COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, SØNDAG 3. JULI 2022: Vi sidder stuvet sammen i KoncertKirken rundt om scenen i midten, unge som gamle, mens vi venter på, at de sidste finder en plads på gulvet. Der havde også været så tomt på gaderne på vej ind. Men det var fordi, de alle sammen stod i kø til at høre aftenens hovedperson, Lucky Lo. Lo Ersare, der sidste år udgav singlen «Supercarry» under alteregoet Lucky Lo, har hurtigt taget fart. Og tidligere på året kom resten af pladen (der pt. er udsolgt) med tilsvarende lækre indie-pop numre, der har sendt hende til Roskilde Festival, og nu her.
Men i stedet for synth, trommer og en tungt gyngende bas, havde hun i stedet for Crush String Collective med i aften. Det trækker tråde tilbage til Lo Ersares tidligere bevægelse i avantgardemiljøet med forskellige ensembler – og Crush String Collective er et naturligt valg, da hun allerede har arbejdet sammen med Pauline og Nicole Hogstrand i projektet Øya.
Crush String Collective består af Maria Jagd (violin), Julija Morgan (violin), Tove Bagge (bratsch), Pauline Hogstrand (bratsch), Oda Dyrnes (cello), Ida Nørby (cello), Nicole Hogstrand (cello), som sammen og hver for sig arbejder på tværs af den efterhånden skævvredet linje mellem improviseret musik og moderne kompositionsmusik. Og de skuffede ikke.
Det var et godt miks mellem understøttende klangflader til Los vokal og udvidet teknikker fra moderne klassisk musik, der gav et ekstra lag i musikken, så de ikke faldt i den klassiske live strings kategori. I stedet tog de Lo’s værker ind i deres univers, og lod det ånde igennem deres musikalitet. Men i forhold til det ellers lettere akkompagnement fra pladen, så fremhævede Crushs akkompagnement nogle af de melankolske undertoner.
Crush åbnede også ballet med brudstykker af små melodier, der langsomt tog mere form og strakte sig udover åbne vidder. Det havde lidt en amerikansk lyd ala Florence Price, men det klædte værket, og gav plads til Lo kunne udfolde sin bevægende stemme, der uhindret leverede historier om kærlighed i Fruits in the Ocean, Sunrise/Sunset, Supercarry.
Efter første værk introducerede Lo bandet, og fortalte hvor glade de var for at være i KoncertKirken, der har støttet dem gennem årene. Efter det blev de resterende 5 arrangementer forbundet af Crushs smukke arrangementer, mens Lo sang og spillede på både banjo og Rhodes klaver.
Der var ingen tricks eller gimmicks, kun en ydmyg ærlighed og en glæde, som strålede fra deres ansigter, alt imens de tryllebandt alle i salen. Jeg vil følge Lo’s råd om «always tell how you feel» og sige, at det var en fænomenal koncert, og jeg glæder mig til optagelsen kommer ud.
Pianoduo med to af de bedste
Efter en omstilling er menneskemængden tyndet en lille smule ud. Det er også søndag aften, og mørket var faldet på, men det burde ikke være en undskyldning, når to af «Danmarks» mest interessante pianister spiller i en duo: Kaja Draksler og Simon Toldam (hovedbilledet). Jeg siger «Danmarks» om den slovenske pianist Draksler, fordi vi er så heldige, at hun deler sin tid mellem København og Trboje i Slovenien med afstikkere til Berlin og Amsterdam, hvor hendes oktet er baseret. Og med den prisvindende Toldam (Simon Toldam Trio, Tak for dit Brev, Paris Peacock) kan det kun blive interessant.
Det var en speciel opstilling, hvor de to pianister sad ved hver deres flygel med ryggen til hinanden. Mellem sig havde de et cembalo og et gulvorgel, så de var lukket inde mellem diverse tangentinstrumenter. Instrumenteringen og pianisternes evner gjorde det til en tidløs begivenhed, hvor fremtidens stemmer kom fra fortidens instrumenter.
De startede med flyglerne, hvor Toldam lod akkorder fordampe under hvælvingen, mens Draksler strøg strengene mod hårene med en ebow. Der toner sig brudstykker af melodier frem mellem de to. Den ene begynder, og den anden smiler og sender to toner tilbage. For så at få en kaskade af brudte toner tilbage igen. Toldam får orglet til at pifte og tude hidsigt, og Draksler svarer med små pluk fra cembaloet. Orgelet oscillerer i luften og cembaloet triller ind og ud af svingningerne, og ud fra instrumenterne bliver vi ført igennem øde bjerge, hvor vinden suser hult, til storbyens travlhed, hvor hvert enkelt menneskes drømme og nederlag bliver fortalt.
Draksler tordner på flyglet med en paukekølle og laviner af melodier fyger ud af flyglerne. De bevæger sig rundt i konstellation. Instrumenterne er allemandseje, og enhver indskydelse skal følges, så inden længe sad de omvendt af, hvor de startede.
Det var en meget anden oplevelse end Lucky Lo. Hvor Lo ramte dig klokkeklart i de følelser, vi alle går med, så gravede Draksler og Toldam noget frem indeni, vi ikke vidste var der. Men den kontrast gjorde aftenen helt fantastisk.
Mandag var hviledag for mig, ligesom i touren, (men salt peanuts* hviler ikke), men der er stadig 6 dage tilbage af Jazzfestivalen, så det skal vi ikke gå glip af.
Tekst og foto: Marcus Behrens
Lucky Lo
Crush String Quartet
