KLUB PRIMI, KØBENHAVN, 1. MARS 2022: Det er årets første forårsdag – om end kun på papiret – og det er endnu engang tid til Klub Primi. Kulden bider stadig. Så er det godt, at aftenens program kan sætte fut i tingene. Aftenens program åbnede med Sophia Sagaradze & Neli Pantsulaia (hovedbildet) – sound installation, live-electronics, vocals, videos, lights, stage performance. Anden koncert var en duo mellem Claus Haxholm og Anne Mette Schultz, begge på vokal. Aftenen blev afsluttet af en tredje duo mellem Casey Moir, vokal og elektronics, og Elisabeth Coudoux, cello.

Jeg gik desværre glip af første koncert, men selve konceptet om et interaktivt værk på tværs af lydinstallation, video og performance, som udforskede ”the queer community” lød interessant. Så har jeg den til gode. Men røgen fra Sagaradze og Pantsulaia hang stadig i luften – bogstaveligt talt – da de næste gik på, så det har ikke gået helt stille for sig.

Næste koncert var Haxholm og Schultz. Kun bevæbnet med to mikrofoner fortalte de en ordløs historie. De har gennem en længere periode udforsket udkanten af sproget og har baseret nogle af deres studier på værker af Johannes V. Jensen og Ursula Le Guin, hvor de undersøger feltet mellem at være og sproget – og hvor regn eller sporskifte kun opildner dem.

Det starter med en hakkende rallen fra Haxholm, hvortil Schultz hurtigt støder til. Det er søvnløshedens drævende tomgang. Men den er ikke vedvarende. Langsomt transformeres Schultz’ rallen til en mors nynnen, mens Haxholm kommunikerer med et barns uskyldige og altbetydende ”ah” som former en fortælling omkring hele tilstedeværelsen. Vi bevæger os længere tilbage til halvkvalte støn og primale, præ-semiotiske lyde fra vores nærmeste slægtninge. Og igen vender vi tilbage til en nynnen og et barns utømmelige forsøg på at blive hørt. Alt sammen mens summen fra køleskabet omfavnede udtrykket i teknologiens hule.

Disse lyde veksler Haxholm og Schultz mellem, hvor det nynnede kommer til at fungere som refrænet i en klassisk rondo-form, mens stykker imellem bevæger sig længere ud. Og dog så slog denne struktur alligevel aldrig helt igennem. De samme lyde gik igen flere gange på den lille halve time, som koncerten varede, og det gjorde, at selve lydbilledet – uden de associerende følgevirkninger – blev lidt for sekvenseret i min optik, selvom det meget muligt kan have været hensigten. Ikke desto mindre er det et spændende felt med masser af plads til udforskning.

Aftenen gik på hæld, og den sidste duo mellem den australske, svensk-baseret, vokalist, Casey Moir, og den tyske cellist, Elisabeth Coudoux, skulle til at begynde.

Celloen starter hviskende mens buen hopper op og ned. Men kun i et øjeblik før intensiteten stiger i takt med Coudoux’ venstrehånd, der glider hurtigere op og ned på gribebrættet. Hertil fanger Moir stemningen og indleder en trancelignende messen – ikke ulig sufi praksisser – som hun forstærker gennem flere og flere loops af sin egen stemme, indtil det næsten føles skizofrent. Coudoux skifter til en mere traditionel harmoni mellem to toner, der starter i en stor terts (eller lille sekst) og glider op til en harmonisk klingende tritonus, der ellers er kendt for sin kradse natur. Men langsomt som Moir forener stemmerne, begynder Coudoux på et tungt bluesriff, og kun en enkelt stemme fra Moir klinger igennem som et orgelpunkt. Hertil bliver Coudouxs udsving større bevæger sig langsomt over i tilnærmelsesvist klassiske kadencer på tværs af oktaver. Især Coudouxs inkorporering af overtoner i kadenceringen formåede at omfavne en ramme uden at lægge sig entydigt fast på et spor. Og det skabte plads til at Moir igen kunne træde frem.

Moir og Coudoux havde et fantastisk sammenspil, som hele tiden vekslede mellem entydige harmonier og komplimenterende men selvstændigt spil. Musikken bølgede op og ned, men det var aldrig abrupt. Det flød helt naturligt mellem de to, og gav plads til at de hver især kunne udfolde sig. Og her var jeg især imponeret over Coudouxs evner til at spille guitar, bas OG cello på ét instrument.

Det var en aften hvor duo-formatet blev undersøgt i flere konstellationer, hvor ”To diamentralt modsatte livsbevidstheder mødes og skærpes i midt hjerte.” som Johannes V. Jensen skrev i Interferens (1901). Klub Primi er den gådefulde sphinx i Kødbyen, hvor mennesker kan møde sig selv og hinanden.

Text: Marcus Wuindfeldt Behrens