Niels Christensen var musikalsk leder af Montmartre i Nørregade i perioden 1976-89 og 1993-94. Efter det drev han eget musikkonsulentfirma i perioden 1993-2003, var ekstern musikproducent i Frederiksberg kommune (1995-2100), musikproducent Dunkers Kulturhus, Helsingborg (2006-2013), freelance musikkonsulent, og festivaludvikler, live-lydtekniker, pladeproducent. Han har også vært bassist med Benzon’s Railroad (1969-71), Nana Banana (1971-78) og i Børneværnet fra 1978.
Christensen har skrevet bøgerne ”Montmartre i Nørregade – mig og Monten” (People’s Press, 2010), ”Rugsted Kreutzfeldt – kom tilfældigvis forbi” (Gyldendal, 2016), ”Ama’r Nr. 1” (Her&Nu, 2017) og ”Er du klar over hvem jeg var?” (Forlaget Vilhelm, 2019).
Her kommentar han de enorme problemer de danske spillesteder tumler med på grund af den satans Corona-epidemi:
Ja, vort lille land er på røven.
Ja, vi skal alle stramme livremmen.
Ja, der er ikke råd til økonomiske svinkeærinder.
Ja, selvfølgelig skal også det i forvejen økonomisk skamferede kulturliv holde for.
Statens DJØFere (DJØF er en politisk uafhængig og medlemsstyret organisation. Foreningen ledes af Djøfs bestyrelse og er politisk delt op i 6 delforeninger, der repræsenterer hver sit ansættelsesområde, red. anm.) gør sikkert hvad de kan for at padle i malstrømmen, og uddelegerer ansvaret for de mere sofistikerede kulturelle områder til folk med umiddelbar indsigt, kendskab og respekt for deres vidensområde.
De to regionale spillesteder i København, ALICE og VEGA modtager solid støtte fra det offentlige. Fint nok, da begge spillesteder henvender sig til et stort, målrettet og indforstået segment af primært yngre musiklyttere.
Men – og der er et meget stort men i denne sag.
ALICE er resultatet af en sammenlægning af to tidligere velfungerende regionale spillesteder, hhv. GLOBAL (for verdensmusikken) og (COPENHAGEN) JAZZHOUSE (for jazzen). Sammenlægningen var en snedig og faktisk ret flot gennemført sviner, udtænkt af den daværende ledelse af Jazzhouse og de statsansatte omrokerings- og nedskæringsspecialister, der befolker Statens Kunstfonds syvpersoners projektstøtteudvalg for musik. Denne sammenlægning resulterede nemlig i en total udradering af al musik med blot en anelse af jazz i sig, til fordel for ”eksperimenterende samtidsmusik”, som det så bombastisk fremlægges på Alice’s hjemmeside.
Facit: Exit jazz – ind med techno, støjrock, indie, house m.m. Nul mere jazz hos Alice for økonomiske midler fra Statens Kunstråd. Sic!
Seneste udvikling i retning af den totale eliminering af jazz i hovedstaden, er det nylige drab på det legendariske spillested JAZZHUS MONTMARTRE. En opdatering af JAZZHUS MONTMARTRE fra privat drevet spillested med økonomisk hjælp fra diverse fonde, til regionalt spillested med et garanteret årligt tilskud fra Statens Kunstfond fire år fremover, kunne have give den nødvendige ro og en sikkerhed for at JAZZHUS MONTMARTRE kunne bevare og yderligere udbygge sit internationale ry som det, det er – nemlig gennem 61 år et af Europas mest legendariske jazzspillesteder.
Om det skyldes manglende indsigt i den ovennævnte udvikling på spillestedsfronten blandt medlemmerne i udvalget, eller om det skyldes en bevidst skrotning af jazzmusik i live form, får vi med garanti aldrig en forklaring på. Jo, der kommer måske et par DJØFistiske katten-om-den-varme grød-svar, men den egentlige begrundelse for at fjerne et stykke kulturhistorie som København kan være stolt af og som stadig udbygges år for år, lader med garanti vente på sig.
Men jeg vil tillade mig at kalde det, der er sket for den største sviner i dansk jazz’ historie. En sviner, der har været arbejdet på i flere år, og som nu endegyldigt beviser at professionel jazz, spillet live, ikke længere betragtes som støtteværdigt af landets væsentligste bevillingsgivere.
Ingen jazzklub i verden kan blære sig med en tilsvarende hitliste over verdensstjerner, der har gæstet de intime lokaler i Store Regnegade. Og her tænker jeg ikke kun på ”de sædvanlige”, Gordon, Webster, Getz m.fl., som var med til at cementere JAZZHUS MONTMARTREs ry i de første år, men som har ligget under mulde i flere årtier. Et kig på programmerne siden genåbningen i 2010 viser en lang række af jazzens verdensstjerner, der har fyldt lokalet med den skønneste musik i Store Regnegade. Historien går således videre og JAZZHUS MONTMARTRE hører fortsat til blandt Europas – for ikke at sige verdens – mest kendte og respekterede spillesteder for nutidig jazz.
Utallige danske jazzmusikere har også befolket scenen og har gjort deres til at kærligheden til jazz i alle dens utallige hybrider fortsat bringer glæde, udfordringer og tilfredsstillelse til det taknemmelige publikum. Og for slet ikke at snakke om de, der stod på scenen da MONTMARTRE lå i Nørregade 41. Og det ved jeg alt om, da jeg i al ubeskedenhed var musikalsk leder dér 1976-1989.
Lykkeligvis findes der stadig tosser, der stædigt og med glødende kærlighed præsenterer levende jazz i København; JAZZCUP i Gothersgade (Corona-kapacitet 40), PARADISE i Magstræde (Corona-kapacitet 35), BARTOF STATION (Corona-kapacitet 50), og enkelte andre, lader såvel danske som enkelte internationale musikere fyre den af foran det stadigt mere og mere musikhungrende publikum.
Men så længe de kloge hoveder inde i Statens Kunstråd går rundt med skyklapper, og mere eller mindre bevidst udelukker at finde den nødvendige støtte frem til spillesteder, der præsenterer alt andet end den nævnte ”eksperimenterende samtidsmusik”, må vi stuve os sammen så godt det kan lade sig gøre på de nævnte steder, og så ellers nyde jazz via vore analoge og digitale medier.
Tekst: Niels Christensen
Foto: Gorm Valentin
