Forleden fortalte en ven mig, at han havde vist ”Tom’s Wild Years”-videoen fra kirkegården i Søllerød til en svensk bekendt. Denne svensker havde svært ved at forlige sig med min danske accent på Tom Waits’ sange. At høre det ramte mig et sted, hvor jeg er temmelig følsom.
Min mor, en englænder og jeg har lært at læse i Kenya – på engelsk selvfølgelig. Hele min barndom besøgte jeg familien i England en gang om året og jeg har endda gået lidt i skole i Nordengland. Da jeg var 19-20 år boede jeg et år i USA. Dengang var min udtale så rigtig, at jeg kunne bilde amerikanere ind at jeg kom fra Kenosha, Wisconsin. Det er endda lykkedes mig at bilde en fyr fra Kenosha det ind. Selv om jeg ikke havde en arbejdstilladelse, fik jeg arbejde som dørmand på en jazzklub i Boston. (Det blev en kort karriere: allerede første aften bad bossen mig om at smide en vis Jaco Pastorius ud. Det nægtede jeg.) I dag bor jeg i Frankrig og holder meget af franske intonationer i det engelske, så der er nok en del af den lyd i min udtale også.
Kort sagt har jeg en meget blandet accent, en accent som afspejler mit liv, og ligesom når det gælder musik synes jeg, at det er vigtigt at være i kontakt med livet og det levede.
Selvfølgelig kan jeg godt høre danske og andre bizarre lyde komme ud af min mund. Jeg hører de lyde, når jeg snakker fransk, når jeg snakker engelsk, og endda en gang imellem når jeg snakker dansk. Og jeg hører dem når jeg synger, hvilket straks er værre.
Jeg tænker ofte at det ville være en ide at være nogle måneder i USA – i Houston fx eller i Nashville – for at få en mere autentisk accent.
Men bortset fra det faktum, at jeg godt kunne tænke mig at besøge Houston og Nashville, er der en kæmpe modstand i mig mod at give indtryk af at være andet end det, jeg er. Kunst er en lang kamp for at acceptere sig selv og livet, og at få andre til også at acceptere det.
For ca. tredive år siden promoverede sangerinden Hanne Boel en plade, der samlede gamle popnumre som ”I heard it through the Grapevine” og ”Son of a Preacher man” ved at annoncere, at hun havde fundet sig selv i denne musik. En middelklassedansker der finder sit jeg i afro-amerikansk soul, og som synger med en næsten fejlfri amerikansk accent. Det syntes jeg – og synes stadigvæk – er noget af det forfærdeligt sludder. Jeg taler ikke om musikkens kvalitet. Kun om forholdet mellem musikeren og det store mysterium, vi kalder Musik.
Vi har alle accent. Vores sprog afspejler vores ophav og vores historie (ikke sandt André Minvielle?) Saxofonisten Frode Gjerstad presenterede sig i en årrække som den eneste saxofonist, der ikke lød som Jan Garbarek. Det var morsomt for en ikke-nordmand som hørte en masse modulationer i Gjerstads lyd, som han havde tilfælles med Garbarek. Disse små modulationer hører jeg hos mange nordmænd, og jeg er overbevist om, at vores modersmål giver selv vores instrumentalmusik nogle særlige træk.
Her kunne vi kaste os ud i en diskussion om autencitet i musikken, men det er en diskussion med mange faldgruber: Hvis man kræver af en afrikaner at han spiller afrikansk musik, hvis man kræver eftertænksomhed og moltonearter af en skandinav, hvis man mener, at sorte amerikanere skal spille blues eller rap, bliver man til en slags fængselsvagt.
Vi har alle ret til at spille, det vi har lyst til, og det er igennem tilfældige møder og uheld at musikken finder nye veje. Et midt i lyden og larmen har vores personligheder med deres fejl og forskelle en vigtig rolle i udviklingen.
At mene, at en dansker, der har boet 24 år i Paris, skal synge med en indfødt Californisk accent, er at kræve en løgn. Det betyder at lytteren ikke vil lade sig røre af kunstneren og hans musik, men først og fremmest søger at få sine egne drømme og illusioner bekræftet.
En stor del af show-business bruger illusion på yderst bevidste måder til at forføre publikum. Det betyder selvfølgelig ikke, at den musik der kommer ud af det, ikke i sidste ende er stor kunst.
Det er faktisk ikke så nemt: Musik er i sig selv en formalisering af følelser. Musik kan ikke symbolisere noget konkret og toner har ingen objektiv betydning. At Richard Strauss påstod at kunne afbilde en stol i musik (eller en dag i hans liv) er meget morsomt og kan afvises på den tid, det tager at spille musikken.
Musikkens betydning ligger i dens kapacitet til at åbne for lytterens kontakt til sine egne følelser. Alle vores instrumentale teknikker, al vores viden, hele vores psykologi bliver sat ind på at røre ved og åbne for lytternes følelser. Når det er tilfældet, hvad er der så i vejen for at fjerne en accent, der skaber en barriere? Risikoen er, at man mister sin musikalske personlighed og sin hårdt tilkæmpede kontakt med kunsten og musikken for blive en kustode.
Jeg har altid været fascineret af hvordan sangere som Matthieu Chédid har kunnet slå igennem med stemmer der var mærkelige eller forkerte. Det er det samme med instrumentalister som Adrian Belew og Bill Frisell som har vendt de gængse teknikker ryggen for selv at opfinde de teknikker, de havde brug for i deres musik. Og Edward Perraud.
I mine forældres generation diskuterede man i alvor om det overhovedet var muligt for hvide at spille jazz. Skal man være amerikaner for at spille jazz?
Det bliver et helt politisk spørgsmål og det har krævet en stor viljestyrke af en generation af musikere og koncertarrangører at få anerkendt, at europæiske jazzmusikere kan være kunstnere på niveau med de største amerikanske jazzmusikere.
Spørgsmålet om accenter bliver således til et spørgsmål om at stå ved sig selv og sin personlige historie. Kan jeg være troværdig hvis jeg klæder mig ud som klovn eller amerikansk vagabond, når jeg prøver at fortælle noget vigtigt?
Hver af os må finde sit eget svar, et svar, der afspejler om man søger at skrive sig ind i en allerede etableret drøm, eller om man snarere søger at frigøre sig for de historier og tankesæt, som vaner og traditioner holder os fast i.
For midt vedkommende vil jeg blive ved med at lave den musik, jeg hører på den måde, jeg hører den. Og så håber jeg, at mine accenter og accentueringer ikke skræmmer for mange mennesker væk.
Hasse Poulsen
JAZZguitarist
