggen. Det bliver lydliggjort af støtte slag på tam og træklods, mens stemte instrumenter forlanger vores opmærksomhed i deres forsøg på at vride sig ud af deres kroppe med dæmpet skrig og skraben. Tonerne ligger forskudt af hinanden i lange udstrakte mikrointervaller, og det giver den samme fornemmelse som et forskudt lydspor under en tv-serie. De bevæger sig ikke synkront, så indimellem fanger vi glimt af velkendte melodier, for straks at blive indhyllet i svingningerne fra de forskudte intervaller.
Endnu et lag bliver lagt ovenpå af stemmer – ligeledes forskudt af hinanden – og sporadiske slag på tammen får kroppen til at sitre. Det bliver mere og mere nervepirrende og topper, da det kun er en violin og kontrabassen tilbage – det højeste instrument og det laveste.
Eacott beskriver det som en kærlighedssang, og vi har vel alle oplevet de tumultariske følelser der følger med. Usikkerheden og den evige synkronisering af to menneskers omskiftelige harmonier.
Det var en kraftpræstation af Damkapellet. Med sådan et kollektiv, kan man kun begræde, at det skulle tage så lang tid før verden tillod kvindelige, non-binære og transkønnede komponister at få anerkendelse. Vi håber bare ikke, at vi skal vente 6 år mere på næste udgivelse.
Det var stort og flot af Damkapellet, men hvad vi ikke vidste var, at vi dynamisk kun var i midten. Vi skulle først dykke helt ned i det intime og nøgne, før aftenen blev skudt langt ud i natten.
Valby Vokalgruppe
Efter Damkapellet var det tid til Valby Vokalgruppe bestående af de fire sangerinder Lil Lacy, Cæcilie Trier, Sonja LaBianca og Anja Jacobsen. Det er udsprunget af kunstnerkollektivet og pladeselskabet Eget Værelse – en reference til Virginia Woolfs «A Room of One’s Own» der omhandler kvinder og literatur – hvor musikerne støtter hinandens projekter. Så foruden deres individuelle karrierer, så er en del af deres virke og samarbejde også i projekter, der udspringer heraf såsom Selvhenter og Frk. Jacobsen. Valby Vokalgruppe er ligeledes sådan et projekt, der er dedikeret til udforskningen af stemmens muligheder, ikke som et singulært instrument, men som en helhed.
Det startede unisont. En folkevise. Men kun tre toner også stopper det. Og så de næste tre toner. Pause igen. Hver gang stopper de før frasens punktum, og lader deres stemmer klinge helt ud og videre ind i vores forventning om afslutningen.
Selvom der var klare markeringer mellem hvert værk, så var der alligevel en kontinuitet, der tillod opfattelsen et langt værk med udtalte formled. Men pauserne var med til at forstærke den nøgenhed og intimitet fra de fire stemmer.
I næste værk blev stemmerne spredt ud og forvandlet til et slags sample med kun én tone hver. En slags pointillistisk sampling af stemmer, der undervejs udvidede sit repertoire med længere motiver.
Tredje værk syntes at have keltisk inspiration, men generelt virkede tonematerialet til at have afsæt i folkemusik fra verden over, men tekst og behandling var uden tvivl Vokalgruppens egen.
Der var mange spændende ting at hive fat i, men især det 8. værk (eller formled) rytmitiserede de panoreringer af stemmerne og introduceringen af træpinde i synkoper, så det blev næsten maskinelt, mens synkoperne gjorde det utroligt levende; som at sidde i et tog og mærke hjulene under sig, mens objekter suser støt forbi i forskellige intervaller.
Det var en utrolig smuk affære, og især ovenpå Damkapellet grandiositet stod det helt spinkelt og dragende nøgent.
Tactical Maybe
Sidste koncert skulle blive det bragende punktum på en exceptionel aften. Tactical Maybe gik på scenen. Louise Dam Eckardt Jensen på altsax, sopransax og vokal, Nana Pi på tenorsax og objekter, Tom Blancarte på kontrabas og minituba og Halym Kim på trommer.
Fra første færd pumpede musikerne arytmisk udover scenekanten og indtog rummet. Eckardt skar igennem med tågende horn og Blancarte får kontrabassen til at kvidre. Pi blæser ind fra fjerne steder og Kim presser det hele fremad med velplaceret impulser i en march inspireret fokus på tammer og lilletromme med strategiske bækken og hi-hat slag. Musikken synes at udgyde en dualitet, hvor en ny takt begynder før den foregående er afsluttet; en slags synkoperinger af takter.
Pi er normalt ikke bleg for at træde frem, men i selskab med Eckardt bliver hun udfordret i det dynamiske, og der opstår nogle kraftfulde passager mellem de to saxofonister – både med Eckhardt på sax og vokal. Pi growler i saxofonen, og Eckardt sender et skrig mod hvælvingen før det dundrer ned i hovedet på os. Selvom Eckardt er mere udfarende og Pi mere tilbageholden, så mærker man alligevel ilden brænde inde i Pi.
Blancarte introducerer et katalog af udvidet teknikker, bl.a. Kowalds trommestik mellem strengene eller som anslag på strengene i mikrotonale og groovy vendinger. Han er god til at modstille sig de andre, uden at det bliver anmassende. Tværtimod, han kan skifte stemningen på sekvenser, man ellers havde fastlåst udtrykket på.
Et kort ekstranummer blev kun til en trio. Kim gik ud og kom aldrig ind igen. Men de tre andre kunne sagtens løfte opgaven.
Det var en forløsende afslutning, hvor intet blev holdt tilbage ovenpå de mere afmålte foregående koncerter – og det var perfekt. Sådan en aften kommer til at runge længe efter vi er forbi kvindernes kampdag.
Og hvis man kan bande på en saxofon, så gjorde Eckardt det nok i går aftes.
Tekst og foto: Marcus Behrens
En av versjonene af Damkapellet
Tactical Maybe
Nana Pi og Halym Kim
Valby Vokalgruppe
