Essays

Det, det hele handler om

Jeg var repræsentant i Drac, iIe de France i tre år fra 2009. Som musiker var jeg Expert Musique og vi var tre musikere i et udvalg på ca 24. Der var direktører for festivaler, administratorer fra regioner og store institutioner som Cité de la Musique.  Jeg var meget imponeret over den indsigt, de forskellige medlemmer havde i musikken og musiklivet, imponeret af deres engagement og viden. Ligesom at de ansatte i kulturministeriet imponerede mig med deres meget grundige kendskab til musiklivet, og om hvad de enkelte musikere gik og lavede.

Efter at have brugt et år på at finde ud af, hvad der var op og ned, begyndte det at dæmre for mig, at på trods af al den velvilje og expertise, der var repræsenteret i udvalget var det totalt umuligt at lave noget, der havde en virkelig betydning for musiklivet.
Det er set fra min synsvinkel. Jeg er musiker og arbejder hele tiden, hver dag med at lave noget musik, der fungerer. Og jeg ved, at det er der tusindvis af andre musikere, der også gør.
Paris-regionen, Ile de France, har små 12 millioner indbyggere. Det er centrum i et af de mest kunstinteresserede lande i verden. Der bor tusindvis af musikere i Paris, der alle arbejder hårdt for at lave god musik – og for at overleve.
Ud af de tusindvis af kvalificerede musikere vælges 60-70 stykker, som får mellem 140.000 kr og 3 millioner kr. – Når budgetterne bliver større går de ind over finansloven og forhandler direkte med ministre og politikere. Det gælder for eksempel operahuse og den slags.

Måden Drac sorterede de uønskede fra de valgte, var at gøre det ekstremt kompliceret at søge. Man skulle repræsenteres af en forening, hvilket i sig selv er et bureaukratisk mareridt og have alle mulige officielle numre og tilladelser. Man skulle også kende en i sekretariatet, for de oplysninger, der stod på hjemmesiden om datoer passede ikke, og de e-mail adresser man kunne finde på samme sider virkede ikke.
Nu er sekretariatet meget hjælpsomt og det er altid muligt at få et møde med en af inspektørerne som forklarede indgående, hvordan man skulle gøre. Og gav gode råd – og som endda sendte ansøgningerne tilbage med kommentarer inden deadline, hvis der manglede noget – og det gør der altid. Det er en direkte modsætning til de danske støttesystemer, der ikke forklarer noget som helst, men gemmer sig bag formler om at ”der er mange kvalificerede ansøgere, så… ”

Alt i alt lykkedes det omkring 80 ansøgere at komme igennem filtrene, og af dem skulle knap halvdelen støttes.

I en periode hørte jeg mig selv sige, hver gang jeg udtalte mig om noget : ”det er ikke sådan musiklivet fungerer. ”

Kort fortalt mener jeg at stort set alle ansøgere var kvalificerede og at pengene burde fordeles mellem dem alle. Der var selvfølgelig en eller to smarte legat-ryttere, som vidste hvordan den skulle skæres, uden at kunne lave ordentlig musik. Men det var kun en eller to. Det kan man kalde et akceptabelt tab. De 70 andre – og tusindvis af andre musikere – er kvalificerede og hårdt arbejdende.

Det gik op for mig, at afhængig af vores plads i musiklivet har vi helt forskellige perspektiver.

Mit perspektiv er musikerens. Jeg /vi går op i de mindste detaljer:
Skal bassisten spille første solo i en koncert?
Hvordan spiller jeg overgangen fra en d-mol til en ges-dur så det lyder naturligt?
Skal jeg bruge messing eller nikkel strenge?
Og især: hvordan skaffer jeg jobs og hvordan skaffer jeg penge (til at leve for og til at lave mine plader og projekter for).

Så er der spillestedslederen:
Hvordan sammensætter jeg et interessant og varieret program indenfor den stil, jeg præsenterer?
Hvordan får jeg publikum til at komme?
Og: Hvordan skaffer jeg penge?

Interesseorganisationerne tænker:
Hvordan kan vi få mere jazz (barok, avant-garde, elektronisk, rap, rock, kammer, symfonisk, afrikansk, folke, folk, free, country, nykomponeret, konceptuel… osv…) musik i musiklivet?
Og hvordan skaffer jeg penge?

Musikrepræsentanterne i kommuner, regioner og stat tænker:
Hvordan får vi mere musik rundt i landet?
Og hvordan skaffer vi penge til det?

I kulturministeriet tænker de:
Hvordan får kulturen en større plads i vores samfund?
Og hvordan skaffer vi penge.

Fælles for alle i musiklivet er interesse for musik og en søgen efter penge.

Selvfølgelig er der ingen andre end musikere, der interesserer sig for de endeløse muligheder i en skala.
For bookeren er vi bare en repræsentant for et eller andet. Hvad enten vi vil det eller ej.
For musikeren er bookerne også kun repræsentanter for muligheder for at spille og tjene penge. Musikere er ligeglade med deres overvejelser, om hvor svært det er at få det hele til at gå op.

En booker og en kultur-administrator kan høre utroligt meget forskellig musik og have et overblik over strømninger og stilarter.
De har også meget brug for at lave stildefinitioner for at kunne fordele pengene imellem sig. Og for at et publikum kan forstå, hvad der rører sig.
For musikerne er stilarterne et helvede, der gør livet uoverskueligt og kompliceret. Vi ser sammenhænge fra Satie til Monk, Johnny Cash og John Cage. Fra Bach til Parker og Ligeti.
Musikerne har travlt med at forstå musikken i deres egne hoveder.

Som musikere ved vi, at musik findes i mellemrummene mellem stilarterne. Ikke kun selvfølgelig. Nogle mennesker laver det samme hele livet. Johnny Cash. Dr. Dre. og ham vi alle kender. De vil selvfølgelig ikke selv se det sådan, men når vi kommer lidt på afstand har månen den farve måner skal have.

Kommisioner og udvalg må siges at være demokratiets svøbe.

Hvordan kan et menneske være kvalificeret til at vide, hvad der er værdig kunst?  Det er og bliver noget vrøvl. Jeg har personligt en masse meninger om, hvad god kunst er, men det er meningsløst at prøve at lave regler på grundlag af min smag.

Det eneste vi ved er, at vi altid tager fejl.

Så i betragtning af, at penge er det, det handler om for alle, ville det være utroligt frugtbart at finde nogle måder, der gør, at penge ikke længere bliver et problem for alle.
Hvorfor skal vi spilde vores tid med at sidde i kommisioner og begå endeløse striber af fejl?
Kan vi ikke forestille os andre måder at fordele pengene på?

Penge er ikke kun et problem for musikere og musik-administratorer. Penge er et problem for alle.

Tror i ikke, at det er muligt at finde gode løsninger på det problem?

For alle?

Hasse Poulsen
JAZZ-musiker

Skriv et svar