Morten Lerhard sender faklen videre

MÅNEFISKEREN, CHRISTIANIA – KLUB PRIMI, 7. JUNI 2022: I sidste uge blev den danske jazzscene ramt af Morten Lerhards alt for tidlige bortgang. Og i tirdags blev det markeret af alle de mennesker, han havde berørt, med en sørgemarch gennem byen. Der var ca. 50 mennesker som var mødt op til start foran Månefiskeren på Christiania, og det var rørende at se, hvor bredt Morten omfavnede forskellige mennesker. Men det var en af Mortens signaturer: kærlighed og en omfavnelse af det enkelte menneske. Den anden markante signatur har været hans radikale handlekraftighed, som især improscenen har nydt så godt af – og så kan jeg ikke forestille mig en bedre måde at sende ham afsted på end et marchband bestående af musikere på tværs af jazzscenen og andet godtfolk.

Vejret truede med våde tæer, men klarede heldigvis op – ikke at det havde gjort en forskel, for alle var mødt op beredte med regntøj, gummistøvler og paraplyer fast besluttet på at markere Mortens eftermæle. Gianluca Elia, Szymon Gąsiorek, Jonathan Aardestrup og Tanja Schlander førte an, og første stop var det turkise træhus opløftet af røde stålbjælker, som har været Mortens hjem og lagt grund til frokostmøder, hvor nye projekter er blevet udklækket, som Aardestrup senere fortalte på Klub Primi. Her udbrød musikerne, som ellers altid udfordrer hinanden og sig selv, en entydig, højlydt sørgemarch fuld af savn i haven.

Herefter gik turen mod Vesterbro og Klub Primi, og snart efter blev musikken friere i formen, dog ulmede det sørgmodige altid nedenunder. Som vi bevægede os op ad Prinsessegade og videre igennem Christianshavn stoppede folk op og kiggede nysgerrigt ud ad vinduet på det marcherende spektakel. Mens vi gik ad Ovengade Oven Vandet lettede stemningen i musikken. For det handlede ikke kun om Mortens alt for tidlige bortgang, men i lige så høj grad Mortens liv. Her kunne jeg ikke lade være med at tænke på alle minderne fra de sene aftener på Klub Primi og Mandagsklubben, og ind i mellem tonerne kunne man næsten høre Mortens hæse stemme udbryde et begejstret: ”JAAERH!”, som han havde for vane at markere endnu en vellykket koncert med.

Planen var at følge Mortens faste rute til Primi, men da vi nåede Vester Voldgade, blev ruten – i Mortens ånd – improviseret, og vi bevægede os op mod Rådhuspladsen. Da vi nærmede os, istemte alle musikerne igen sørgemarchen, og i samme øjeblik gled en sky fra solen og fulgte os over Rådhuspladsen. Vi gik igennem banegårdens smalle stræder af fastfood restauranter, hvor hornene rungede under loftet, og selv politiet gav et anerkendende nik med på vejen – min tanke er, at et brud på banegårdens evindelige venten kun kan have været velkomment.

Resten af vejen fra Halmtorvet blev en traditionel sørgemarch med swing jazz. Men da vi nåede H15 kunne man mærke, at tyngden for alvor ramte, og på afsatsen foran indgangen blev det til et stort kollektivt fortvivlet skrig mod himlen kanaliseret af Marcela Lucatelli. Et sidste udbrud af de følelser, som har ulmet siden rygterne om Mortens bortgang startede i sidste uge.

Herefter takkede Jonathan Aardestrup alle dem som var mødt op og sagde et par ord om Morten. Bl.a. delte han en historie om Morten, der havde gennet politiet væk fra et par squattere, kun bevæbnet med et Christianiaflag.

Og så fortsatte den arv, som Morten har givet os: Klub Primi. Aftenen stod på to koncerter: Anders Vestergaard Solo og Mark Solborg/Francesco Bigoni/Emanuele Maniscalco, som havde pladerelease på deres tredje album, ”CANTO”.

Solo
Første koncert var trommeslageren Anders Vestergaard solo. Det er et projekt han har arbejdet med i længere tid, og han har før optrådt i KoncertKirken – både solo og sammen med Johanna Borchert i februar til Vinterjazz. Musikken er en uendelig række af mikroskopiske permutationer; små bitte variationer i de samme cykliske motiver, som langsomt spreder sig og transformerer den overordnede struktur. Man kan sidde og prøve at følge med i de små markører, eller man kan bare give sig hen til de langsomme skiftende strukturer, som at mærke de tektoniske plader. Uanset ens fokus er vi tæmmet som slanger af de hypnotiserende rytmer, der henleder lytteren til en meditativ trance. Men Vestergaard lægger endnu et element ovenpå. Han har tilkoblet et apparat som forstærker trommernes overtoner, og det bruger han mesterfuldt til at aldrig at lade os falde helt hen.

Det var spændende at høre dette projekt i et nyt rum, og denne aften var bassen forstærket, hvilket gav en virkningsfuld effekt af at indhylle os i hans univers. Og det var især effektfuldt, da han slap stortrommen for en stund og arbejdede med overtonerne, for igen at komme gungrende ind over os.

Det var den perfekte opfølgning på den tunge stemning, der lå over Primi. Man kunne lukke sig inde og lade sig gynge med i metrikløse puls, som indhyllede os.

Canto
Næste koncert var Solborg/Bigoni/Maniscalco, og tilblivelsen af ny improviseret musik er en hyldest blev i tirsdags en hyldest til Morten. For som Solborg introducerede med, så var Morten nok den person, som havde hørt ham spille flest gange – og det var der sikkert andre musikere som kunne nikke genkendende til.

Solborg, Bigoni og Maniscalco har spillet sammen i et årti, og de har opbygget en forståelse for hinanden. Derfor giver det god mening, at CANTO bliver beskrevet som musikalsk poesi, der ikke bekymrer sig om genrer men fremhæver dialogen. Det kan tydeligt høres i musikken, og hele vejen igennem kan man høre den røde tråd til musikernes tidligere udgivelser. Det har en tilbagetrukket eftertænksomhed, som karakteriserer Solborg. Albummet består af enkeltstående numre (i kontrast til mange albums som flyder ud i en lang improvisation), men bevæger sig mellem det frit improviseret og fastlagte melodier. De mødes i passager omkring en melodi og opfostrer den, hvorefter de lader den svæve og nyde friheden.

Det starter også i det frie med en drømmende guitar, der alligevel smider nogle skarpe toner ind, mens Bigoni væver lunser af stemmer fra tidligere tider. Solborgs guitar dykker ned i jorden og bliver tung og mudret, så jorden næsten gynger.

Maniscalco lægger tæppet igennem det meste af koncerten og stiller sig sjældent helt forrest. Han markerer dog et par melodier og ansporer de to andre med små motiver, insisterende rytmer eller generelle stemninger fra sit setup af Rhodes, Korg og andet elektronik.

Næste værk er en ballade med sørgmodige undertoner, men måske er det den generelle stemning for denne aften. Den bevæger sig pumpende rhodes akkorder og skærende EBow før, de igen vender tilbage til temaet.

Sidste værk følger stadig den eftertænksomhed som er gennemgående for koncerten; en slags frem og tilbage mellem Bigonis melodier og Solborgs afventende ind- og udtoning af grungeguitar, mens Maniscalco fremmaner en våd brummen, som det hele flyder på.

Solborg/Bigoni/Maniscalco har en karakteristisk, som er udviklet over det sidste årti. Men det betyder ikke, at de er gået i stå. De formår stadig at udvide deres fælles univers og invitere os andre ind.

Musikken var slut for i aften, men som Vestergaard og Solborg/Bigoni/Maniscalco så eftertrykkeligt understregede, så fortsætter den standhaftigt både på Klub Primi og i resten af byen. Og det kan vi takke Morten Lerhard for. Han brændte for en musik uden grænser, og med hans tilstedeværelse gav han musikere og publikum et rum – både på Primi og andre steder – hvor den kan blomstre.

Vi siger tak for alt Morten. Vi håber aldrig musikken stopper, der hvor du er nu.

Tekst: Marcus Windfeldt Beherns
Foto: Lars H. Knudsen