Essays

Fejl!

Man sidder der bagerst i studiet i en sofa, der hverken er ny eller smart. Man falder tit i søvn når teknikeren går i gang med at finde de rigtige effekter til de forskellige instrumenter. Hvordan bliver det hele mere klart og præcist? Toner bliver rettet. Dér var saxofonen lidt for tidligt på den… eller var det guitaren? Faktisk efter at have rykket rundt på tingene lidt finder man ud af, at stortrommeslaget lever i sin egen verden og giver øjeblikket et skævt præg. Men det er umuligt at rette på det, da det går ind i alle mikrofonerne, så man må leve med det.

Det værste er, når ens eget instrument bliver isoleret i en solo. Selvfølgelig med de bedste intentioner : Ved at isolere instrumentet kan teknikeren lave den bedst mulige lyd, som så selvfølgelig bliver rettet ind sammen med de andre instrumenter.

Men det er forfærdeligt at høre på. En masse toner ligger lidt skævt rytmisk. Man spiller generelt for staccato – eller for legato – og især for hårdt. Man burde ligge længere fremme på slaget – og det værste er, at mange af fraserne ikke ved, hvor de skal hen. Eller de skifter retning midt i en tanke. Og så er der tonen, eller endda flere toner, der er helt ved siden af. De er bare forkerte. Tit prøver man at tage dem ud, men det er ikke altid muligt. Nogen gange bliver det kun værre. Eller også kan man høre et ekko af den tone, man tog ud i de andres mikrofoner.

Det er virkelig en hård øvelse.

Ligesom når man hører koncertoptagelser med alt det usammenhængende grammatisk forkerte sludder, man når at få fyret af mellem numrene.

Men, det er måske ikke så galt alligevel.
Man kan drukne det hele i effekter, slette de værste brølere og rette resten ind. Og så selvfølgelig lade være med at høre live optagelser med sig selv.
Man kan også se hvordan tiden og tyngdekraften har en meget uheldig indflydelse på ens krop.
Det er ikke godt. Man kan blive lige så grå i låget som Houllebecq, som om man ikke allerede er grå nok på toppen – altså på det, der er tilbage.

Men der er noget andet. Når man hører en optagelse fra for fem år siden, synes man tit, at det er helt fint, og man lægger egentlig ikke mærke til fejlene. De fejl, der var ligeved at gøre, at man ikke tog nummeret med på pladen.

Nogle gange lytter man på noget musik, lad os sige Miles Davis kvintet fra tresserne, og det går op for en, at musikerne ikke har nogen som helst anelse om, hvor de er henne. De spiller alligevel og det lyder fantastisk. På et tidspunkt samler trompeten flokken med et riff og så kan vi slappe af. Efter at have hørt meget musik og mange koncerter går det op for en, at man hører mest efter, når der sker noget lumsk. Pludselig er man helt opmærksom på musikken – helt inde i den. Hvis det er en plade, kan man sætte nålen tilbage og lægge mærke til, hvad der skete. Aha, der kom et ekstra slag i trommerne, som fik gruppen ud af det, så de måtte bruge det næste stykke tid på at finde sammen igen: fuld koncentration.

Jeg har opdaget at det tit er netop fejlene, der gør at man hører efter.
Og at man tit glider af og væk, når det hele er glattet ud.

Jeg vil ikke sige at det er bedre at lave fejl end ikke at gøre det. Vi gør jo næsten altid vores bedste for ikke at lave fejl. Ornette Coleman udtalte sidst i halvtredserne, at hans musik var af høj kvalitet, fordi han havde opdaget, at han godt kunne lave fejl. En yderst provokerende udtalelse for alle de ører, der opfattede hans musik som larm. Tænk engang!

Monk! Behøver jeg at sige mere? Fejl og begrænsninger ophøjet til stil og kunst.

Blues
Grundlæggende tror jeg, at det den vigtigste forudsætning for at kunne lave musik er, at man er i stand til at acceptere, det man selv spiller. At man ikke prøver at skjule det, man laver. At man går planken helt ud (Claus Maria von Brandauer i Mephisto). Er klokkerne sidst i «Breaking the Waves» en fejl?

Hvad er en fejl?
Nogle mennesker siger at fejlene er vores personlighed. Det er forhåbentligt ikke helt rigtigt, men lidt rigtigt er det. Jeg må acceptere mit udseende, jeg må acceptere min stemme, jeg må acceptere, at jeg ikke er verdens hurtigste guitarist. Jeg må acceptere at jeg laver mange fejl. Både menneskeligt og musikalsk. I menneskenes verden kan jeg sige undskyld, inden jeg gør det igen. Det kan jeg ikke i musikkens.

Der er noget andet ved fejl: De viser, at vi er på grænsen af det vi kan og det vi ved. De mennesker, der spiller fejlfrit, spiller som regel noget, de kender forfra og bagfra. De tager ingen chancer. (Ingen regel uden undtagelser!) .

Jeg har i mange år syntes at musikere var bedst i de år hvor de var ude på kanten af deres begrænsninger. Det er som om de spiller med hele livet. At de åbner hele livet som muligheder for os andre. Der er kun få, der bliver ved med det hele livet. Tilsyneladende er det alt for fristende at finde noget, der virker og så blive ved med at gentage det – i højere eller mindre grad. Miles Davis gjorde ikke. Eller rettere: Måske tog han det til et mere abstrakt niveau. Det, der virkede for ham, var ikke at vide, hvad de andre lavede. Jeg har læst anmeldere skrive, at Miles ikke kunne spille mere, fordi han lavede toner, der tonalt og rytmisk var helt ved siden af. Men det var det der skulle til, for dælen! Det var det spil, der fik de andre musikere til at tage musikken helt ud, der fik dem til at smide alle hæmninger og blive bedre, end de nogensinde ellers har været.

Kurt Vonnegut skriver i Blåskæg: «Det, publikum vil, er at se et menneske kæmpe med sine egne begrænsninger». Er det ikke en vidunderlig sætning?

Så lad os acceptere fejlene hos os selv og hinanden. Lad os ikke plante ligusterhække omkring vores fantasi!

Hasse Poulsen
JAZZmusiker

Skriv et svar