COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, ONSDAG 29. JUNI 2022: Vejret bliver ved med at gøre jazzhopping til en fornøjelse, og det får endnu flere mennesker til at søge tilflugt bag kølig jazz. Men i onsdags var det den muterede jazz, som fangede salt peanuts*’s opmærksomhed, og den herboende, estiske saxofonist Maria Faust lagde hårdt fra start.
Maria Faust Jazz Catastrophe: 3rd Mutation
Faust havde fået til opgave at underholde folket, som havde søgt tilflugt i Byhavens oase. Det er altid rart at kunne nyde koncerter under åben himmel. Det giver en løsere stemning og tiltrækker et andet publikum end det, der normalt ville gå til sådanne koncerter. Så stor cadeau til Byhaven for denne booking.
Sidste gang jeg oplevede Maria Faust (hovedbillede) var under KoncertKirkens Orgelfestival, hvor hendes Sacrum Facere Organ var absolut fænomenal. Intet mindre. Det var en gennemborende udrensning, og en koncert jeg vil huske i lang tid. Så forventningerne var høje – især med Anders Vestergaard på trommer (Girls in Airports, ZAV, Indra,) og Lars Bech Pilgaard på guitar (Bisse, SVIN, Marcela Lucatelli’s Brazillian Songbook). Fausts Jazz Catastrophe startede som et big band tilbage i 2012, men er nu blevet destilleret til en trio.
Fra første tone kunne man mærke den musikalske tyngde, som præger Fausts musik. Det var lige på og hårdt. Ingen introduction. Bare et tungt permuterende groove fra Vestergaard og en surfrock guitar fuld af reverb fra Pilgaard. Det hele flyder organisk. Pilgaard tager første solo og Fausts akkompagnement af akkorder og kontrapunktiske motiver flyder sammen med Pilgaard til en duo, alt imens Vestergaard pumper derudaf.
Der bliver klappet. Faust indleder næste nummer alene. En kvinde og hendes saxofon. Fuld af ængstelighed prøver hun at fortælle et halvt opmærksomt publikum sandheder fra sjælen. Hun hvæser, triller, blæser, og langsomt begynder publikum at forstå, der så bliver cementeret af Vestergaard og Pilgaards begyndende pumpen, hvortil snakken forstummer. Fausts musik sammensætter en inderlighed med en tyngde som er overvældende, og hun formår at indgyde det i samtlige genrer. Og hvor de første numre var tungere og mere rocket, så bød de næste på en drømmende, valset tostemmighed, og en tung og følsom fusionsrock.
Men de vender stærkt tilbage til den tungere, mere rocket del, hvor Pilgaard for alvor folder sig ud med effekter, sirener, mens Faust skærer den tunge sommerluft midt over med desperate skrig. Og mens de får pusten, holder den utrættelige Vestergaard publikum til ilden med en solo, der blander de evigt foranderlige og antydet impulser.
I sidste nummer indledte Faust en ballade, mens Pilgaard gik og rodede med en forstærker. Og da han aldrig hoppede ind, begyndte publikum at klappe. Musikerne griner til hinanden og overvejer, om de skal kalde det en dag. Men heldigvis for os, så tager de den igen; denne gang med Pilgaard.
Til dem som havde forventet jazz, som det svingede i gamle dage, så var det en katastrofe. Alle vi andre fryder os over, at Maria Faust bliver ved med at være med til at bidrage den sprudlende københavnske jazzscene.
Johanna Borchert: «Amniotic»
Det kunne sagtens have været et punktum for onsdag, men den herboende tyske pianist og vokalist Johanna Borchert opførte sin nyligt udgivet CD «Amniotic» i KoncertKirken, så det drog jeg afsted til.
Mørket var faldet på, og med KoncertKirken indhyllet i blåt lys, var det en skarp kontrast til friluftskoncerten fra tidligere. Men det passede godt til musikken. For Amniotic er en intim fortolkning af Borcherts tilbliven som mor; «udviklingen af liv før, imens og umiddelbart efter fødslen» som hun selv skriver om albummet. Det er et album, som har været længe undervejs, og det markerer et comeback for Borcherts som bandleder, der efterhånden har en del anmelderroste plader bag sig. Projektet blev til allerede i 2016, mens hun var gravid første gang, da Neill Cardinal Furio blev inspireret af en heldragt i falmet leopardmønster – som hun også bar i onsdags.
Med sig havde hun nogle fantastiske musikere, der foruden deres egne prisbelønnede projekter, indgår i andre sammenhæng med prominente musikere: Simon Toldam på synthesizers og simonizing (Simon Toldam Trio, Tak for dit brev, Marc Ducret, Han Bennink Trio) og Peter Bruun på trommer (All Too Human, Bruun/Westergaard/Kjærgaard Trio, Evan Parker, Django Bates). På pladen spiller også Mika Forsling på elektronisk processering (LUR, Cirkeln, AYLA), men han var forhindret i at være her i aften.
Koncerten startede lidt abrupt, eller rettere sagt, så var opstillingen en del af starten. For da musikerne kom på scenen, gik Bruun ud blandt publikum, mens Borchert raslede med nogle dingenoter til præparationer af klaveret. Og langsomt tonede en knitren fra Toldam ud af højtalerne, endnu mens Bruun stadig var på fødderne. Da han sætter sig, begynder et simpelt men effektivt lille motiv på klaveret, og Borchert synger en øm og folkelig melodi henover hoppende tammer og synth flader. Selve akkompagnementet trak linjer til Radiohead, mens Borcherts vokal bevæger sig ind over Tina Dickows univers.
Mellem de mere traditionelle numre bevæger trioen sig ud i det fri med spoken words, improviseret trommespil og fuld on simonizing med synth og basklaver. Det trækker publikum ind og skaber en intim atmosfære, mens vi sidder der i mørket. I de passager udfolder Borchert sin vokal mellem en hvisken og mere rytmisk, næsten pågående, fortællinger med rødder i 60’erne og 70’ernes free jazz scene.
Men så toner et spinkelt og fint klaver motiv ind igen, og Borchert hæver sig op og trænger mørket ud i krogene igen, mens Toldam ruller bassen ud mellem vores fødder, og Bruun skifter mellem polyrytmik, frie bækkener og helt igennem præcist afmærkede slag.
Tredje nummer, «The Mirror», var især nævneværdig, da jeg var sikker på, at jeg havde hørt det før. Men jeg har rådspurgt flere efterfølgende, og ingen kunne kende det. Så Borchert har formået at skrive et nummer, som rammer noget så dybt inde, at man allerede kender det. Alene for det, kan man kalde aftenen en succes. Hertil kommer også Borcherts fantastiske musikalitet som omfatter hendes ikoniske brug af pinde mellem strenge, der bliver aktiveret af en Ebow, flerstemmig sang og selvfølgelig hendes fornemmelse for, hvor hun skal tage styringen, og hvornår hun skal lade musikerne løbe frit.
Det var en igennem veldrejet koncert i en organisk miks af elektropop og impro, som skubber til grænserne af, hvad man kalder jazz. Men jazz har vel alle dage været paraplygenren, hvor man kan få lov til at skubbe til vores forventninger – selv når det betyder, at man spiller tung rock, elektropop eller impro uden for kategorisk rækkevidde.
Borchert kan officielt siges at være tilbage, selvom hun aldrig rigtigt har været helt væk. Jeg hørte hende bl.a. sammen med Anders Vestergaard tilbage i februar under Vinterjazz, hvor de levere en hypnotiserende koncert, der tryllebandt alle i KoncertKirken. Men man kan da kun håbe, at vi ser mere til hende og trioen fremover. Indtil da kan jeg anbefale CD’en «Amniotic».
Tekst og foto: Marcus Behrens
Johanna Borchert med Neill Cardinal Furio, Simon Todam og Peter Brun
