Konserter

salt peanuts* i Israel (del 3)

RED SEA JAZZ FESTIVAL: Tirsdag 26. august.
Fem koncerter i aften.
Blandt andet en legende, altsaxofonisten med den stærkt personlige indgangsvinkel til musikken og med en historie, der går helt tilbage til samarbejde med Miles Davis på legendariske ”Birth of the Cool” i halvtredserne, Lee Konitz. Han har nu aldrig stået øverst på min hitliste over altsaxofonister, selvom min yndling på instrumentet, Paul Desmond angiveligt var meget inspireret af ham.

Kan ved ankomst til festivalområdet atter høre klaverstemmeren kæmpe med festivalens onde ånd, Yamaha flyglet – eller man skulle måske hellere kaldet det ”den forvoksede ostedeler”. Rædslen er i dagens anledning blevet lappet med et stykke gaffer tape, hvad det så end skulle hjælpe på.

Dave Douglas / Uri Caine Duo
Dave Douglas (tp), Uri Caine (p).
Her har vi et umiddelbart underligt match. En virtuos, men også lidt kølig og udpræget klassisk uddannet pianist, der slår pjalterne sammen med en frygtløs og uortodoks trompetist i et repertoire, der kræver det ultimative af begge musikere. Som hvis Kasper Tranberg og Thomas Clausen kunne finde på at lege sammen – hmmm, måske ikke nogen dårlig idé…
De første par stykker går med at spille sig ind på hinanden og – for Uri Caines vedkommende – at spille uden om de tangenter, der er helt håbløse, hvilket koster en del hovedbrud og tydelig kan anes i hans spil, der ellers er fnug- og fejlfrit, omend ikke voldsomt ophidsende.
Dave Douglas har hvad jeg vil betegne som jazzens flotteste klang på hornet. Fuldtonet, detaljerigt og ubesværet dækkende hele registret. At han samtidig er lidt af en scenepersonlighed, der klovner rundt når han ikke spiller, får det lidt højtidelige koncept til at glide nemmere ned. Dave Douglas synes stadig det er sjovt at spille musik!
Repertoiret er måske en anelse elitært for et uerfarent publikum, der i starten ikke rigtigt ved hvad de skulle bruge musikken til, men som hurtigt åbner armene og sågar klapper efter hver indsats i et chase-forløb.
Alt i alt en dejlig oplevelse med to musikere, der åbenlyst kan lide hinanden og nyder samspillet.

Marina Maximilian Group
Marina Maximilian (voc, key), Yonathan Albalak (g), Gilad Abro (b), Aviv Cohen (dr).
Sangerinden og keyboardspilleren Marina Maximilian (hedder hun virkelig det, eller er det hendes scenenavn?) er åbenbart en populær dame. Jeg kom ind til et totalt udsolgt koncertsted med plads til godt 3 000 mennesker, der alle hujede og råbte ligesom man gør til X-Faktor shows.
Og det der foregik på scenen var såmænd ikke så forskelligt fra X-Faktor; pre-indspillet backing, tung rytmegruppe, hyleguitar og skabagtige stripper-attituder fra solisten, der ikke var helt sikker på intonationen (man kan vist ikke benytte auto-tune live…).
Jeg kom ind i slutningen af en aldeles uoplagt og gumpetung udgave af ”Round Midnight”. Hun fortsatte med to numre, som jeg vil karakterisere som Etno-Pop, men hendes rædsomme solo udgave af ”I Put A Spell On You” fik mig til at løbe skrigende bort.
Angiveligt får koncerten med Marina Maximilian Group festivalen til at løbe rundt. Så det er vel OK at man giver plads til den dårlige smag for at kunne præsentere den gode.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Leny Andrade
Leny Andrade (voc), Fernando Merlino (p), Jamil Joanes (b), Erivelton Silva (dr).
Mama Brazil. Betty Carter på brasiliansk. En improvisator af Guds Nåde.
Den brasilianske sangerinde Leny Andrade er blevet kaldt meget gennem årene. Men en ting er sikker; hun er en god performer, der indtager scenen med en naturlig pondus, der passer til hendes 71 år på denne planet – heraf de sidste godt 50 som en af hjemlandets mest elskede sangerinder.
Egentlig er det ikke noget særligt. Men det er godt. Og når brasiliansk musik er godt, er det altså rigtig godt. Pianisten Fernando Merlino har det kendte brasilianske drive, bassisten Jamil Joanes kan det der med at variere sit spil og ligge tungt på 3-slaget i takten og trommeslageren Erivelton Silva spiller henholdsvis afdæmpet og temperamentsfuldt, når det kræves.
Det er med andre ord god, gammeldags brasserpop, som vi kender den fra Tania Maria, Joyce m.fl. – bare ikke helt i samme klasse. For selvom Leny Andrade er en dejlig, frodig bedstemor, har hun altså ikke det der, der gør at man fuldstændig overgiver sig. Jeg har ligesom hørt det hele før – bare bedre…
Men et lille åndehul mellem to store skuffelser – for

Antoine Roney Quartet
Kojo Roney (dr) Wiliiam «Spaceman» Patterson (g), Antoine Roney (ts), Rashaan Carter (b).
– var dog det værste jeg har hørt i lang tid. En småfalsk post-Pharoah Sanders-kopi af en kopi af en kopi, en guitarist med et uforløst Hendrix-kompleks og en bassist, fuldstændig blottet for harmonisk sans. Men trommeslageren har talent. Han er lige fyldt 10 og er søn af saxofonisten… En pinlig booking.

Lee Konitz Quartet
Lee Konitz (as), Florian Weber (p), Jeremy Stratton (b), Jeremy Stratton (dr).
Det var Mission Impossible for klaverstemmeren, hvilket var ganske tydeligt da han trak på skuldrene og overlod Yamaha-rædslen til pianist Florian Weber.
Lee Konitz (hovedbillede) til publikum: ”You’re welcome to sing and dance. As long as you do it outside.” Ingen reaktion. Den slags ice-breaker går altså ikke her i Israel. Her får man ingen nemme point, man skal tjene dem alle.

”Days of Wine and Roses” indledes med en lang solo intro af Konitz. Hans famlende spil er lige ved at vælte, men er intenst og fabulerende som det plejer at være. Jeg kan høre hvad han gerne vil spille, men det lykkes ikke hele tiden.

Trioen sætter behersket ind. Der spilles meget ærbødigt af de tre og ingen går i vejen for ”Den Gamle Mester”. Eller også er de ikke bedre. Der går i hvert fald kludder i perioden i næste nummer, hvis titel jeg ikke fangede og Konitz måtte stampe et-slaget i gulvet efter en 4/4 chase med trommerne.
Næste nummer er en Konitz-original, bygget over harmonierne fra ”You and the Night and the Music”, hvor formen også truer med at vælte, hvilket naturligvis irriterer den 86-årige saxofonist så meget, at han synger under bassoloen for at holde formen. En ydmygende oplevelse for den unge bassist.
Balladen ”Darn That Dream”, der er lige ved at gå i stå, bliver sidste nummer med Yours Truly som tilhører. Da jeg forlader koncerten kan jeg se, at Lee Konitz har sat sig ned på en stol ved siden af flyglet, hvorfra han fortsætter sin solo. Synd at han er tvunget til at spille med 2. rangs musikere, for han kan stadig sende sine dybt personlige toneranker af sted i en rækkefølge som få andre er i stand til.

Jeg tager hatten af for en musiker, der stadig udfordrer sig selv og ikke stiller sig tilfreds med blot at gentage sig selv. Det giver i hvert fald point i min bog. Og det var da stensikkert hans flossede, men stadig fyldige tone, der ringede i mit sind da jeg gik tilbage til hotellet i den varme nat.
Tekst og foto: Niels Christensen