Nye skiver og bøker


flere skiver og bøker...

Våre podkaster


flere podkaster ...

Skiver du bør ha


flere anbefalte skiver...

Våre beste klipp


flere filmer...

Ledere og debattinnlegg


flere debattinnlegg...

Konserter

Norsk styring på en torsdag

OSLO JAZZFESTIVAL, 13.08: Musikvalget for rapportering om torsdagen under Oslo Jazzfestival tog styring af norsk ledede grupper.

Men først en selvkorrigerende kommentar ang. Sheila Jordan på onsdagen. Jeg skrev om hun og Karin Krog at «De to tilhører samme generation». Dette gælder imidlertid bedst i musikalsk forstand, hvor de begge tilhører generationen med udspring i sen bebop i 60-tallet, men med næsen inde i den tids nyvindinger med f.eks. George Russell og Roswell Rudd (Jordan) og Don Ellis og Archie Shepp (Krog). Men sandt at sige var det deres aldre jeg tænkte på med formuleringen og havde med nattens tunge øjenlåg checket Sheila Jordans fødselsår til at være 1938. Næste dag var hun imidlertid ti år ældre iflg. samme opslag – og det blev stående udover dagen.

Om nu dette er mest fornærmende mod den yngre eller ældre af de to flotte damer kan være svært at afgøre – fra en vis tid kan det være mest ærefuldt at være gammel …, så jeg vælger her blot at rette min undskyldning til eventuelle misinformerede læsere.

Nu til torsdagens musik med norsk styring. Tidlig kveld på Victoria var det Trygve Seim med sin nydannede kvartet i jazz-klassisk instrumentering. Seim har siddet i flere omgange i Helsinki og ladt sig inspirere af den finske livsatmosfære og sine hyppige samarbejder med finske musikere (bl.a. Iro Haarla) og skrevet en samling usædvanligt melodiske stykker, «Helsinki Songs», som via harmonik og rytmemønstre inviterer til dristige fællesekskursioner og solistisk udfoldelse. Og hertil har Seim fundet de rette folk: Landsmand Mats Eilertsen med sin dybt rodfæstnende basklang, den finske trommemanden (kendt fra samarbejder med Per Jørgensen, Sinikka Langeland og Seim selv) Markku Ounaskari, med det rolige overblik, samt ikke mindst ynglingen i gruppen, det estiske klavertalent Kristjan Randalu (kendt for samspil med bl.a. Nils Petter Molvær oig Dhaffer Yousef). Kvartetten som her spillede sin anden koncert nogensinde var topinspirerede af stemningen og spillegrundlaget – bevægede sig ud i glitrende tonetirader i en musik som uanset tempi skinnede igennem af denne nordiske spleen, som på en gang smerter i sin skønhed og helbreder med sin ægthed (ikke omvendt!).

Og selv her lykkes det Trygve Seim på tenorsaksofonen at «indsmugle» sine paralyserende, arabisk-tonale mikrovridninger, som må gøre enhver professionel slangetæmmer misundelig. Men derudover brillerede Randalu med det mest naturlige jazz-klaverspil, jeg længe har oplevet, og som let kan blive festivalens ultimative pianistiske historie.

Randalu er i samspillet hyper-opmærksom og spiller organisk ind på enhver bevægelse i musikken ligesom hans solospil er svimlende kreativt og stærkt fortællende.

Randalu, som voksede op i Tyskland, fik tidligt undervisning af notable pianister som John Taylor og Django Bates og står idag som det ypperste klaver-talent, som er set i en jazztraditionen med slægtskab til Keith Jarrett, Herbie Hancock, Bobo Stenson og Esbjørn Svensson.

Koncerten med den melodisk-kreative Seim-kvartetten «Helsinki Songs» skinder gyldent på Oslos augusthimmel.

God jazzagtig visesang kunne man herefter opsøge på Chat Noir. Lars Saabye Christensen skriver mange gode, snurrige digte, som synes at rumme affinitet for tonesætning, som da også bassisten og komponisten Aslak Hartberg på sin side er manden som kan skabe – et fint melodisk tonesprog, som falder mundret for Saabye-teksterne.

Men jeg må lukke øjnene for at nyde fremføringen af skuespilleren Thorbjørn Harrs velsungne, vel-timede og velartikulerede tolkninger, bl.a. forfriskende omfavnet af Trygve Seims og Sjur Miljeteigs liflige blæserindslag og Hartbergs syngende bas.

Men lidt absurd er det at sidde på Chat Noir med lukkede øjne for at undgå distraktionen af Harrs kejtede kropssprog for at illustrere sin sande jazz-entusiasme.

Jazzen fungerer og har det godt inde i Harr, men ikke uden på den ellers så erfarne skuespiller. Da var det nok så fascinerende (og overraskende) når Saabye himself uden gebærder entrede scenen og læste tre af sine digte i stødig metrisk swing-fornemmelse, blot med Hartbergs lyttende bas som ledsager.

Tilbage til Victoria for dagens sidste programpunkt: Hans Mathisens «The Island». Et sympatisk musikerteam med flere opvækstenheder fra Sandefjord: brødrene Hans og Per Mathisen, begge glimrende instrumentalister på hhv. guitar og bas samt den myndige Petter Wettre på tenorsaksofon og metalklarinet. Derforuden Hermund Nygaard, fra Råde, på trommer, samt de udenlandsk fødte Eckhard Bauer på trompet og Jason Rebello på klaver. Mathisens musik var af den letflydende slags med melodisk æstetik à la John Abercrombie på ECM i 70-80-tallet. Tætte klangvenlige tonekæder i guitarspillet, men mest udtryksfuldt med Wettres robuste og formbevidste spil. Efterhånden lød det hele imidlertid lidt for ensartet i et træt hoved, som dets ejer derfor tog med sig hjem.

En ny dag venter – og korprojekterne tidligere på ugen venter også på omtale.

Tekst og foto: Bjarne Søltoft

Skriv et svar

Du må være innlogget for å skrive kommentarer.