På skive

CHICK COREA TRIO

«Trilogy»
CONCORD JAZZ

Dette er en 3-dobbelt live CD fra en af jazzens pianistlegender i fineste form, optaget over en periode på et års tid. Allerede fra første take, «You’re My Everything» på CD 1 er den der. Coreas legende og fnuglette anslag, som man kender så godt, er intakt og han har yderligere udbygget sit harmoniske mesterskab så kompositionens oprindelige harmonier har fået en gevaldig vitaminindsprøjtning, der nærmest får den til at fremstå som en ganske ny komposition.

Derfra bliver det bare bedre og bedre. Ikke sådan at underkæben falder ned af bare benovelse. Nej, snarere at Corea, bassisten Christian McBride og trommeslageren Brian Blade viser hvordan musikere på samme niveau kan vise deres mesterskab – netop uden at der går konkurrence eller blærerøveri i den. Gennem alle tre cd’er høres umiskendelige fnis fra de tre, hvilket tyder på, at d’herrer også har nydt at lege sammen.

Efter at have fulgt Chick Corea gennem godt fyrre år, ved mange koncerter og på endnu flere lp-, og cd-udgivelser, kan jeg kun sige, at han her befæster sin position som en af jazzens største nulevende pianister. Vel er han ikke en rytmisk motherfucker som jævnaldrende Herbie Hancock, virtuos som Michel Camilo eller nyskabende som Brad Mehldau. Men Chick Coreas anslag, klanglige opfattelse og sikre orkestrering af sit spil er i en klasse helt for sig.

Bedste tracks: «My Foolish Heart», «Spain» (naturally), «Armando’s Rhumba».

Niels Christensen

Chick Corea (p), Christian McBride (b), Brian Blade (dr)

Skriv et svar