KLUB PRIMI, KØBENHAVN, 8. FEBRUAR 2022: Det er tirsdag aften igen og det er årets anden udgave af Klub Primi på H15 i Kødbyen.
Aftenen bød på to koncerter: Først en nydannet duo mellem Carolyn Goodwin (hovedbildet) og Barbara Amalie Skovmand Thomsen, som havde premiere i december, efterfulgt af et ubeskrevet blad, Fred-Asia, en trio bestående af Magnus Wiinblad på saxofon, Otto Grøn Roepstorff på elbas og Johannes Jacobsen på trommer, som fandt sammen på sidste års Impro Camp 2021.
Duoen mellem Goodwin og Skovmand er en interessant miks mellem to verdner. Den irske klarinettist Carolyn Goodwin er et fikspunkt på den danske improscene såvel som internationalt. Herhjemme optræder hun i flere projekter såsom Thou Sonic Friend, Extemporize Orchestra, We go Were We Go, Clarinet Choir for at nævne nogle få. Denne alsidighed som hun udviser i de forskellige ensembler, kom også til udtryk i aften, da hun udfoldede et væld af teknikker på tværs af basklarinetten, klarinetten og en altsaxofon. Barbara Amalie Skovmand Thomsen er en kunstner som arbejder på tværs af kunstinstallationer, video, fotografi og poesi, musik og performance som kunstner, og har udstillet værker på de Appel, de Service Garage, &Foam, W139, FATFORM i Amsterdam og Forårsudstillingen.
Hendes fokus ligger på at skabe en samhørighed gennem taktile udtryksformer, og det mærkede man tydeligt i aftenens optræden. Med sig havde hun en blanding mellem et instrument og en skulptur, som er en videreudvikling af Baschet-brødrenes, François og Bernard, opfindelse: Cristel Baschet eller Baschet Organ. Instrumentet forstærkes af metalpladen foran, som gennem metalstænger er forbundet til glasrørene, som Skovmand spiller på. Skovmand kører våde fingre henover og herved skaber en lyd, der kombinerer gasrørenes skrøbelige lyd med den harske metalliske klang; en lyd der kunne have været med i Space Odyssey 2001 eller Interstellar.
Igennem koncerten vekslede Skovmand mellem de to yderpunkter, mens hun holdt en støt puls, der gav lange ambiente klangflader som skabte et baggrundstæppe for koncertens udvikling. I kombinationen med Goodwin blev resultatet en organisk fortælling, der omsluttede lytteren.
Det startede blidt med Goodwin på basklarinet spiller et melodisk opadgående motiv på 4 toner, hvor hun subtilt arbejder med klangvariationer hen over Skovmands støtte puls. Det var en godt sammenspil mellem det sfæriske og det jordnære i basklarinetten; som en gåtur på en eng på en sommerdag, himlen er blå og en svag brise støt løber gennem græsset.
Efter nogle minutter skifter Skovmand til et dybere leje og giver lyden mere tyngde, hvortil Goodwin øger friktionen, og den sindsro som lå i musikken bliver langsomt invaderet af vores indre konflikter. Hun formåede at give basklarinetten en didgeridoo-agtig lyd, og generelt bliver lyden mere percussiv. Intensiteten stiger, og Skovmand inkorporerer dissonanser, mens Goodwin skifter til altsax. Det hele kulminerer i en metallisk rungen og Goodwins saxofon svævende henover. Langsomt vender vi tilbage til udgangspunktet, hvor Goodwin igen tager det indledende motiv op igen, men motivet synes at have taget en anden karakter på sig.
Goodwin og Skovmand formåede at skabe en fantastisk kontinuerlig fortælling, der strakte sig over lydlige, bølgende landskaber og den menneskelige konflikt, uden at blive fastholdt i genrer som ambient eller ballader om tabt kærligt.
Næste koncert var Fred-Asia. Og vi var spændte på, hvad de unge gutter kunne byde på. Og de havde mange idéer, der desværre stak i for mange retninger. Det var tydeligt, at de havde taget nogle ting med fra Improcampen, men de fandt ikke helt hinanden i lang nok tid til at skabe et sammenhængende billede. Hver især havde de nogle ting, man kunne dykke ned i, såsom Roepstorffs udbrud af hurtige licks eller Jacobsens minimalistiske arbejde på bækkenerne. Wiinblad havde nogle gode ting og forstod at trække sig for at lytte til de andre. Hans lyd var hans egen uden at den var rodet. Men det var først til sidst, da Wiinblad og Roepstorff fandt hinanden, at de for en stund syntes at kombinere deres eget spil med hinandens. Som musikeren og produceren, John Corbett (ikke ham fra Sex and the City), skrev i A Listener’s Guide to Free Improvisation, så er der koncerter, hvor de ikke spiller sammen og det lyder godt, og koncerter hvor de ikke spiller sammen, og det ikke lyder godt. Og aftenens koncerter lænede sig desværre mod den sidstnævnte kategori.
De har masser at lære, men de virker villige til at kaste sig ud i det, så det er det første store skridt. Nu mangler de bare at fortsætte med at klø på.
Tekst: Marcus Behrens
Foto: Lars H. Knudsen
Barbara Amalie Skovmand Thomsen
Calolyn Goodwin
Magnus Wiinblad i Fred-Asia
Johannes Jacobsen i Fred-Asia
Otto Grøn Roepstorff i Fred-Asia
