COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2022, SØNDAG 26. JUNI: Copenhagen Jazzfestival startede på det udvidet format i fredags, men det var først i går aftes, at salt peanuts* kunne være med – og Margaux Oswald og Jesper Zeuthen gjorde ventetiden det hele værd!
Det er en duo, som første gang spillede i KoncertKirken til koncertserien Absolute Music for et års tid siden, og allerede dengang slog det gnister. Men nu, efter et halvt dusin koncerter, har de for alvor fundet hinanden. Eller rettere, de er ikke bange for at udfordre hinanden. For deres dynamik er ikke defineret af anfører og følger, men to enorme og utæmmede, musikalske personligheder som ikke er blege for at indtage ethvert rum, de træder ind i.
Oswald er stadig ung, men bliver mere og mere anerkendt for sit fantastiske talent (bl.a. anmeldte vi en fremragende duo koncert mellem hende og Kasper Tranberg i starten af juni, som kan findes HER. Den schweiziske pianist kan spille uendeligt mange toner uden, at det bliver for meget. Hendes beslutsomhed er et perfekt kompliment til den tordenbrølende Zeuthen. For Zeuthen lægger ikke fingre imellem, når han spiller. Selvom han ikke er helt ung længere, så kan han stadig udfylde hele hvælvingen i KoncertKirken og omfavne publikum med en blanding af afmålthed og vildskab – en kvalitet som Oswald også besidder.
Duoen er en tendens hos Zeuthen i de seneste år til at engagere sig i de unge fremadstormende musikere. Og selvom han har udmærket sig i New Jungle Orchestra og som leder i Zeuthen Cirka, så er jeg personligt størst fan af hans nyere projekter med Oswald og i trioen ZAV med Jacob Anderskov og Anders Vestergaard.
Aftenens koncert var ’bestilit’ af Zeuthens største fan, Anders, som har optaget samtlige af Zeuthens koncerter siden 80’erne og er i færd med at udarbejde en antologi; og aftenens koncert bliver en perle i samlingen. Den bestod af to improvisationer, og efter et bragende bifald, et ekstranummer. Og det kunne ikke have været et bedre sted en det højtravende rum i KoncertKirken, hvor de to musikere for alvor kunne brede sig ud.
Zeuthen førte an med sin unikke klang, mens Oswald sidder og lytter. Da hun endelig sætter ind, er det med en mur af tunge toner, der følger Zeuthen med harmonierne, som en danser der kan forudse sin partners næste trin. Man kunne virkelige høre, hvordan deres foregående koncerter har forbundet dem. Men Oswald lader sig ikke kun føre. Hun kan lede med selv de spinkleste repeterende motiver, hvortil Zeuthen kun kan træde et skridt tilbage og sende ekkoer tilbage. De jager hinandens skønhed i motiver, som er deres egne og hinandens. Og når Oswald tager rigtigt fat, presser hun Zeuthen til kanten, og skubber ham udover.
I den anden improvisation skiftede Oswald taktik og indhyllede Zeuthen. Og her tog Zeuthen fat i nogle af de karakteristiske motiver, som er gennemgående for hans spil. Ikke at det er en gentagelse. Tværtimod, så kan han med én tone markere et motiv, for så at lade det flyde organisk over i et nyt. Det er en helt speciel blanding af genkendelighed og overraskelse, som ledte os over i et hoppende og bluesy ekstranummer.
Man er i tvivl om det er sommervarmen eller spændingerne i musikken, der får KoncertKirken til at bølge som luften over asfalt i en ørken. Men man er ikke i tvivl om, at den duo kan noget helt specielt.
Tekst og foto: Marcus Behrens
