VINTERJAZZ, KLUB PRIMI, KØBENHAVN, 6. FEBRUAR 2023: Det er februar, jazzen runger gennem byen, og Primi stemmer i med to koncerter. Først med solokoncert fra den canadiske pianist P. J. Fossum, som har været aktiv på scenen i New York, og i de seneste 2,5 år indgået i forskellige konstellationer her i København og var konferencier på Vinterjazz from Hell i mandags.
Herefter efterfulgte den dansk/norske kvartet Emmeluth’s Amoeba, ledet af saxofonisten Signe Emmeluth med Ole Mofjell på trommer, Christian Balvig på klaver og Karl Bjorå på guitar. Hver især er mangefacetterede musikere, komponister og artister, men sammen er de en sprængfarlig cocktail. Vi anmeldte dem i Bergen, da de var på turné i efteråret, og anmeldelsen kan du lese HER.
Vi sidder i en rundkreds omkring Fossum, som har sat op med klaver, effektpedaler og mixer inde i midten af rummet. Han begynder med én tone, som insisterende bliver gentaget lidt ala åbningen til Lars Janssons «To the Mothers in Brazil». Imens formerer harmonier sig nedenunder i skæve kromatiske sekvenser. Små melodier løber legesygt omkring den ene vedholdende tone, de tripper kort, og så flyver de afsted. Men langsomt mærker man små forstyrrelser i lydbilledet, der kommer fra det kvadrofoniske setup. Det er utydelige stemmer, der langsomt vokser ud af klaverets harmonier og blander sig med de tvetydige stemmer fra de sorte og hvide tangenter. Indspilningen vokser til sidst over klaveret, så rollerne bliver byttet om, og klaveret bliver underlægningsmusik til et lydlandskab af en travl by, lidt som om Fossum havde fundet et klaver på en banegård og begyndte at akkompagnere stemmerne på farten og annonceringerne.
Et skrald drøner gennem rummet, og bystøjen bliver afløst af regn. Det kører lidt indtil regnen bliver afløst af en samtale mellem en mand og en kvinde, og alt andet forstummer. Det er en samtale om horoskoper. Om hvordan 1. 4. 7. og 10. hus er de stærkeste – især 10. hus er stærkt for Venus.
Men Fossum har en plan, og med pedalerne kan han stoppe samtalen og fastholde tonen og skabe en orgellignende effekt, mens han lægger drømmende akkorder til.
Koncerten var en sjov kontrastering mellem musikeren og det bagvedliggende lydlandskab. Hver især er der skrevet mange bøger om det, men sidestillingen af disse som to ligesindet entiteter skabte en sjov dynamik om, hvad en koncert skal have i forgrunden. Dog blev foredraget om horoskoper måske en anelse langt, men jeg fik senere af vide, at Fossum ikke selv vidste, hvad der samtalen omhandlede og udelukkende valgte det for dets lydlige aspekter – hvortil man kan gå og tænke over, hvordan en dansk samtale om horoskoper lyder, hvis man ikke forstår sproget. Ikke desto mindre var det en glimrende koncert fra P. J. Fossum.
Emmeluth skærer tværs ned gennem stolerækkerne
Men vi blev da klogere, og efter et kort sceneskift var det tid til Emmeluth’s Amoeba. Det var lige på og hårdt. Alle starter samtidigt i en komponeret improvisation, hvor det hele flyver om ørene på os. Emmeluth står i fronten og skærer tværs ned gennem stolerækkerne med abrupte udladninger. Imens er Mofjell og Balvig engageret i en kraftpræstation af en duet, der katapulterer Emmeluth yderligere. Det er et kaotisk og gyngende underlag, men alligevel kan man ikke undlade at nikke hovedet – eller hvilken kropsdel man nu foretrækker. Og Bjorå komplimenterede Emmeluth med unisone temaer, mikrotonalitet og grooves, der trak en rød tråd mellem resten af musikken.
Kompositionerne føles nærmere som retningslinjer end afgrænsede enheder, og de to første flyder direkte over i hinanden. Alligevel kan man fornemme stierne de bevæger sig af, og Emmeluth hiver også de andre tilbage om motiver med tegn og blikke.
Men så er der pause. Kun et øjeblik før Bjorå pisker en stemning op, og Emmeluth skriger af fryd. Balvig tamper i klaveret, mere perkussivt end tonalt, i hans dyst med Mofjell, der rullede et stormvejr ud. En naturkraft indeed.
Hele vejen igennem var det en ren rå energiudladning. Selv når dynamikken var mere stille, kunne man spændingerne mellem musikerne. Især under balladen til sidst kunne de ikke holde det nede, og under et loopet tretoners motiv fik Mofjell endelig helt frie hænder. Vi har ikke set sådan en kraft, siden smelteisen skyllede ned fra Norge. Det var en ren rå energiudladning!
Emmeluth’s Amoeba er en velskabt kvartet med musikere, der har formår at beholde overblikket i en enormt fremadstormende musik. De finder hinanden på kryds og tværs, men uden at miste retningssansen om musikkens retning. Men der må man også kreditere Emmeluth for velskabte kompositioner, der tillader musikerne – inklusiv hende selv – til at udfolde sig.
Det var deres første koncert på deres nye turné, men de er allerede i storform. Så med det jeg lærte, så må Venus stå i 10. hus for Emmeluth’s Amoeba, for det bliver ikke stærkere end dette.
Vi glæder os til næste uge, hvor duoerne Beam Splitter og Autoreverse spiller på Primi.
Tekst: Marcus Windfeldt Behrens
Foto: Lars T. Knudsen
P. J. Fossum
Signe Emmeluth
Karl Bjorå
Christian Balvig
Ole Mofjell
