KLUB PRIMI, KØBENHAVN 25. APRIL 2023: Primi har nu eksisteret siden fordums tid før covid-19, dengang Primi sammen med Mandagsklubben på 5e gav et 1-2 spark til ugen med fantastisk musik. Mandagsklubben stoppede under nedlukningerne, men Primi fortsatte ufortrødent med at præsentere to (eller tre) fantastiske koncerter hver eneste uge. Men denne aften præsenterede Primi et nyt format.
Vi fik stadig en koncert fra Monday Band, apropos Mandagsklubben, men i stedet for den vanlige 2’er, så var der åben session. 2 sæt af 45 minutter. Og hvad kunne være mere naturligt end en åben session for improviseret musik?
Men først kickstartede Monday Band aftenen. Monday Band er efterhånden velkendte for Primis publikum. Det startede på Mandagsklubben af Halym Kim, og har senere vokset sig udover enkeltpersoner. Det går i alt sin egalitære enkelthed ud på at give konservatoriemusikere muligheden for at deltage i og kuratere et ensemble med improviseret musik. Og hver gang er det en ny kurator.
Denne aften var det Petter Asbjørnsen, den norske bassist, der havde æren at tøjle musikerne og præsentere os for tre kompositioner. Men som vanligt blev aftenen indledt med stilhed. Ivar Asheim havde præsenteret dem, de sidder på deres plads i en slags meditativ kontemplation. Asbjørnsen selv bryder stilheden med en munter melodi på overtonerne i Nielsens ånd. Den følger tilnærmelsesvis en strofisk form med variationer hver gentagelse. Efter første ’vers’ sætter de andre ind i antydninger af kontrapunktiske strofer, hvor de fleste toner synes at være klippet ud – men stadig i samme Nielsen-esque lethed. Og så stilhed.
Næste gang er det trompetisten Ben, der dikterer med dobbelte ’anslag’ næste formled, og de andre følger trop i lidt friere færd.
Anden komposition er lidt mere frijazzet. Lidt mere gyngende og bevægelig hvor musikerne bevæger sig rundt om en melodi, efterfulgt af et frit improviseret B-stykke, hvor fløjtenisten Mette og violinisten Lone var i fokus med lange vippende passager.
Sidste komposition, og den mest spændende efter min mening, fremhævede den kollektive konstruktion af Monday Band. Igen sad de i stilhed. Men denne gang var deres lyttesans skærpede. Og den mindste lyd fremkaldte et bestemt ”SHH!”. Men efter noget tid lader de alligevel instrumenterne tale. Trommerne buldrer og trompetisten lægger sig foran scenen, mens fløjtenisten bryder ud i solo. Mens det bygger op, tager Asbjørnsen trommer og klaver ud sammen med sig selv, så det kun er fløjten og violinen, der står tilbage og bygger mod et klimaks. Men før de når så langt, bliver de tysset på af Asbjørnsen. I stilheden efterfølgende får vi 9 bedeslag på klaveret (måske lidt mere) og guitaren, og trompetisten prøver at proklamere ”Solo!”, men bliver tysset ned. Han får dog lov anden gang. Vi nærmer os slutningen, og denne gang er det Asbjørnsen, der bliver tysset ned. Så selvom det er hans komposition, så tilfalder dirigentrollen ikke kun ham i Monday Band – selv når han er kurator.
Monday Band er altid god for interessante kompositionsformer, hvor anarkiet hersker, og teatralske elementer bliver inddraget – og så spiller de også godt. De er altid værd at opleve.
Bagefter var åbnede Ivar Asheim den åbne session, men jeg blev desværre nødt til at vende snuden hjemad, da vækkeuret tidligt næste morgen. Men jeg håber bestemt at kunne opleve en åben session en anden gang, da København har en vældig stor pulje af dygtige musikere – både indenfor og udenfor Primis vanlige udøvere.
Text og foto: Marcus Behrens
Petter Asbjørnsen
