Nye skiver og bøker


flere skiver og bøker...

Våre podkaster


flere podkaster ...

Skiver du bør ha


flere anbefalte skiver...

Våre beste klipp


flere filmer...

Ledere og debattinnlegg


flere debattinnlegg...

Konserter

Modal og groovy fusionsjazz med afstikkere til det eksperimentelle

LOPPEN, CHRISTIANIA, KØBENHAVN, 29. JANUAR 2023: Søndag aften på Loppen spillede den belgiske trio, MDC III (hovedbilledet), på Loppen med Second Sun som opvarmning. Loppen har altid været gode til at blande genrerne, men i de senere år har de også fået et større fokus på fusions- og eksperimenterende jazz, f.eks. som en del af Copenhagen Jazz Festivals koncertrække: Future Sound of Jazz, hvor Loppen blandt andet præsenterede Isaiah Collins (som I kan læse vores anmeldelse af HER). Og i aften var en fortsættelse af den modale og groovy fusionsjazz med afstikkere til det eksperimentelle.

MDC III er en trio bestående af to trommeslagere (Simon Segers og Lennert Jacobs) og en saxofonist (Mattias De Craene) som moonlighter på alt fra træfløjter til elektroniske udskejelser af basloops og effekter på saxofonen – og det går aldrig stille for sig, når man medbringer to trommeslagere.

Med sig som opvarmning havde de Second Sun, som er kunstnernavnet for Jacob Rasmussens soloprojekt, som ellers er kendt for Blå Nætter, Syreregn og We At Sea. Og selv om de brugte mange af de samme elementer, så blev det to vidt forskellige koncerter.

Vi var desværre ikke så fuldtallige, som vi kunne have været på Loppen, men til Second Sun passede det ganske glimrende. Men lidt synd var det, at Loppens stole er placeret i siden af scenen og ovre bag ved (hvilket ellers giver god mening når der er fyldt op), så gulvet foran næsten var tomt, da ingen turde demonstrativt at trække en stol ud i midten. Men Jacob Rasmussen stod ærværdigt i midten foran sin modulare synthesizer.

Musikken er meget ambient, hvad titlerne på numrene fra både den første plade, Planetary Movement, og den seneste, Insomnia Tapes, antyder. Det er lange klangflader der åbner rummet, mens synkoperede basloops ruller ud over gulvet som en tåge, og prikkende motiver hopper hen over loftet. Vi er på en rejse i det kosmiske, udover uendelige afstande mellem galakserne, hvor selv de mest monumentale begivenheder er fjerne. Det er et sted, hvor man kan drømme sig væk.

Selv når bassen løfter sig fra gulvet syntes den altid distanceret, mens de tindrende og lyse motiver ufortrødent glimter videre.

Sættet varede ca. 30 minutter. Det byggede op flere gange til heraldiske forløsninger, men forsvandt i stedet i horisonten og efterlod os på vores videre færd. Det var en perspektiverende indifferens, som mimetisk indfangede universet. Stjerner dør ustandseligt i enorme spektakler, men i perspektivet af universet er det ærefrygtindgydende og distanceret på samme tid.

Det var en spændende koncert, hvor man havde tid til at lytte til de små finurligheder, som Rasmussen vævede ind i musikken. Og selv om forløsningen aldrig kom, så skulle det vise sig at være en perfekt optakt til næste koncert.

For da De Graene havde sikret sig at alle havde det godt – eller i hvert fald okay – så startede han et basloop, og trommerne begyndte at pumpe. De Graene svævede henover med en luftig saxofon fuld af rumklang mens cykliske rytmer pumper, og vi sidder som i trance mens musikken omslutter os. Det er igen de store klangflader der ruller ud mellem Loppen træstolper, men de to trommeslagere giver et helt andet intensitetsniveau, selv når de ikke tamper igennem. Basloopet ruller og polyrytmiske figurer navigerer med skarpsindighed. Og så stilner det af og saxen kalder ensomt ud.

Det er her, det går op for mig, at der kun er baglys på scenen, hvilket yderligere forstærker effekten i begge koncerter. Det er ikke musikerne, der er fokus, men fungerer som medier for de verdensfjerne følelser, som musikken formidler. Cadeau til lysmanden på Loppen for at fange stemningen spot on.

Men så rammer trommerne synkront i maven, og det føles som om, de rekonfigurerer din hjerterytme, og på toppen rammer vi næsten samme pondus som Kamasi Washington. Dog blev numrene ikke præsenteret, og den æteriske underlægning gjorde, at de fint kunne opfattes som formled i et symfonisk værk ala et moderne take på Stravinskis Le Sacre du Printemps. Det havde også en vis forkærlighed for naturen med samplede fuglekald, der tittede frem i stille stykker. Ligesom træfløjten også gav en mere jordnær fornemmelse.

Jeg var ikke særlig bekendt med MDC III før denne aften, men det er da bestemt et band, jeg skal holde øje med i fremtiden. Lidt ærgerligt var det dog, at de spillede på en søndag, da det ikke tjente deres stil bedst. I stedet kan man håbe, at Loppen (eller andre) booker dem en lørdag og giver dem frie tøjler til at skyde et shamanistisk rave gennem natten.

Tekst og foto: Marcus Behrens


Second Sun aka Jacob Rasmussen