Essays

Der findes ingen musik, der er let at spille

Hartmut Rosa skriver i bogen «Unverfügbarkeit» (Utilgængelighed), at vores trang til at definere alting omkring os hænger sammen med modernismens projekt om at gøre alting tilgængeligt. At give en definition eller et navn er en måde at gøre en ting, en situation, et koncept, et menneske tilgængeligt.
Hagen ved tilgængeligheden er – igen ifølge Rosa – at vi ikke kan indgå i et forhold af resonans med det tilgængelige. Definitionen på tilgængeligheden er netop at have magt over tingen (personen, konceptet).
Der er en sprække for forståelse her: Det at have magt over en ting er ikke det samme som at kende den fuldt ud. Den sprække leder hen til et af mit gamle postulater: Som mennesker sætter vi ord på alt. Ordene giver os indtryk af at kende det vi fornemmer eller møder.  Men det eneste, vi kender, er ordet for tingen. Ikke tingen selv.
Ordene gør at vi kan komme videre, at vi har defineret tingen, så vi kan beskæftige os med noget andet. Jazz? Ja det kender jeg. Romantik? Fransk vin? Glæde?
Det, vi i virkeligheden gør, er at snyde os selv for selve muligheden for at opleve tingen i sin mangfoldighed. Vi kender ordet og skynder os videre.
I virkeligheden bruger vi ordet til at beskytte os mod noget, vi hverken vil eller kan forstå. Det gælder i mange dele af livet.
Lykke? Ja vi kender ordet, men hvad betyder det?

I nogle år bemærkede jeg, at mange af mine venner blev skilt fra deres mangeårige partnere, hvorefter de kastede sig ind i nye forhold, hvor de levede på måder, der mindede påfaldende om de forhold, de levede i tidligere. Jeg tænkte dengang, at jeg hellere ville genopdage min kone. Jeg ville se hende som en kvinde, jeg netop havde mødt, en kvinde jeg begærede, og som jeg måtte opdage i alle aspekter. Jeg kunne ikke se, hvorfor det skulle være nødvendigt at finde en ny person at opdage. Vi ændrer os alle konstant gennem livet. Det skal vi opdage, udforske og forbløffes over. Der er så meget af os, vi ikke kender.
Ideen om, at vi når frem til at kende os selv i alderdommen, er naiv: På den tid vil vi kun kende vores gamle jeg. Selvfølgelig med det evigt unge sind, alle gamle fortæller de har. Men i virkeligheden bliver vi nødt til at udforske os selv som gamle og verden og vores forhold til verden, på samme måde som vi udforskede den som børn og unge. Men vi er ikke de samme.
Så lad os blive ved med at udforske og genopdage hinanden.

Det virkede ikke. Mit ægteskab gik i opløsning, og nu prøver jeg igen, for jeg tror faktisk at ideen er god.

Vi bliver nødt til at gå til verden på en måde hvor vi konstant genopdager den, hvor vi konstant forundres.
Jeg brugte i mange år denne tankegang som argument for at lave ny musik. Ny musik og ny kunst i hele taget bliver ofte skældt ud for at være uforståeligt. Og bliver tit bebrejdet, at det ikke gør det samme som anden musik.

Jeg fortæller ofte en historie. For mange år siden, lige da jeg blev færdig med konservatoriet afløste jeg en musiklærer i en gymnasieklasse i tre måneder. Det var meget hårde betingelser, da timerne var to timer i træk sidst på fredag eftermiddag, så alle eleverne ville grundlæggende bare videre.
En dag spillede jeg fire stykker musik for dem for at høre, hvad de tænkte om det:
Første stykke var Mozarts klaverkoncert i A-dur spillet af Horowitz og la Scalas orkester. Det er en vidunderligt smuk indspilning. Eleverne reagerede ved at sige «bedsteforældre», «kedeligt» og den slags ord.
Derefter spillede jeg noget jazz for dem: Sonny Rollins stykke «St. Thomas» fra pladen «Saxophone Collossus». Igen et stykke musik jeg virkelig elsker. Det blev kaldt «søndag morgen», «forældre»  og igen «kedeligt».
Tredie stykke var noget rock: Det var et demobånd, som nogle af deres venner havde lavet. Det var spillet så godt, som man kunne forvente af gymnasieelever. Dertil blev der begejstret sagt: «gang i den», «fedt» og en masse ord i den retning.
Det sidste stykke var Ligetis «Lux Eterna», korstykket som kendes fra Rumrejsen 2001. Stemmerne glider rundt og det er et meget fantastisk stykke musik.
Her sagde en elev: «Det er som at ligge på en mark en sommerdag», en anden sagde: «Det er som at være lukket inde i en grotte».

Pointen for mig var, at det eneste stykke musik, som de opfattede med alle deres sanser og følelser var «Lux Eterna». Og oplevelserne var helt personlige og modstridende. «Lux Eterna» havde lukket dem op og var trængt ind i dem. De andre stykker blev affærdiget med ord, som de var meget enige om: klassisk, jazz, kedeligt, rock, gang-i-den osv. Med «Lux Eterna» blev de nødt til at bruge billeder for at beskrive deres oplevelser og følelser.

Det blev for mig det store argument for nødvendigheden af at lave noget, man ikke kender.

Hvis vi accepterer, at musik taler til det i os, som vi ikke kan fatte med ord, bliver vi nødt til at spille musik, der kommer udover ordene.

Derfor bliver vi nødt til at spille musik, der ikke findes ord for, hvis vi vil kommunikere med alt det uforståelige i hinanden. Det nytter ikke at sige noget eller at spille noget, som andre allerede har sagt og spillet før os.

Ordene bliver på den måde forhindringer for forståelsen. Vi beskytter os med ord mod den overvældende omverden. Især bruger vi ord til at beskytte os mod vore egne følelser.
Hvor Rosa ser ordene som udtryk for at vi har taget magten over tingene, opfatter jeg snarere, at vi bruger ordene til at holde tingene på afstand.

…..

Rosa bruger ofte historien om en højt estimeret koncertpianist, der bliver ved med at spille Beethovens «Måneskinssonate». Og bliver ved med at kunne lide at spille den.
Rosa bruger dette som eksempel på, at man kan blive ved med at opdage nye facetter i noget musik, og dermed at mysteriet i stykket er så utilnærmeligt, at man aldrig helt vil kunne forstå det og eje det. Det er ifølge Rosa det, der skal til for at kunne indgå i resonans med en komposition.
Det passer godt med mine ideer om altid at genopdage hinanden.

Jeg tror nu, at der er noget mere i det. Min lærer på konservatoriet, Butch Lacy, sagde at det vi som musikere skal, er at sætte os i kontakt med den store strøm af musik som omgiver os. Vi er de nødvendige medier mellem Musikken og andre mennesker.
Man kan forstå, at det pianisten Igor Levitt gør ved at spille «Måneskinssonaten», er, at han sætter sig i kontakt med hele den store musik. «Måneskinssonaten» bliver for ham kontaktpunktet med alt det store og mystiske.  Derfor bliver han aldrig færdig med stykket. Det er et brudstykke, der indeholder det hele.
Butch Lacy sagde også: «der findes ingen musik, der er let at spille». Det er netop det Levitts «Måneskinssonate» viser: Hver gang man spiller, spiller man den store musik.

Alt hvad vi lever er Livet.

Hasse Poulsen
JAZZmusiker

Skriv et svar