Nye skiver og bøker


flere skiver og bøker...

Våre podkaster


flere podkaster ...

Skiver du bør ha


flere anbefalte skiver...

Våre beste klipp


flere filmer...

Ledere og debattinnlegg


flere debattinnlegg...

Konserter

Prima Primi også i 2023

KLUB PRIMI, KØBENHAVN, 17. JANUAR 2023: Vi er i 2023, og det er allerede den anden Primi i året der løber af stablen i de vante rammer på H15. Usikkerheden kryber ind med inflation, krig, et vejr der springer 15 grader ugentligt, men man kan altid regne med, at Primi præsenterer spændende musik fra den københavnske eksperimentelle scene – selv på en grå tirsdag.

Aftenen skulle oprindeligt skulle Nana Pis Extemporize!, men grundet uforudsete omstændigheder fik Nana Pi i stedet samlet en kvartet af rutinerede musikere. På sax var det den slovakiske Michaela Turcerova med base i København, og de hjemmedyrkede saxofonister Morten Carlsen og Nana Pi selv samt Asger Thomsen på bas (hovedbillede).

Ensemblet svinger fra Turcerova, som er godt i gang med sit indtog på den internationale og ikke mindst danske scene med Preisaitė/Forchhammer/Turcerová, TRIP (+Simon Toldam, Ivar Myrset Asheim) og det nyligt kåret Årets Nye Jazznavn, Alawari. Dernæst er der Thomsen, som er fast inventar på scener i København, Europa og mere og har en lang række udgivelser bag sig som (co-)leder (Litterjug, The Moms, Autolysis m.fl.) og musiker samt i spontane konstellationer. Ligeledes er Nana Pi ikke til at komme uden om, når hun står i spidsen for Nezelhorns, Tactical Maybe, Extemporize Orchestra m.fl. Sidst men ikke mindst kommer Morten Carlsen med 50 års erfaring, så der er næsten ikke den musiker, han ikke har spillet med.

Selvom det er musikere med et gennemtrængende personligt sprog, så startede det ikke desto mindre med en afsøgende minimalisme. På skift slog de en tøvende tone an, der langsomt tager form, men bliver trukket tilbage før den breder sig. Og så lytter de. De mærker hinanden af, mens det går på tur, indtil Thomsen bryder op og brager igennem med en af sine varemærkede plastickrus. Kaos udbryder. Hvad der før var en rolig samtale, bliver til en ophedet diskussion, hvor alle spiller i munden på hinanden. Boppende og bralrende opildner de hinanden, mens Pi med eftertænksomme passager prøver at finde ørenlyd igen. Diskussionen dyser ned og Carlsen spiller solo med dybe, rungende klap. Pi begynder i samme sprog, og langsomt begynder det at pulse i hver af musikernes hjørne igen.

Det var som at se en improviseret antydning af et teaterstykke fra en norsk dramatiker fra det 19. århundrede. Ordene forstod jeg ikke, men man kunne mærke de kræfterne mellem musikerne væve mellem det skubbende og eftergivende, overvejende og hovedkulds bemærkninger, hvorefter de fortrækker til hver deres hjørne, indtil de får en ny idé. Man mærker spændingen mellem dem – ikke mindst båret af deres individuelle musikalitet. Thomsen har en højt veludviklet evne til at udfolde Schaefferiske landskaber for det blotte øre, hvor han løsriver lyden fra objektet, så man ikke længere kan genkende lyden af papkrus og bestik, men i stedet bølger afsted i en immateriel verden. Pi kan ligeledes skabe sådanne effekter, men hvor Thomsen i højere grad agerer motoren, har Pi nemmere ved at påtage sig rollen som styrkvinde. Turcerova holdt igen, dog ikke uden velvalgte kommentarer, men det gjorde hendes fremtog endnu mere effektfuldt, da hun tog en solo. Og Carlsen, den evigt ansporende, formår altid at give sine medmusikanter noget at gribe uden at diktere. Det er en fin linje, som han formår at balancere, og bidrager altid til en fremdrift i musikken.

Det bølger frem og tilbage med stille susen i duetter og voldsomme udbrud. Og med et slipper vi denne verden. Intet er forløst. Og i morgen starter det igen.

Men vi fik en forsmag på næste gang med to korte ekstranummer – det ene kun på en enkelt bastone! Og en anden lidt længere, lidt mørkere i karakteren.

Vi siger tak til The Lost Mittens, som aftenens konstellation blev udråbt til at hedde.

Næste koncert var en duokoncert mellem den svenske kontrabassist Johannes Nästesjö og guitaristen Jørgen Teller. Sammen har de mere end 60 års erfaring som musikere og komponister af værker og til film, radio mm., og det er heller ikke første gang, de står i duoformatet sammen. Så sent som i juni sidste år udgav de albummet ”JJNovember One”. Så de spillet sammen. Og modsat forrige koncert var der ikke samme tilbageholdenhed fra start. Tværtimod. Teller lagde hårdt ud med bluesy melodistumper, mens Nästesjö fløj rundt i dekonstrueret skalaer i skiftevis flageoletter og fuldregister. Men hvor forrige koncert havde en konsensus, der fik musikken til at udpensle større formled, så spillede Teller og Nästesjo nærmere ved siden af hinanden som to sideløbende bevægelser der lejlighedsvis forende sig.

Men de er også to meget forskellige musikere. Hvor Teller i højere grad skifter brat mellem tilnærmelsesvise melodiske passager og rendyrket mikrotonalitet, så forkorter Nästesjö afstanden mellem rendyrket melodik og udvidet teknikker til et mere samhørigt udtryk. Ikke desto mindre mærker man stadig impulserne mellem dem, om end mere subtilt, og det giver passagerne, hvor de mødes i en forvrænget strygerduo mellem guitar og kontrabas, endnu mere gennemslagskraft. Og så er de videre igen ud af hver deres streng som en fangeleg uden de ved, hvem der fanger hvem. Men vi hænger på og lader tonerne skylle ind over os.

Man mærker især en stor, næsten barnlig, spilleglæde hos Teller, hvor idéerne bobler frem fra instrumentet uden stop (næsten), og så handler det bare om at følge med. Kun en enkelt gang stoppede han op, hvor Nästesjö trak det helt ned, så vi kunne få pusten igen.

Det giver en umiddelbarhed, hvor det ikke bliver fortænkt. Det handler ikke om, at de ikke er dygtige musikere, tværtimod, men at de kan slippe jerngrebet om forventningen, og der bliver plads til nye interaktioner.

Men i virvaret nærmere de sig hinanden langsomt, og Teller gav plads til at Nästesjö kunne udfolde sig over modale akkorder. De bliver mere afventende. De kaster melodier over til hinanden for at se, om den anden samler dem op. Til sidst føles det som de eftertænksomme og lidt sørgmodige passager står som et minde og en længsel for den bramfrie leg de havde engang sammen.

Det var en anderledes koncert, hvor man ikke på samme måde mærker skiftene. I stedet kræver det, at man læner sig tilbage og lader øret vandre frit hen over de toner, som opmærksomheden falder på.

Jeg ser frem til næste tirsdag d. 24/1 med Oswald/Užameckis/Asheim og Barefoot On Screen !Release!

Tekst og foto: Marcus Beherens


Johannes Nästesjö og Jørgen Teller

Skriv et svar