ÅRHUS JAZZFESTIVAL, DAG 8, 15. JULI 2023: Det er sidste dag på Aarhus Jazzfestival, men det ser endnu ikke ud til, at publikum har fået nok. Ud af barerne siver saxofoner og punkterede ridebækkener med fortællinger om livets fortællinger. Jeg går ned af bakken bag Musikhuset mod Godsbanen, hvor Rader holder til.
Sidst jeg var på Rader, stod der stadigt et for længst udtjent lejehus længere nede, og undergrundsmiljøet trivedes. Nu er det blevet lidt pænere, men Radar holder fast i de skæve koncerter. Og det er en af dem vi skulle høre i aftes.
”Fuck, jeg har glemt mine ørepropper” var det første jeg tænkte, da jeg havde sat mig ned. For det avant-garde rockband plejer ikke at lægge fingre i mellem. Thomas Eiler, som spiller trommer, kan tæske på trommerne som en klejnsmed, Henrik Pultz Melbye kan brøle som en orkan saxofon, og det er ikke ofte at Lars Bech Pilgaard holder igen med effekter på guitaren (jeg har set ham med både Bisse, Marcela Lucatelli samt i spontane koncerter). Det er sofistikeret smadder, og jeg er vild med det. Så tilføjelsen af musikerne Carolyn Goodwin på (bas)klarinet, Nicole Hogstrand på cello, Nils Gröndahl på violin og Anders Bach på perkussion sørgede for at forventningerne var helt i top.
Men det var en helt anden side af SVIN (hovedbillede) vi så i aftes. Pilgaard lægger ud med melankolske, næsten jazz/pop, akkorder på spansk guitar med træge kromatiske bevægelser fra Gröndahl henover, som. Goodwin overtager bagefter.
Og så kalder perkussionisterne til kamp. Pumpende tammer starter sagte og bliver højere, mens det skæve tema udfolder sig henover – og min første indskydelse rammer mig igen. Røgen indhyller dem, mens det tordner udover os. Men så stopper det og et let og muntert ostinat begynder.
Hvor SVIN normalt trækker på jazz/impro/rock, så var kompositionerne i stedet beriget af alverdens inspirationer fra japansk taiko og traditionelle afrikanske rytmer, og resten af tiden havde Eiler og Bach mere roller som klassiske perkussionister frem for trommeslagere.
Den kombineret stryger- og blæserkvintet syntes at tage inspirationer af Terry Riley, hvor harmonierne var opbygget af moduler fra hvert enkelt instrument, der overlejrede hinanden og skabte en cyklisk bevægelse i det hele, hvor man blev draget ind i et bølgende melankolsk univers. Det blev yderligere forstærket af et af Mahlers tricks, hvor tonerne susede hen over scenen. Det startede hos Pilgaard og sluttede i den anden ende hos Gröndahl, så lydbilledet blev en 3D effekt.
Men der blev også inddraget traditionel musik hos blæserne/strygerne med Melbye og Goodwin på det traditionelle kinesiske instrument hulusi (eller græskar mundorgel som det også er blevet kaldt).
Det cykliske var både i mikro- og makroform, da vi sluttede hvor vi startede med Pilgaard på den spanske guitar efter de 10 værker i ELEGI.
Det var ikke det SVIN, vi kender, men de viste her, hvor stor dybde de har – og jeg var vild med det.
Derefter var det op ad bakken igen til musikhuset, hvor Dennis Mackrel for fjerde aften i streg hyldede Thad Jones. Og så fik jeg lige set hans eminente trommespil igen.
Men nede bagved i den anden ende af foyeren, stod Anna Roemer klar med sin guitar til at lukke jazzfestivalen i Musikhuset. Og ligesom den sidste swing ringer ud, så toner en drømmende guitar frem.
Anna Roemer er guitarist, der sidste år udgav pladen Azure, der foruden saxofonisten Ned Ferm på 4 af numrene, er en soloplade. Kun bevæbnet med sin guitar og et arsenal af pedaler, manifesterer hun lydlandskaber gennem små motiver.
Den drømmende guitar suser gennem foyeren og pedalerne vedholder alle de små nuancer, der bliver akkompagnementet til det næste motiv. Det er en mættet lyd af guitarlyd, der tvinger os ind i et meditativt stadie. Især hendes nummer ”Limfjorden” sendte mig tværs henover vejen mod nord fra Struer, hvor vandet skvulper på begge sider.
Der er sjældent en melodi i klassisk forstand. Hun dvæler ikke længe ved det samme, og det giver progression i numrene.
Efter de første par numre, var jeg bange for, at det kunne blive lidt ensformigt, men Roemer formår at bevæge sig rundt i pop og rockens udvidet stilistiske repetoire fra ørkenrock til poppede rundgange, og bevægede sig gnidningsfrit mellem det ambiente og genrebestemte.
Til at markere jazzfestivalens afslutning fik hun også naturens eget lysshow, da det i det sidste kvarter af hendes koncert begyndte at lyne ned, så himlen gennem glaspartiet ovenover scenen blev oplyst som et strobelys i slowmotion, og tordenen faldt i et med hendes landskaber.
Det må siges at være et brag af en afslutning på Aarhus Jazzfestival.
Dog kunne jeg ikke dy mig for at stikke hovedet ind på Tir na nÓg, hvor Peter Vuust, Nikolaj Hess og Mikkel Vuust ledte jamsessionen ud til de sene nattetimer. Det swingede derudaf og sørgede for, at det øldrikkende folk kunne gå lige.
Det blev kun et kort stop for mit vedkommende, men jeg er sikker på, at bassen ikke stoppede med at gå før morgenstunden.
Text og foto: Marcus Behrens
Anna Roemer
