BRAD MEHLDAU SOLO – Kulturværftet, Helsingør: 12. februar 2015
Pianisten Brad Mehldau var ”The New Great White Hope” da han kom frem i midten af 90erne. Specielt de amerikanske jazzmedier gik bagover af begejstring over denne teknisk eminent dygtige pianist, der assimilerede det bedste fra det klassiske europæiske 20. århundredes klaverspil med det tilsvarende fra det tilsvarende afroamerikanske.
Begejstringen smittede europæerne og hans første turnéer her blev tilløbsstykker overalt – alle ville høre giraffen. Var han virkelig så god? Havde Brad Mehldau virkelig genopfundet jazzklaveret?
Jeg mindes en koncert i et stopfyldt Copenhagen Jazzhouse i 1999. Alle var der. Alle var vildt begejstrede. Alle på nær en. Mig… Hvorfor? For nu at citere en god ven, der – efter en hel aftens diskussion om Keith Jarretts format – lukkede diskussionen med denne bemærkning: ”It don’t swing!” Sådan havde jeg det, da Brad Mehldau, bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Jorge Rossy var færdige. It don’t swing… Men skal al jazz swinge, eller kan man udelukkende fokusere på de intellektuelle værdier i musikken og se bort fra det sjælfulde og det kropslige? Jeg kunne dengang ikke nøjes med at beundre dygtigheden. Jeg krævede mere og andet end blot dygtighed.
Så jeg satte mig i aften i Kulturværftets flotte (og næsten udsolgte!) sal med begrænsede forventninger til Brad Mehldaus eneste DK-koncert i denne omgang.
Mehldaus ukunstlede fremtoning – stramme jeans, en slidt AC/DC T-shirt, en enkel jakke og lærredssko – signalerede en afslappet indstilling til det at være en af nutidsjazzens største trækplastre. En sympatisk udstråling gav point allerede før han satte sig ved det store Steinway D.
En enkel, kraftfuld og ubesværet venstrehånds-ostinat indleder koncerten. Den er lidt svær at fange rent rytmisk og det bliver ikke lettere da højrehånden begynder at blande sig.
Det er tydeligt at Mehldau ikke laver en ”Jarrett” og går på scenen uden at have noget forberedt. Mehldau har forberedt sig! Ostinaten flyttes rundt mellem venstre og højre hånd. Spiller han solo eller akkompagnerer han? Hvor er melodien? Hvad er orkestreret på forhånd og hvad er improviseret?
Andet nummer er identisk opbygget. En rytmisk udefinerbar ostinat flettes sammen med vilde, tætte akkordskift, der flyttes rundt på Steinway D-flyglets 88 tangenter.
Så er opvarmningen overstået. Nu begynder musikken at give mening. Mehldaus formidable teknik og overlegne her og nu-orkestreringsevne, kombineret med en stensikkert harmonisk overblik, gør at han nu har spillet sig varm. Han bestemmer over instrumentet. Han ejer Steinway flyglet.
Og så smider han jakken og åbenbarer en tatovering af noget der ligner en drage på den muskuløse overarm. De tre kvinder foran mig sukker dybt. Mehldau er ikke kun musik for jazzdyrkende herrer i deres bedste alder. Han har bestemt også fat i kvinderne.
Koncerten vokser i intensitet. Mehldau veksler ubesværet mellem at lade venstre-, og højrehånden være førende. At hans pedalarbejde er tilsvarende overlegent betyder desuden at musikken vokser og vokser. Publikum – inklusive denne blaserte musiklytter – sidder åndeløse og suger musikken i sig.
Koncerten udvikler sig til noget der ligner en åbenbaring.
Mehldau ikke kun går på vandet – han danser og slår flikflak på bølgeskummet. Om han spiller kraftfuldt og intenst eller om han kærtegner tangenterne i de endeløse – men guddommeligt endeløse – afslutninger, er underordnet. Vi bliver alle fanget ind af denne fornyer af soloklavertraditionen.
Efter fem kvarter er det tid til ekstranumrene. Vi får Beatles’ ”And I Love Her” i en generøs og graciøs udgave, hvor den enkle guitarfigur der indrammer originaludgaven udvides til en fem minutters slutning, som bliver koncertens absolutte højdepunkt. En formfuldendt harmoniseret og fabulerende improvisation over tre enkle akkorder, der nærmest bliver en lille symfoni i sig selv.
Derefter en uhyre enkelt spillet og nærmest naiv og enkel udgave af Dylans ”Don’t Think Twice, It’s Allright”, hvorefter han slutter med en smuk sang af den engelske singer/songwriter Nick Drake – titlen husker jeg ikke.
Hvad er det Brad Mehldau kan, som gør ham unik? Well – først og fremmest er han en musiker, der bestemmer over instrumentet og ikke intimideres af dets enorme lyd og modstandskraft. Men i nok så høj grad har han sat sig ud over tidligere tiders jazzklavertradition. Musikken skal ikke nødvendigvis swinge (jfr. ovennævnte) og han citerer ingen af de hundredvis af solofraser der udgør en stor del af den etablerede del af jazzklaverets sjæl. Og det gør ham til en musiker, der fortjener at blive kaldt en stilskaber af de sjældne.
Brad Mehldau tog røven på mig i aften. Og det er jeg fandeme glad for!
Tekst: Niels Christensen
Foto:
