Når man bygger et rum op tænker vi som regel på de tre faste dimensioner: længde, bredde og højde. Mange tænker helt naturligt på tid som den fjerde dimension: Hvordan det tredimensionelle rum udvikler sig med tiden.
Jeg har i mange år tænkt på et stykke musik, som et rum vi kan bevæge os rundt i mentalt, parallelt til hvordan vi fysisk bevæger os rundt i i vores normale fire-dimensionelle verden. Det er svært – faktisk på mange måder umuligt – at overføre ideer, som man sanser med en sans til en anden. Jeg har fx ofte haft lyst til at lave musik, man kunne bevæge sig rundt i på samme måde, som man kigger på et billede. Hvordan skal man oversætte en billede til musik? Hvad er op og hvad er ned? Hvad er dybde? De elementer kan vi oversætte rimeligt bogstaveligt ved hjælp af tonehøjder og dynamik. Det er straks sværere at oversætte farvenuancer til lyd. Hvilken klang eller hvilket instrument svarer til rød? En tuba? Det giver ingen mening.
Der er mennesker, der kan opfatte bestemte farver som bestemte lyde og på andre måder kombinere sanserne: synestetikerne.
Min måde at tænke rum i musik er helt på ørets betingelser. Som altid i musik findes der ingen objektive regler. For at skabe et rum bliver jeg nødt til at starte med at opstille en normalitet. Hvis det er tonal musik, vil en tonal skala som regel være grundelelmentet: En skala er en opbygning af energi. De fleste skalaer består af 5 eller 7 toner (sjovt nok kan man kombinere en durskala, som har syv toner, med en pentaton skala som har fem og få en perfekt tolvtone skala. Prøv at kombinere c-dur og F#dur pentaton). En af tonerne kaldes grundtonen og er det energimæssige centrum. Alle toner prøver at nærme sig grundtonen. Jo længere man kommer væk, jo større spænding skaber man imellem tonerne. Og det er lige præcis spændingen mellem tonerne, der skaber et rum, vi kan bevæge os rundt i. Som regel husker vi tydeligt stykkets grundtone, selv når den ikke bliver spillet, så enhver ny tone vil øge eller formindske spændingen. Den måde vi bevæger os rundt er ved hele tiden at forestille os, hvad den næste tone kan være, hvorefter vores forventninger bliver opfyldt eller skuffet. Så det er en leg mellem musikken og vores fantasi.
Hvis man ikke arbejder med tonal musik bliver man nødt til at lave skalaer ud af andre elementer i musikken for at kunne arbejde med spændingen mellem forventning, skuffelse og forløsning. Man kan lave en spænding ved hjælp af et tempo, eller på anden måde lave en slags rytmisk skala. Man kan lave skalaer af dynamikken eller af klangfarver, eller orkestrering, dvs hvilke instrumenter man spiller. Eller man kan arbejde med så vidt muligt at fjerne enhver spænding og lave mere eller mindre statisk musik eller tilfældige lyde. Der er faktisk ingen regler, man må selv finde på det.
Men uanset hvad bliver man nødt til at opbygge en normalitet: Det her er hjemme – derfor er det andet her ude. På den måde skaber man et musikalsk rum, der ligesom vores fysiske rum fornemmes som længde, dybde, højde og tid.
Og det rum kan vi bevæge os i.
Der er mere til musik end teknik, som de fleste nok har opdaget. Det ekstra kaldes mange ting : groove og swing er nogle ord, der bevæger sig væk fra det tekniske. Er en swing-ottendedel det samme som en en fjerdels- og en ottendedels-triol? Eller nærmer den sig punkterede sekstendedele, eller er den mere lige som matematiske ottendedele? Skal man ligge langt fremme eller tilbage på slaget ? Intet er mere rigtigt end andet, så vi taler om feeling.
Fra feelingen kan vi bevæge os videre til det store uforståelige, som vi kalder magien: Hvad er det ved noget musik, der gør at det nogengange rammer os?
De religiøse taler om tro og guddommelighed. De mere profane taler om spiritualitet. Der er noget mere end det vi kan måle. Der er noget, det er endda det vigtiste, som vi ikke kan sætte ord på.
Min aktuelle yndlings sociolog Hartmut Rosa har brugt mange år på at skematisere og formulere det, vi ikke kan formulere: For det første taler han om, at vi søger efter en kontakt med livet og med alle dele af det for at føle en ”mening ” ved det vi gør. Den kontakt kalder han resonans. For at musik skal give mening for os, skal vi føle os i resonans med musikken. For at at kærlighedsforhold skal virke, skal vi føle os i resonans med den elskede.
Men vi kan ikke føle os i resonans med noget, vi forstår eller behersker helt. Vi kan kun føle resonans for noget, som vi ikke helt kan forstå. Vi kan fx føle os i resonans med en solnedgang. Kender vi farverne? Kan vi give dem så præcise navne at et andet menneske kan male netop den solnedgang? Eller formerne på skyerne?
Men følelsen af resonans er meget stærk.
Jeg foreslår at vi ser resonans som den femte dimension: Noget, som vi ved findes, men som vi ikke kan definere eller endda forstå.
Uden resonansen bliver musik til melodigrandprix, x-faktor eller dårlig undervisning. Det har bare intet med sagen at gøre.
Vi kan lære alt det tekniske omkring musikken: former, instrumenter, fingerbevægelser, vejrtrækning, frasering… der er ingen grænser, men hvis vi ikke er følsomme overfor resonansen, kunne vi ligeså godt sælge kartofler, som Attila Engin sagde.
Vi kan træne os op til en åbenhed overfor resonans. Vi kan træne os op til at skabe mulighed for at resonans opstår, men vi kan ikke købe resonans på internettet eller blive dygtige til at skabe resonans ved at vifte med en doctordisputats.
At øve sig på at skabe gode muligheder for resonans kræver at vi optræner nogle helt andre evner end dem, vi kan måle og veje.
Når vi har så travlt med at få alt reduceret til noget, vi kan måle, gør vi det præcist modsatte.
Som Sun Ra sagde: ”Verden er på den rette vej, men går i den forkerte retning.”
Desværre gør al vores målen og vejen det, vi måler, totalt meningsløst, så vi bliver nødt til at finde på noget andet.
Er det værd at gøre den store indsats, det kræver at udvikle resonansen i vore liv?
JA!
Hasse Poulsen
JAZZmusiker
