COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, BAREFOOT RECORD LABELFEST, HUSET, TORSDAG 1. JULI 2022: Vi sidder i mørke under loftsbjælkerne i Huset Kbh på Xenon scenen. Kun et koldt blåt og hvidt lys strømmer ud fra scenen, hvor trommeslageren Håkon Berre sidder foran sit imponerende setup. Det er 2. dag på Barefoot Records Labelfest med tre koncerter hver dag – og i aften lægger Berre ud.
Hans soloprojekt er opkaldt efter hypotesen i fysik om mirror matter (ikke at forveksle med antistof), hvor partikler kan spejles og ændrer fortegn af alle rummelige koordinater. Det minder om kirale stoffer i kemi, hvor strukturen spejles, men har helt andre egenskaber.
Berre (som har spillet med Peter Friis-Nielsen, Morten Pedersen i Mighty Mouse, Aram Shelton, Ytterlandet m.fl.), har altid inkorporeret alskens objekter i sin musik, men han har i de senere år skiftet trommesættet ud med en STOR tromme, der fungerer som en resonanskasse for objekternes lyde. Og i hans soloprojekt er det stortrommen og elektronisk bearbejdning, der er værktøjerne til at afprøve hypotesen om mirror matter. Men selv hvis vi fandt direkte spejlinger af objekternes lyde, så er jeg ikke sikker på, at vi ville genkende dem. Men det er ikke destinationen. Det er rejsen, det handler om – og Berre skaber, former og omformer universer med metodisk og afmålt behandling af objekterne, der bl.a. inkluderer afskåret dåser, træxylofoner, bordtennisbolde, bækkener og metalskåle, som han får til at lyde som kirkeklokker. Vi bliver ført ind i uendelige universer, hvor fysikkens love ikke gælder længere, og hver lytter oplever sin egen fortolkning af dette univers.
Han arbejder med en form for call and response, hvor lydene først klinger i rummet og bliver så loopet, mens Berre fremhæver frekvenser, som ellers ikke var hørbare før. Det er højfrekvente lyde af flamingo på trommekanten, hvor kroppen er forsvundet og i stedet bliver skingre, metalliske og giver kuldegysninger.
Han lægger flere lag på, og til tider vokser det og fylder rummet med en rytmisk maskinel pumpen, og andre gange når lydene at klinge ud af loopet, før de næste kommer. Midtvejs kulminerer det i en traditionel trommesolo med lilletromme ovenpå stortrommen, og man kan mærke forløsningen af årtiers træning, når muskelhukommelsen får lov til at løbe løbsk. Sveden drypper af Berre.
Hver lyd ville kræve en afhandling for at blive beskrevet fyldestgørende. I stedet vil jeg anbefale lytteren bare at læne sig tilbage og lade sig drive afsted. Man kan sidde og gætte hvilket objekt, som har fremkaldt lyden. Men i øjeblikket føltes det ikke længere vigtigt.
Barefoot Records Labelfest fortsætter i aften med tre koncerter, og det er sidste aften, så jeg er sikker på, at det går ned med et brag. Jeg kigger i hvert fald forbi.
Tekst og foto: Marcus Behrens
