KLUB PRIMI, KØBENHAVN, 4. APRIL 2023: Solen har kun lige dukket sig bag ved de 4-etages lejlighedsbygninger på Søndre Boulevard, da jeg ankommer til H15. Der går ikke længe før Primis koncerter finder deres retmæssige plads i aftensolen. Men endnu er vi henvist til at søge ind i den dunkle kødby hver tirsdag for at finde god musik.
Aftenens første koncert bestod af en trio med den erfarne britiske pianist Pat Thomas (hovedbilledet) (der har medvirket på over 100 albums bl.a. sammen med Derek Bailey) den italienske vokalist og elektroniske musiker Andrea Silvia Giordano (der pt. har residency på Elektronmusikstudion, EMS, i Stockholm og udgiver et album inden længe) og den danske saxofonist Maria Dybbroe (der fast spiller i de kritikerroste grupper KØS, Caktus og Marathon foruden at være en del af kunstnerkollektivet Barefoot Records).
Bagefter var det en solokoncert og EP-release med LOA, den italienske multiinstrumentalist og kunstner Laura Zöschgs soloprojekt, men som også delagtig i projekter som ROOM, Blaume og Onbeat. Denne aften begrænsede hun sit arsenal til klaver og vokal, men først skulle vi høre trioen.
Trioen stillede op med Dybbroe i midten flankeret af Thomas på en hjemmelavet Kaoss Pad til venstre, og Giordano på til højre på melodika og vokal understøttet af flere pedaler og en mixer.
Og Thomas lægger ud med at sende lyde af et modem, der manuelt prøver at oprette forbindelse ud gennem højtalerne. Dybroe puster dragende og Giordano lægger et sfærisk lag.
Vi bliver ført ind i et ukendt maskinrum, hvor lamper blinker, stempler pumper og skvulpende lyde flyder rundt om alarmklokker. Konstant bliver vi væltet rundt i nye lydbilleder, men Dybroe står standhaftigt som et piletræ i en storm og svajer roligt og næsten upåvirket. Thomas og Dybbroe begynder kort at finde fælles fodfæste, men kun kortvarigt før Giordano pumper hidsige lyde ud gennem højtalerne og tvinger musikken videre.
Der gik sjældent 1 minut, før lydbilledet skiftede karakter, og omfanget af forskellige lyde fra blot Thomas var overvældende og næsten skizofrent – som en påtaget art brut. Det var tumultarisk for at sige det mildt, og vi fik som publikum aldrig lov til at lade forventningen tage styringen og afkoble vores opmærksomhed. Det kan være svært at lytte til, men samtidig fremmaner det umulige og paradoksale associationer på tværs af dimensionerne, når vi efterlader musikkens mythos og kaster os ud i den uhæmmede æstetik.
Vi sidder til sidst, mens Giordano kalder med melodikaen. 6 gange går den ubesvaret, og koncerten kunne sagtens være stoppet der, men Dybbroe tager fat igen med en lille sunget melodi, der bliver gentaget.
Det var en sjov dynamik mellem de tre: Thomas med de konstante lydbilleder, Giordano der vekslede mellem yderpunkter af rolige og næsten melodiske flader fra vokal og melodika, før hun braser ind på scenen med hårdhændet elektroniske udbrud. Og sidst en tilbagelænet Dybbroe uden hastige bevægelser som samlingspunktet mellem de to elektroniske musikere. Det var en af de koncerter, hvor minderne fremstår som lysglimt på en motorvej; man husker det uden at kunne påpege konkrete eksempler.
Det næste skulle heldigvis vise sig at være roligere, for én af den slags koncerter kan være fantastisk, men to kan i visse tilfælde kræve tilladelse fra din læge.
LOA er som sagt soloprojektet fra Laura Zöschg, og er kulminationen af en længere periode med manglende kreativitet, hvor hun til sidst fjernede alle indre barrierer, der udmundede i den selvbetitlet plade.
Zöschg rører ikke klaveret i starten. Det er kun hendes stemme, der toner ud i anfald af nervøse grin og stønnen, der måske formidler nogle af de tanker og tvivl, hun har haft gennem årene. Men langsomt samler det sig i rytmitiserede gisp, og enkelte toner fra klaveret får lov at brede sig som ringe i vandet. Man kan mærke, hun har en plan, eller et afgrænset billede af, hvordan koncertens opbygning skal forløbe, og enkelttonerne bliver afløst af treklange og hendes stemme bevæger sig længere over i sangteknikkens traditionelle domæne, og vi havner i en jazzballade lidt ved siden af sig selv. Og langsomt blander hun de to – sangteknikken og de menneskelige lyde – mens klaveret pumper tunge blokakkorder ud. Det er den indre kamp mellem kreativiteten og den evige påtrængende forventning af hvordan musik skal lyde. Hun sagde det selv i en passage af spoken words – med talekor udefra – at hun forestiller sig selv og resten af verden som skyer, som konstant ændrer sig.
Det er unødvendigt at sige, at Zöschg er kommet sig over sin kreative blokade. Det var en smuk blanding af menneskelige lyde, sang og spoken words, der blidt men bestemt førte os gennem hendes overvejelser i en svær periode. Men som Hunter S. Thomsens alias, Raoul Duke, sagde: «When the going turn weird, the weird turn pro».
Tekst: Ma<rcus Behrens
Foto: Lars H. Knudsen
Maria Dybbroe
Andrea Giordano
LOA (Laura Zöschg)
