Konserter

Tomo Jacobson spiller B-siden

JAZZ IN COPENHAGEN, KONCERTKIRKEN, 3. JULI 2020: Vi sidder 7 mennesker tilbage i KoncertKirken. 3 publikum, 3 frivillige og direktøren. Lysekronernes skær er dæmpet til en svag glød, og rundt langs scenen maler et sagte violet lys væggene, mens de store mørke vinduer kikker ned på os resterende publikummer.

Foran står bassisten Tomo Jacobson alene med sin bas. Han siger et par ord og sætter så buen for strengene.

Han begynder at stryge det dybe B (H for de insisterende) langsomt frem og tilbage. Jeg læner mig tilbage og prøver at slappe af. Minimalismen har aldrig rigtigt været min spidskompetence, men det havde været en hektisk åbningsdag af sommerjazz indledt af T.S. Høegs sædvanelige sprudlende selv med kumpanerne fra The Way Out, Egetoft, Aardestrup og Lopes, de rutineret og altid dygtige Dørge/Becker/Carlsen og Toldam/Davidsens ekspressive tilbageholdenhed (som du kan læse mere om HER). Så måske var det trætheden ovenpå 3 måneders manglende træning der gjorde mig mere modtagelig, men nu var jeg «in for the ride».

Først lå mit fokus på armens og håndens bevægelse, mens de bevægede sig fra side til side (fra opstrøg til nedstrøg) som var det Tournesols pendul.

Frem.

Tilbage.

Som man sidder der og bevæger øjnene frem og tilbage af den støtte bevægelse, drages man langsomt ind i en tonen B’s univers. Hvad der i starten virkede som en homogen tone, bliver gradvist mere fragmenteret i dronens march fremad; de pauser og skrattende lyde før buen griber fast i stregen igen. Det er ikke den klassiske musiks æstetik man hører, hvor målet er at mindske friktionen mest muligt og gøre skiftet så homogent som muligt. Perfektion er ikke målet. Den omsluttende effekt af dronen gør, at de små ujævnheder og spændinger bliver til begivenheder, der ellers normalt ikke træder frem på samme måde – som bølgegangen under et skib der krydser Atlanterhavet. Langsomt gyngende i regelmæssige bevægelser, men altid med en lille variation – bølgen knækker et sekund senere end den første. Noget man kun oplever, når man ikke prøver at slå tiden ihjel.

Frem.

Tilbage.

Det er ikke længere sekunder, minutter eller timer som dikterer tiden, men den langsomme og beroligende vuggen. Overtonerne kommer og går som mågers skrig i det fjerne, og man lader tankerne drive til andre kyster, for igen at vende tilbage til den velkendte drone, som nu fuldstændigt har indkapslede tilstedeværelsen. Destinationen er ikke længere et mål men et fjernt begreb, inkompatibel med dronens verden. Tonale progressioner og dynamik føles som fordums tid.

Frem.

Stilhed.

Tomo står stadig og kikker ned, som han hele tiden har gjort. Ingen rører sig, og selv da han kikker op, smiler til alle fem på forreste række og lægger bassen ned, er der en fælles usikkerhed blant publikum, om hvorvidt en klapsalve er passende. Det virkede mærkeligt upassende og påtrængende i det univers, vi lige havde befundet os i, gennem den sidste time. Men én mener alligevel, at koncerten fortjente at blive hyldet (og med rette), og vi vender langsomt tilbage i takt med applausen.

Aldrig havde jeg troet, at én tone kunne rumme et helt univers, indtil Tomo Jacobson spillede B- siden.

Tekst: Marcus Windfeldt Behrens
Foto: Jan Granlie (arkiv)

Skriv et svar