MĂ NEFISKEREN, CHRISTIANIA â KLUB PRIMI, 7. JUNI 2022: I sidste uge blev den danske jazzscene ramt af Morten Lerhards alt for tidlige bortgang. Og i tirdags blev det markeret af alle de mennesker, han havde berĂžrt, med en sĂžrgemarch gennem byen. Der var ca. 50 mennesker som var mĂždt op til start foran MĂ„nefiskeren pĂ„ Christiania, og det var rĂžrende at se, hvor bredt Morten omfavnede forskellige mennesker. Men det var en af Mortens signaturer: kĂŠrlighed og en omfavnelse af det enkelte menneske. Den anden markante signatur har vĂŠret hans radikale handlekraftighed, som isĂŠr improscenen har nydt sĂ„ godt af â og sĂ„ kan jeg ikke forestille mig en bedre mĂ„de at sende ham afsted pĂ„ end et marchband bestĂ„ende af musikere pĂ„ tvĂŠrs af jazzscenen og andet godtfolk.
Vejret truede med vĂ„de tĂŠer, men klarede heldigvis op â ikke at det havde gjort en forskel, for alle var mĂždt op beredte med regntĂžj, gummistĂžvler og paraplyer fast besluttet pĂ„ at markere Mortens eftermĂŠle. Gianluca Elia, Szymon GÄ siorek, Jonathan Aardestrup og Tanja Schlander fĂžrte an, og fĂžrste stop var det turkise trĂŠhus oplĂžftet af rĂžde stĂ„lbjĂŠlker, som har vĂŠret Mortens hjem og lagt grund til frokostmĂžder, hvor nye projekter er blevet udklĂŠkket, som Aardestrup senere fortalte pĂ„ Klub Primi. Her udbrĂžd musikerne, som ellers altid udfordrer hinanden og sig selv, en entydig, hĂžjlydt sĂžrgemarch fuld af savn i haven.
Herefter gik turen mod Vesterbro og Klub Primi, og snart efter blev musikken friere i formen, dog ulmede det sĂžrgmodige altid nedenunder. Som vi bevĂŠgede os op ad Prinsessegade og videre igennem Christianshavn stoppede folk op og kiggede nysgerrigt ud ad vinduet pĂ„ det marcherende spektakel. Mens vi gik ad Ovengade Oven Vandet lettede stemningen i musikken. For det handlede ikke kun om Mortens alt for tidlige bortgang, men i lige sĂ„ hĂžj grad Mortens liv. Her kunne jeg ikke lade vĂŠre med at tĂŠnke pĂ„ alle minderne fra de sene aftener pĂ„ Klub Primi og Mandagsklubben, og ind i mellem tonerne kunne man nĂŠsten hĂžre Mortens hĂŠse stemme udbryde et begejstret: âJAAERH!â, som han havde for vane at markere endnu en vellykket koncert med.
Planen var at fĂžlge Mortens faste rute til Primi, men da vi nĂ„ede Vester Voldgade, blev ruten â i Mortens Ă„nd â improviseret, og vi bevĂŠgede os op mod RĂ„dhuspladsen. Da vi nĂŠrmede os, istemte alle musikerne igen sĂžrgemarchen, og i samme Ăžjeblik gled en sky fra solen og fulgte os over RĂ„dhuspladsen. Vi gik igennem banegĂ„rdens smalle strĂŠder af fastfood restauranter, hvor hornene rungede under loftet, og selv politiet gav et anerkendende nik med pĂ„ vejen â min tanke er, at et brud pĂ„ banegĂ„rdens evindelige venten kun kan have vĂŠret velkomment.
Resten af vejen fra Halmtorvet blev en traditionel sÞrgemarch med swing jazz. Men da vi nÄede H15 kunne man mÊrke, at tyngden for alvor ramte, og pÄ afsatsen foran indgangen blev det til et stort kollektivt fortvivlet skrig mod himlen kanaliseret af Marcela Lucatelli. Et sidste udbrud af de fÞlelser, som har ulmet siden rygterne om Mortens bortgang startede i sidste uge.
Herefter takkede Jonathan Aardestrup alle dem som var mĂždt op og sagde et par ord om Morten. Bl.a. delte han en historie om Morten, der havde gennet politiet vĂŠk fra et par squattere, kun bevĂŠbnet med et Christianiaflag.
Og sĂ„ fortsatte den arv, som Morten har givet os: Klub Primi. Aftenen stod pĂ„ to koncerter: Anders Vestergaard Solo og Mark Solborg/Francesco Bigoni/Emanuele Maniscalco, som havde pladerelease pĂ„ deres tredje album, âCANTOâ.
Solo
FĂžrste koncert var trommeslageren Anders Vestergaard solo. Det er et projekt han har arbejdet med i lĂŠngere tid, og han har fĂžr optrĂ„dt i KoncertKirken â bĂ„de solo og sammen med Johanna Borchert i februar til Vinterjazz. Musikken er en uendelig rĂŠkke af mikroskopiske permutationer; smĂ„ bitte variationer i de samme cykliske motiver, som langsomt spreder sig og transformerer den overordnede struktur. Man kan sidde og prĂžve at fĂžlge med i de smĂ„ markĂžrer, eller man kan bare give sig hen til de langsomme skiftende strukturer, som at mĂŠrke de tektoniske plader. Uanset ens fokus er vi tĂŠmmet som slanger af de hypnotiserende rytmer, der henleder lytteren til en meditativ trance. Men Vestergaard lĂŠgger endnu et element ovenpĂ„. Han har tilkoblet et apparat som forstĂŠrker trommernes overtoner, og det bruger han mesterfuldt til at aldrig at lade os falde helt hen.
Det var spĂŠndende at hĂžre dette projekt i et nyt rum, og denne aften var bassen forstĂŠrket, hvilket gav en virkningsfuld effekt af at indhylle os i hans univers. Og det var isĂŠr effektfuldt, da han slap stortrommen for en stund og arbejdede med overtonerne, for igen at komme gungrende ind over os.
Det var den perfekte opfÞlgning pÄ den tunge stemning, der lÄ over Primi. Man kunne lukke sig inde og lade sig gynge med i metriklÞse puls, som indhyllede os.
Canto
NĂŠste koncert var Solborg/Bigoni/Maniscalco, og tilblivelsen af ny improviseret musik er en hyldest blev i tirsdags en hyldest til Morten. For som Solborg introducerede med, sĂ„ var Morten nok den person, som havde hĂžrt ham spille flest gange â og det var der sikkert andre musikere som kunne nikke genkendende til.
Solborg, Bigoni og Maniscalco har spillet sammen i et Ärti, og de har opbygget en forstÄelse for hinanden. Derfor giver det god mening, at CANTO bliver beskrevet som musikalsk poesi, der ikke bekymrer sig om genrer men fremhÊver dialogen. Det kan tydeligt hÞres i musikken, og hele vejen igennem kan man hÞre den rÞde trÄd til musikernes tidligere udgivelser. Det har en tilbagetrukket eftertÊnksomhed, som karakteriserer Solborg. Albummet bestÄr af enkeltstÄende numre (i kontrast til mange albums som flyder ud i en lang improvisation), men bevÊger sig mellem det frit improviseret og fastlagte melodier. De mÞdes i passager omkring en melodi og opfostrer den, hvorefter de lader den svÊve og nyde friheden.
Det starter ogsÄ i det frie med en drÞmmende guitar, der alligevel smider nogle skarpe toner ind, mens Bigoni vÊver lunser af stemmer fra tidligere tider. Solborgs guitar dykker ned i jorden og bliver tung og mudret, sÄ jorden nÊsten gynger.
Maniscalco lÊgger tÊppet igennem det meste af koncerten og stiller sig sjÊldent helt forrest. Han markerer dog et par melodier og ansporer de to andre med smÄ motiver, insisterende rytmer eller generelle stemninger fra sit setup af Rhodes, Korg og andet elektronik.
NÊste vÊrk er en ballade med sÞrgmodige undertoner, men mÄske er det den generelle stemning for denne aften. Den bevÊger sig pumpende rhodes akkorder og skÊrende EBow fÞr, de igen vender tilbage til temaet.
Sidste vÊrk fÞlger stadig den eftertÊnksomhed som er gennemgÄende for koncerten; en slags frem og tilbage mellem Bigonis melodier og Solborgs afventende ind- og udtoning af grungeguitar, mens Maniscalco fremmaner en vÄd brummen, som det hele flyder pÄ.
Solborg/Bigoni/Maniscalco har en karakteristisk, som er udviklet over det sidste Ärti. Men det betyder ikke, at de er gÄet i stÄ. De formÄr stadig at udvide deres fÊlles univers og invitere os andre ind.
Musikken var slut for i aften, men som Vestergaard og Solborg/Bigoni/Maniscalco sĂ„ eftertrykkeligt understregede, sĂ„ fortsĂŠtter den standhaftigt bĂ„de pĂ„ Klub Primi og i resten af byen. Og det kan vi takke Morten Lerhard for. Han brĂŠndte for en musik uden grĂŠnser, og med hans tilstedevĂŠrelse gav han musikere og publikum et rum â bĂ„de pĂ„ Primi og andre steder â hvor den kan blomstre.
Vi siger tak for alt Morten. Vi hĂ„ber aldrig musikken stopper, der hvor du er nu. Â
Tekst: Marcus Windfeldt Beherns
Foto: Lars H. Knudsen
Jonathan Aardestrup sagde et par ord om Morten inden koncertene i Klub Primi