Nye skiver og bøker


flere skiver og bøker...

Våre podkaster


flere podkaster ...

Skiver du bør ha


flere anbefalte skiver...

Våre beste klipp


flere filmer...

Ledere og debattinnlegg


flere debattinnlegg...

Konserter

Oslo Jazzfestival er i gang

OSLO JAZZFESTIVAL, 09.08.2015: Søndag kveld tyvstartede årets Oslo Jazzfestival traditionstro med en enlig koncert i Operahusets store sal. Festivalchef Edvard Askeland kunne med selvudtalt stolthed præsentere den længe ønskede jazzlegende, pianisten og komponisten Herbie Hancock.

Der var disket op med flygel, synthesizer og elektroniske lydboxe for Hancock i solokoncert. Instrumentellet afspejlede ganske godt tidsfasene i Hancock florombruste karriere, fra nyskabende melodisk og rytmisk kompleks pianist, som førte Miles Davis’ kvintet til postbop-musikkens ypperste niveau nogensinde. Det var i 1960’erne. Fra 1970’erne indførte han elektroniske instrumentel (synthsizeres, Fender Rhodes etc.) som orkestralt supplement for at udbygge harmoniseringerne til en ny jazzmusik med sin egen sextet som base. Men snart (1972-3) omdannede han gruppen, personelt og instrumentelt, med sigte på en radikal fusion af funk, pop og jazz. «The headhunters» var født, mens det rytmisk komplekse var afgået ved døden. Derfra blev musikken gradvis mere kommerciel og ind i 1980’erne fnyste de sidste trofaste over den totale udeblivelse af jazz-elementer i musikken. Det syntes blot «for skams skyld», når Hancock sporadisk vendte «tilbage» til jazzen. Også forsøg med etniske islæt og elektroniske kompositioner kom ind om, men det var først i det ny århundrede, han genvandt et bredere publikum via samarbejder med diverse singer-songwriters som f.eks. Paul Simon, Annie Lennox, Christina Aguilera, Sting og ikke mindst Joni Mitchell (CD: «River: The Joni Letters», 2007).

Alt dette for at resumere Hancocks musikalsk brogede, men økonomisk indkomstbringende, karriere – groft tegnet en historisk linie som: jazz-fusion-funk-pop-singers, med hvert sit mer eller mindre adskilte publikum. De kunne imidlertid sidde sammen i Operaen og fylde alle pladserne, og det er jo ganske godt gjort. Tilsvarende spredte vel forventningerne sig i flere retninger. Alle fik noget med hjem og nogen savnede noget.

Den spændstige og joviale 75-åring, Herbie Hancock, skabte sympati om sit virke; koketterede lidt med «Hvad skal jeg nu finde på…?», men alt lå føjeligt klar.

Rimeligt betragtet som en jazzkoncert blev det da lidt blandede bolsjer, men heldigvis syntes Hancock selv lidt ubekvem med for meget brug af de elektroniske apparater. Flere stykker blev blot indledende og slutvis dyppet i lydsuppen, hvorefter han «gik akustisk» og demonstrerede sin velbevarede habitus som en blændende, kreativ pianist, om end stilistisk tilbageskuende, men med her-og-nu bearbejdninger eller blot strejf af flere Hancock-jazzhits fra 1960-kataloget: «Maiden Voyage», den lyriske «Dolphin Dance», «The Sorcerer» og ekstranummeret «Cantaloupe Island» for fuld rytmeboks. Dertil Wayne Shorters «Footprints» med Hancock i sit mest selv-udfordrende hjørne, og derfor koncertens højdepunkt for undertegnede egnede, som samtidig har vanskelig ved at tro at de elektronisk (lidt ironisk?) fokuserede numre midt i koncerten gav større udbytte for ret mange. Det blev mest en showagtig leg med lyde, hvor selv de akustiske elementer faldt fra hinanden.

Herbie Hancocks vej fra nyskabende jazzmusiker til kreativ, veludrustet spillemand gav sine logiske afkast til glæde for et positivt, taknemmeligt publikum.

I går mandag var så den egentlige åbning af festivalen. Mine øren valgte at rette sig til Jazzscene Victorias koncert med den legendariske bassist Gary Peacock (bildet), som nu har rundet de 80 år og «lettet sig» for dramatiske turnéer med Keith Jarretts Trio. Peacock har markeret sig som en central skikkelse i free-jazzens udvikling i 1960’erne med Paul Bley og Albert Ayler, ledet egne grupper og spillet i mere harmonibaserede grupper med Bill Evas og Jarrett. Også samarbejdet med den her medvirkende pianist Marc Copland peger langt tilbage, mens den halvt så gamle (som Peacock) Mark Ferber er ny tilkommet på trommer. Peacock vil tydeligvis gerne have musikken i lidt rolige løjper. Dertil er valget af den fint nuancerede Copland oplagt med sin regelrette rytmik og stærkt lyriske gemyt. At trommespillet er blevet af lignende karat kan vel undre. Ferber er ferm på det regulært metriske med fikse, afslappede pointeringer, leveret fra et højt siddende hoved med suverænt overblik. Og ganske modsat forgængeren ved trommerne, den arbitrært komplekse, intuitive kolorist, Joey Baron, som medvirker på trioens ECM-plade «Now This». Men noget tyder altså på at Peacock foretrækker rytmisk regularitet og forudsigelighed som kontrast til sine egne rytmisk varierede pointeringer og eruptive tonekæder. Det er jo også noget af det, vi elsker ham for, og tydeligvis er Peacock da også hovedsolisten.

Set i den vinkel har altså Peacock sikret sig de bedste forudsætninger for sit spil i en trio med lyrisk-melodisk profil. Og som helhed føler man sig godt forsynet med gyldig musikalsk substans. Blandt de u-annoncerede numre gekendtes f.eks. Shorters «Footprints», også her (som hos Hancock) i kreativt nyformuleret udgave, en forrygende «Gloria’s Step», hengivent hyldet komponisten og Peacock-forbilledet, Scott LaFaro. I den mere abrupte stil fra freejazzens fødsel hørtes også Peacocks egen «Moor» i frisk pointillistisk, humoristisk stil.

Gary Peacock er fremdeles en betydningsfuld, impressiv og passioneret bassist, med en renfærdig musik, som vi til enhver tid siger JATAK til.

Og Oslo Jazzfestival fortsætter.

Tekst og foto: Bjarne Søltoft

Skriv et svar

Du må være innlogget for å skrive kommentarer.