Nye skiver og bøker


flere skiver og bøker...

Våre podkaster


flere podkaster ...

Skiver du bør ha


flere anbefalte skiver...

Våre beste klipp


flere filmer...

Ledere og debattinnlegg


flere debattinnlegg...

Konserter

En aften går på held

JAZZ IN COPENHAGEN, KONCERTKIRKEN, 5. JULI 2020: Det er søndag aften og skumringens skær ebber langsomt ind gennem vinduerne. Vi er igen i KoncertKirken til aftenens sidste koncert ovenpå endnu en fænomenal dag med musik fra først Rudi Fischerlehner og Mia Dybberg feat. Søren Kjærgaard og senere Randi Pontoppidan og Peter Bruun (som du kan læse mere om HER). Det er afslutningen på første del af KoncertKirkens Sommerjazz (selvom vejret ikke har fået beskeden), og i denne anledning er KoncertKirkens velkendte pottepalme stillet frem på scenen med spotlight. Det er den schweiziske bassist, Vincent Ruiz, der med sin trio har æren af at runde weekenden af. Med sig har han pianisten Rasmus Kjær og trommeslageren Anders Vestergaard.

Ruiz indleder med en opfordring til publikum om at rykke tættere på, da det bliver en stille koncert, og jeg tror heller ikke, at jeg hørte Vestergaard bruge lilletrommen en eneste gang – selvom jeg sagtens kunne tage fejl. Men det manglende lydniveau betød ikke manglende dynamik – tværtimod. I løbet af koncerten formåede de tre musikere at skabe spændinger gennem det interne sammenspil og gennem storformen, som var opdelt i tre dele. Selvom det hele var improviseret, inkorporerede den første og sidste del komponerede elementer, så formen gav genlyd af den klassiske sonateform (meget groft sagt den klassiske kontraktmodel for eventyr med præsentationen af historiens præmisser, heltens prøvelser og den triumferende hjemvending). Indledningen bød på flotte melodier af impressionistisk karakter, hvor Ruiz skiftevis lagde bunden og med hurtige, og dog tilbageholdte, arpeggioer indledte duetter med Kjær, for at træde i baggrunden igen. Imens lagde Kjær et klangunivers med akkorder og melodier, hvor spændinger lå lige under overfladen og boblede; altid med en trussel om at sprænge roen, der holdt lytteren engageret. Vestergaard lagde det sidste touch på med hans fantastiske intuition, der altid formår samtidigt at spille med og op imod sine medmusikere.

Men det var for alvor i næste del af historien, at man hørte deres sammenspil. Her blev der skruet ned for lydniveauet, og rummet syntes at gå i stå. Tonerne i Kjærs melodier stod blev næsten enkeltstående, som fragmenter omkring et fjernt minde til pulsen af Vestergaards bækkener, som om han vidste lige hvilket minde Kjær tænkte på. Hertil blev Ruiz’ bas reduceret til et hviskende åndedrag, der til trods for kun at komme op til overfalden i stille vejrtrækninger, bandt det hele sammen til ét organisk virke, der fik publikum til at spidse øre.

Hjemvendingen i tredje akt bragte os tilbage gennem en vekselvirkning mellem improvisation og næsten fuldt udskrevet koraler (overhørte jeg bagefter), men selv her var der en indforståethed omkring aldrig at bryde den dynamiske barriere, som var lagt for dagen.

Modsat eventyret syntes målet aldrig at være et råb mod himlen eller søgen på de store skatte, men at rette fokusset på de historier, som skaber mening i hverdagen; et møde med en ven på gaden eller et smil fra buschaufføren.

Det er nu 5 dage siden, at koncerten sluttede, og det kan måske virke fjollet at udgive en anmeldelse så sent. Men nogle gange skal koncerter synke ind, før man kan sige noget om dem.

Her kommer jeg i tanke om Simon Toldams opfordring til omhu i livet, da han sammen med sin trio vandt DMA Jazz for bedste album med pladen Omhu (dog mente TV2 Lorry ikke at den var bevaringsværdi) – og det har jeg prøvet at følge.

Tekst: Marcus Windfeldt Behrens
Foto: Nils Fisch

Skriv et svar