COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, DAG 3, 2. JULI 2023: Det er tredje dag på jazzfestivalen. Byerne kommer dryssende, og gaderne er tomme. Men næsten alle steder hvor der serveres øl, vin og ikke-alkoholiske drikke med smag er stolene fyldte med mennesker, der er ude for at høre én af de 1200 koncerter på festivalen. Og jeg er indfundet mig på et af vandhullerne, nærmere bestemt Literaturhaus på Møllegade, hvor Hein Westgaard Trio spiller en eftermiddagskoncert.
Hein Westgaard er en norsk guitarist og komponist, der sidste år dimitterede fra RMC. Hans primære virke har været med hans egen trio, der startede i 2017. Hertil har han dog også fundet tid til at spille med Aurelijus Užameckis, Alex Ventling m.fl. Med i trioen er den norske bassist, Petter Asbjørnsen (Michael Wallace Quartet, Pat, Lekerommet m.fl.) og den danske trommeslager Simon Forchhammer (Asger Thomsens Autolysis, Alawari m.fl.).
Inden koncerten kunne vi sidde og rocke med en pumpende bas nede fra kælderen, hvor orgelorkestret gav den gas, og jeg var bekymret for, at det skulle blive distraherende. Men Westgaard lod sig ikke kue, og kastede sig direkte ud i første sang med en munter melodi med et hoppende groove. Det flyder dog hurtigt ud og giver plads til friere passager med Asbjørnsen. Først alene og så i en duet med Westgaard, hvor Asbjørnsens solo organisk flyder over i et groovy kontrapunktisk akkompagnement. Alt imens sidder Forchhammer og holder groovet kørende.
Først troede jeg, at det var en mere traditionel jazztrio, men næste nummer viser trioens kreativitet, for temaet er en gnidningsfri amalgamation mellem country og noter af middelalderlig folkemusik henover et en utroligt velspillende bas/tromme groove.
Og sådan var det hele vejen igennem; håndplukket uddrag fra forskellige genrer, der bliver trioens egne. Og dertil dygtige musikere. Westgaards fingerspil synes at drage fra klassiske teknikker, der, ligesom kompositionerne, bliver idiomatiske for ham frem for omvendt. Han har også et interessant tonesprog, der spænder fra hård rock til skæve akkorder – både med og uden fast rytme. Asbjørnsens flyder frit imellem harmonisk og rytmisk akkompagnement og solospil. Og Forchhammer sørger for groovet kan føles instinktivt i de friere passager, selvom taktslagene ikke altid er lige hørbare, så er de mærkbare. Og sammen giver de plads til hinanden. Især til sidst hvor Asbjørnsen og Forchhammer pumpede igennem en meget intens duo.
Det er fedt at høre genrefri musik inddrage genrespecifikke toner og bruge dem i stedet for at forkaste dem. De kan fanges næste gang på Christianshavns Beboerhus d. 7/7.
Efter et par timers pause og en gang aftensmad er vi klar igen på Mellemrummet, hvor kvartetten med den danske saxofonist Johannes Gammelgaard, den tyske saxofonist Jonas Engel, den danske bassist Asger Thomsen og den danske trommeslager Johannes Berg.
Berg og Gammelgaard er begge fra den, men har siden markeret sig internationalt. Gammelgaard er bosiddende i Stockholm, hvor han har spillet med Thorbjörn Zetterberg, Vilhelm Bromander foruden at have ledet Johannes Gammelgaard Kvartet og Johannes Gammelgaard Orkester. Berg har studeret både i Stockholm, Finland og har sin egen trio, Johannes Berg Trio, med Jeppe Hjøllund samt en soloplade. Asger Thomsen er et kendt navn på den københavnske improscene. Han har udgivet flere plader som leder (Autolysis, Solipsis, Den Polyvante Hjelm m.fl.) foruden at indgå i grupper som Mia Dyberg Trio, The Moms og utallige spontane samarbejder. Engel afslutter kvartetten og bringer også en masse erfaring fra hans samarbejder med bl.a. Thea Zoti, Asger Thomsen og ensembler som Own Your Bones, Book of Haikus m.fl.
Men de har alle sammen spillet sammen før på kryds og tværs i forskellige sammenhæng, Mirakelhund, Our Hearts As Thieves, Hej Johannes. Og i aften var det et tilbageblik mod jazz-avantgardens begyndelse med free jazz bevægelsen.
New Yorker sax med melankolske undertoner, dybe strøg på bassen og rullende tammer og lilletromme sætter stemningen. Pulsen er væk, men impulserne sparker det fremad. Engel sætter ind med en andenstemme, og saxerne hvirvler til himmels over kaskader af pulserende trommer. Og så et brat stop. Og straks sætter de i gang i en swingende ayler-esque duet med walking bas og en energi trukket helt tilbage fra 60’erne.
Det er først halvvejs i sættet, at de slipper den høje dynamik og lader Thomsen stå alene – og det gør han altid godt. Med et arsenal af objekter kan han forvandle ethvert rum til umuligt overlappende lydlandskaber. Og det var faktisk der, at det blev mest intenst. Det blev grundlaget for resten af koncerten med klagende saxer og trommer der kalder til krig, mens Thomsen ufortrødent fortsætter brugen af objekter.
Gammelgaard og Engels sammenspil er ikke noget man ser tit. Gammelgaard tog fronten med en kombination af melodier og brøl, mens Engel foregreb disse og som var det aftalt lagde andenstemme der vævede ind og ud af harmonierne, og gav en ekstra dimension.
God free jazz kræver masser af energi. Et brøl. Og det fik vi også i den grad. Men desværre var rummet ikke så medgørligt, og Berg var til tider overdøvende, hvilket dikterede de andre musikanters bevægelse. Havde det været et andet rum, ville det ikke have været problem. Men det er præmissen til tider.
Ovenpå den gennemblæsning var der næsten ingen grund til at bevæge sig ud i vejret. Men den skotske vocalist Maggie Nichols spillede på 5e sammen med trommeslageren Kresten Osgood, den svenske saxofonist Sture Ericson og Asger Thomsen igen (hovedbillede). Det skulle oprindeligt have været den svenske guitarist Niklas Fite i stedet for Thomsen, men han var forhindret i at komme.
Nichols har været med siden den frie improvisation startede i 60’erne og har spillet med John Stevens, Trevor Watts, Johnny Dyani, for at nævne nogle få, og har tordnet afsted lige siden. Osgood er en institution på den danske scene, som trommeslager og koncertarrangør af den forgangne Mandagsklubben samt skaber af podcasten Farlige Toner på DR. Hertil har han spillet med næsten enhver impromusiker, du kan komme i tanke om. Ericson er ligeledes en veteran med 40 års virke på bagen, hvor han har spillet med Derek Bailey, Phil Minton og spiller jævnligt med Martin Klapper og Niklas Fite.
Jeg kommer lidt i koncertstart, og når lige at få en siddeplads i det næsten fyldte lokale. Turen derned var af den våde slags, så varmen og fugten tætnede rummet. Det er kun Osgood vi mangler, men han gør op for det med en entré, der åbner rummet op. Først er det en komisk lang klapsalve til Thomsen (dog berettiget), tre klap for Ericson, også mere moderate for Nichols og ham selv.
Efter formaliteterne er på plads begynder Nichols at ånde hæst i mikrofonen, som en susende vind i skumringstiden. Thomsen får bassen til at knirke, og vi går på opdagelse i de øde forladte dele af musikkens hus. Ericson imiterer Nichols og de ruller/raller mens Osgood supplerer med let akkompagnement.
Det eksploderer på en femøre. Nichols messer, Ericson skyder melodier af, mens Osgood buldrer og Thomsen hidsigt stryger bassen. Det er næsten panik fremkaldende, men sekundet efter er det væk.
Det bølger frem og tilbage indtil Osgood under et stykke begynder, næsten stønnede, at gentage ”Maggie, Maggie, Maggie”. Men Nichols er iskold og griber den med det samme. Det udvikler sig til en slags humoristisk performanceteater, hvor Nichols fortæller om Haggis og Englands forbud mod sækkepiber, da hun troede Osgood sagde ”haggis”. Hvortil Thomsen imiterer en sækkepibe, som Nichols kommenterer på. Og Osgood skal ikke bruge mange sekunder før han tager et viskestykke over hovedet og leger spøgelse.
Det var en fuldstændig spontan koncert med alt hvad det indebærer samt højt musikalsk niveau. Ericson spillede en fænomenal duet med Nichols gennem hele sættet med en blanding af imitationer og selvstændige melodier henover Nichols’ messen, skrig og alle de andre lyde, der ikke er et ord for. Alt imens Thomsen og Osgood lagde et akkompagnement, der understøttede og løftede de andre.
Osgood bevæger sig altid på kanten af det humoristiske og det strengt alvorlige (foruden at være en dygtig trommeslager), der holder publikums opmærksomhed fanget. Men jeg har aldrig set nogen så kølige som Nichols, der kaster hans påfund tilbage uden et sekunds tøven. De to kunne lave en podcast om gardiner, og jeg ville tøve med at høre det.
Tekst og foto: Marcus Behrens
Hein Westgaard
Petter Asbjørnsen og Simon Forshammer
Johannes Berg, Asger Thomsen, Johannes Gammelgaard og Jonas Engel
