DEN SORTE DIAMANT, KØBENHAVN, 7. MAJ 2022: Det var en længe ventet koncert, som udspillede sig i Dronningesalen i går – ikke blot for publikum, men for Jakob Bro selv, som med stor entusiasme beskrev den japanske percussionist (eller freelancer som hun selv foretrækker) Midori Takada som en af sine heltinder efter koncerten.
Det var anden koncert sammen. Den foregående blev afholdt d. 30. april i Pierre Boulez Saal, som også har været med til at støtte projektet fra starten. Og det er altid spændende at høre hvordan musikerne interagerer med hinanden 2. gang, når det hele var 100% improviseret; noget som Jakob Bro afslørede i et interview med Kristoffer Møllegaard til Seismograf i løbet af ugen (som du kan læse HER) . Men som Bro videre fortæller i interviewet, så er der en gennemgående forkærlighed for minimalisme mellem Takadas og hans egen musik, som forbinder dem – og den forbindelse kunne tydeligt mærkes. Især de seneste udgivelser fra Bro har bevæget sig længere væk fra hans ophav i jazzen og mere over i en modal, tilnærmelsesvis ambient og minimalistisk følelse – især «Uma Elmo» fra 2021. En anden faktor er Bros fascination af Japans kultur og sprog.
Takada selv har fundet inspiration i Terry Riley og Steve Reich foruden sit arbejde med afrikansk og indonesisk musik, og har pioneret indenfor ambient og minimalistisk musik. Især hendes album «Through the Looking Glass» fra 1983 er igen og igen blevet fremhævet.
Aftenen var delt op i to sæt og blev suppleret af prominente musikere med tilknytning til pladeselskabet ECM, som Bro selv har udgivet plader på siden 2015.
Det første sæt bestod af Bro, Takada og den norske trompetist Nils Petter Molvær. Oprindeligt skulle det have været Palle Mikkelborg, men han var nødsaget til at melde afbud. Molvær var dog en glimrende erstatning, da hans rødder i fusionsjazz og arbejde med elektronisk augmentering af trompeten gav et helt andet lag til musikken.
Efter 30 min. pause blev Takada ’erstattet’ af den dansk-amerikanske tour de force Marilyn Mazur, som ikke behøver nogen introduktion, og den tyske cellist Anja Lechner, som foruden sin klassiske uddannelse har engageret sig i improvisationstraditioner fra hele verden.
Salen var fyldt, og Jakob Bro formår at samle et stort publikum i alle aldre.
Mens vi sad og ventede, kunne vi indtage Dronningesalen, som i aftenens anledning var udsmykket i rødt bølgende lys foroven og sort-hvidt mønster bagved musikerne. Hertil var der stillet en plante frem i højre side af scenen, og hele sceneriet henledte tankerne på en japansk have – hvilket også blev forstærket, da Bro indtrådte på scenen iført en traditionel japansk inspireret kimono.
Ingen småsnak fra musikerne da de kommer på scenen. Kun en fjern buldren fra Takada på en gong, der pirrer ørerne. Så sætter Molvær ind med et melankolsk motiv. Bro står afventende og lytter, mærker musikken, for så at svare Molvær med et mere håbefuldt tema, dog med en ængstelighed lige under overfladen. Generelt består motiverne af lange toner, som giver en modal følelse, hvori motiverne varieres uden at det bryder den meditative stemning, som vi befinder os i. Selv når Bro sætter en svag forvrængning på guitaren føles det kontinuerligt. Molvær lader melankolien dykke ned i et klimaks af fortvivlelse, og Takada hamrer på tammerne, som er spændt op i stativer på siden og giver en lighed til det koreografiske element i taiko / kumi-daiko med store bevægelser.
Molvær lader det rinde ud, og Takada indleder en solo på marimba. Stille og overvejende lyder de repetitive toner, der igen får os ind i en meditativ trance, og selv Bro og Molvær står og lytter. Bro begynder langsomt igen med et svagt, sitrende baggrundstæppe, mens Molvær elektronisk omdanner trompeten til et flerstemmigt orgel, der fylder hvælvingen af salen. På scenen stiller Takada sig i ringen af bækkener og danser rundt, mens hun spiller. Og langsomt ringer trompeten ud.
Efter en halv times pause er det tid til kvartetten, og igen er det percussionisten som åbner ballet. Mazur har sit imponerende setup af klokker med, og hun sætter hele rummet i bevægelse. Molvær sætter igen ind med sine melankolske toner. Bro lægger en drømmende forstørret akkord, og Lechner lægger en bund med lange strøg hen over celloen. Mazur sender dansende rytmer afsted, der sætter gang i duetter; først mellem Molvær og Lechner, og bagefter byder Bro Lechner op til en romantisk arie, der får luft under vingerne og svæver op, indtil alle stopper helt.
Molvær griber den igen med sin flerstemmige trompet og Lechner pulser hver forestillet 4. del med fingrene. Mazur griber uduen og Lechner træder ind i soloen, der langsomt falder ned i febrilske strøg i takt med Molvær endnu engang løfter sig mod hvælvingen.
Igen bliver der stille.
Molvær står alene. Kun Mazurs piblende fingre på tammerne bryder ensomheden. Bro følger Mazur med små hurtige og spinkle pluk, som han looper, og indleder en duet igen; først med Molvær, så med Lechner. Mazur maler scenen med torden og raslende bækkener.
Langsomt fader de alle ud, indtil det kun er Bros spinkle loopede pluk, som er hørbare.
Kæmpe bifald. Og selvfølgelig spiller de et ekstranummer med alle, siger Bro. Det var det vi havde ventet på. Takada og Mazur med/mod hinanden og verden – og der blev ikke lagt fingre i mellem. Ekstranummeret vendte det hele på hovedet. Hvor Takada og Mazur før havde ligget mere i baggrunden, så var man konstant opmærksom på dem nu. Melodierne blev akkompagnementet til deres dueller og fælles undersøgelser. Foran os lå den åbne prærie med bjergenes tinder i duetter, men det var det konstant pulserende underlag som fangede vores opmærksomhed.
Det er skønheden i Bros musik og ledelse. Hans musik lader musikerne komme til orde, uden at nogen snakker i munden på hinanden; noget han fortæller i interviewet med Kristoffer Møllegaard, han lærte af Lee Konitz. Bro indtager dirigentrollen, der former musikken med stemningsfulde akkorder og små motiver. Han træder sjældent frem i lyset – i skarp kontrast til en som Pat Metheny – og når han tager en solo, så synes det primært at være for at anspore de andre. Han skaber et rum, hvor musikerne lytter til hinanden og lader hinanden ånde. Og det kan mærkes dagen efter.
Det blev til et stående bifald, og vi glæder os til udgivelsen af denne konstellation.
Tekst og foto: Marcus Windfeldt Beherns
